OM ET PAR PORTRÆTTER

SOM TILSKRIVES RAFFAEL

Docent P. Johansen polemiserer mod Museumsdirektør Jens T h i i s’ Be-
tragtninger over Raffael-Portrætter, og hævder at Wanschers Synspunkter
som Jens Thiis havde angrebet, i alt væsentlig er rigtige og velunderbyggede.

I en Kronik i »Politiken« for 22. Oktober d. A. har den
norske Museumsdirektør Hr. Jens Thiis omtalt nogle
Portrætter af Raffael, som giver mig Anledning til et
Par Bemærkninger.

Hr. Th. bebrejder Vilh. Wanscher, at denne med Hensyn
til et Dameportræt i Pitti, som kaldes La Donna Velata
(Damen med Sløret) »mener endog, at der under den graa
Dragt skjuler sig den op-
rindelig malte røde Bru-
dedragt, som den sørgende
Brudgom efter hendes Bort-
gang har forvandlet til Sor-
gens graa Farve«. Hr. Th.
tilføjer let spottende: »Rent
bortset fra, at der skal Se-
erblik til for at gjøre slige
Opdagelser, er dertil bare at
bemærke, at netop den graa
Dragt er malt med et sprud-
lende Malerhumør, som ik-
ke tyder paa nogen Art af
Mismod«. Her er nu for det
første ingen Grund til at
spotte over Wanschers »Se-
erblik«, eftersom han gan-
ske ligefrem har henholdt
sig til en Iagttagelse, som
jeg i sin Tid har henledt
hans Opmærksomhed paa,
nemlig en Artikel af den ty-
ske Maler og Konservator
Hermann Behmer i Kunst-
chronik 1899—1900, Sp.

339—46, hvori han fortæl-
ler, hvorledes han under Ko-
pieringen af La Donna Ve-
lata blev opmærksom paa
en stærk rød Farve langs
Oversiden af hendes højre Haand, og derved opdagede, at
der under den nuværende Dragt oprindelig har været malt
en rød Kjole af Datidens sædvanlige firkantede Snit. Den-
ne røde Farve skinner ogsaa lidt igennem paa en Del af
Halsen og visse Steder under det venstre Ærme. Og i det
hele er Farven i de nuværende store Ærmer af en anden
Consistens end i de oprindelige Dele af Billedet, mindre
porøs, mere fast, tør og haard. Man kan godt, ved nøjere
Betragtning af Billedet se, at Behmer har Ret. Naar Hr.
Th. betragter Wanscher og sig selv som »Kolleger i Raffa-
elstudiet«, er det paafaldende, at Behmers Artikel har und-
gaaet ham. Hvorfor den oprindelige røde Kjole just skal
være en Brudedragt, ved jeg ikke. Den nuværende Dragt
skal jeg straks komme tilbage til.

Dernæst omtaler Hr. Th. det Portræt, som under Ver-

denskrigen kom fra Czartoryski-Samlingen til Museet i
Dresden. Man har i lange Tider opfattet det som et Selv-
portræt af Raffael, idet man mente at finde en betydelig
Lighed mellem det og de to Raffaelportrætter i Uffizi og
paa »Skolen i Athen« i Vatikanet. Hosstaaende har jeg
tilladt mig at give Omridstegninger af dis^e tre Portrætter
og ved Siden af tegnet deres Profiler ud — saa kan enhver

let dømme om den forment-
lige Lighed. I Parenthes be-
mærket vilde det være øn-
skeligt, om Kunsthistorikere
noget oftere klargjorde sig
Forholdet mellem et Hoveds
Udseende forfra og i Profil;
f. Eks. ved de mange Sam-
menstillinger af antike Bu-
ster, som siges at ligne
hverandre »slaaende«, vilde
man nok en Gang imellem
komme til en nøjagtigere
Opfattelse.

Hr. Th. sammenstiller med
Hensyn til Dragt og Male-
maade — i og for sig træf-
fende — som andre før ham
har gjort det, la Donna Ve-
lata og Czartoryskiportræt-
tet med Portrættet af Bal-
dassare Castiglione i Louvre.
1 Anledning af dette sidste
knipser han ogsaa ad Wan-
scher: »det kan lidet nytte
W. at komme med sin Kæp-
hest her og tilskrive Billedet

til Francesco Penni. Her

er Mesterens Haand og in-
gen andens!« Om W. nu
har Ret i just at tilskrive
Penni dette Billede er et Spørgsmaal for sig; men Hr. Th.
burde alligevel have været lidt forsigtigere med sin flotte
Gestus: »Mesterens Haand og ingen andens!« Man skulde
jo gerne kunne staa ved, hvad man siger, og en naiv Per-
son kunde f. Eks. ogsaa komme til at spørge, om la
Donna Velata nu virkelig er saa meget mere »værdig«
end mangfoldige andre Portrætter, og om hun ogsaa har
det »fyrige Blik«, som Hr. Th. tillægger hende.

Den »Haand« vi møder i disse tre Portrætter ligner ialt-
fald for Dragternes Vedkommende ingenlunde den, vi ken-
der fra Raffaels utvivlsomt egenhændige Arbejder •— som
f. Eks. i Portrætterne af Angelo Doni og hans Hustru eller
i det uforligneligt fine Cardinalportræt i Madrid. Her er
Farven, efter hine Tiders almindelige Teknik og Raffaels
sædvanlige Fremgangsmaade, lagt ovenpaa Undermalin-

LaJDonna Velata

200