DEN GRAFISKE KUNST

I SIN HISTORISKE UDVIKLING

XIV. WILLIAM HOOARTH I.

EN Kunstart, der først forholdsvis sent finder Ind-
pas indenfor den europæiske Kultur, er Karrika-
turen. Maaske beror denne mærkelige Kendsger-
ning paa, at Karrikaturens bitre og stærkt under-
stregende Satire, dens ensidige Fremhæven af det latterlige
eller hæslige, var mindre paakrævet i Tider, da Kunsten
gav det stærkest mulige Udtryk for alt, baade for det skøn-
ne og det hæslige, da Kunstneren uvilkaarlig fandt de rette
Midler til en skarp og træffende Karakteristik og en flad,
mekanisk Gengivelse af Genstanden ikke kendtes. Man kan
maaske med en vis Ret paastaa, at denne er en Frugt af
Kunstens Demokratisering, af den æstetiske Kulturs Ind-
trængen til de brede Lags Bevidsthed; ligesom det er Li-
teraturens Demokratisering, der har nødvendiggjort en vis
literær Satire, saaledes har dette ogsaa fundet Sted inden-
for den grafiske Kunst, idet en Godtkøbs-Efterligning af
det foreliggende, vedtægtshævdede Stof har afløst den op-

rindelige umiddelbare friske Anskuelse. Denne Foreteelse,
denne Halvkultur, som man for Danmarks Vedkommende
har fundet et træffende Ord for, idet man, for at skille
den fra den akademiske Kultur og fra den lokalbundne,
friske »Bondekultur«, har kaldt den »Seminarisme«, mø-
des overalt, hvor en mellemfolkelig Kunstopfattelse trænger
ned i Folkedybet, automatisk stemplende og udviskende et-
hvert selvstændigt Syn. Selv en saa god Sag som Demo-
kratiseringen, — Højnelsen af det almene Kulturniveau —
har sine Skyggesider, men dens Goder opvejer naturligvis
disse i høj Grad. Men Karrikaturkunsten synes først at bli-
ve nødvendig som ensidig satiriserende Kunstart, naar De-
mokratiseringen har sløvet den friske, selvstændige Opfat-
telse. Karrikaturkunsten er forsaavidt netop en særlig de-
mokratisk Kunst, som den er det nødvendigste Korrektiv i
Tider, hvor den bildende Kunst, samtidig med at dens Tek-
nik er blevet kompliceret og imponerende, har ladet sig af-

8