DEN GRAFISKE KUNST

I SIN HISTORISKE UDVIKLING

XV W. HOGARTH II.

HOGARTHS tekniske Sikkerhed er vel tildels be-
grundet i, at han oprindelig stod i Guldsmede-
lære; Datidens Kunsthaandværkere stillede store
Fordringer baade til sig selv og til deres Elever.
Der er meget hos Hogarth, der minder om de gamle Træ-
snitskunstnere; men hans særlige Form og hans Kunsts
stærkt personlig prægede Indtryk skyldes Ejendommelig-
heder hos dette vagabonderende Geni, som gik sine egne
Veje overalt, og for hvem det synes typisk, næsten sym-
bolsk, at han bortførte sin Ungdomselskede, med hvem han
iøvrigt levede lykkeligt i mange Aar. I sit Motiwalg rettede
han fortrinsvis Blikket mod de Steder, hvor Samfundets
Brøst gav sig de mest iøjnefaldende Udslag; han studerede
paa Knejper, Vinstuer, Bordeller; men mens der hos de
Hollændere, som behandlede slige Sujetter, oftest er et
Præg af forsonende Hygge og Jovialitet, afslører Hogarth
Ynken og Uhyggen i dens fulde Udstrækning, han er en
pessimistisk Samfundsrevser, som vel formaar at lokke Lat-
teren frem, men saadan, at det samtidig løber koldt nedad
Ryggen.

Hogarths skarpe Blik for sine Medmenneskers — og sær-
lig for Tidens — Skrøbeligheder, er radikalt og tilbunds-
gaaende. Han udtømmer med sin mesterlige Streg Emnets
Muligheder fuldkomment. Man kan altsaa sige, at det var
et stort Held for Menneskeheden, at hans Værtinde ca. 1724

DEN FRANSKE SKOLE

foranledigede, at han blev sat i Gældsfængsel; han hæv-
nede sig ved at tegne hende i Karrikatur, og den Opmærk-
somhed, som dette lille Kunstværk vakte, skal efter Over-
leveringen have bibragt ham den Tanke at »fremstille Men-
neskenes Daarskaber og Forbrydelser i sammenhængende
Billedrækker.« De fleste af hans Værker — som han først
malede i Olje og derefter stak i Kobberet — fremkom i
Overensstemmelse med denne Beslutnihg i Serier, der be-
handlede et Emne progressivt. Hogarth er ubarmhjertig i
sit Had til Last og Løgn, han gaar til de yderste Konsekven-
ser for at kunne give sin Satire den største Kraft, og dette
er vel det sikreste Kendetegn paa den sande og store Kunst-
ner: kun — og over alt andet — er Kunsten ham hellig.

Til William Hogarths bedste og mest kendte Kobberstik-
serier hører: »The harlots progress« (en Skøges Liv), 6
Blade; »The rakes progress« (en Vellystnings Liv) i 8
Blade; »Modern midnight Conversation« (Punscheselska-
bet); »The mariage å la mode« (Modebrylluppet) i 6 Bla-
de; »The stage of cruelty« (Grusomhedens Grader) i 4
Blade. I »Ølgaden«, »Brændevinsgaden« og mange andre
Stik viser han sig ogsaa som Karrikaturens Mester, i hvis
Flulspejl alle Laster træder frem i grel og dæmonisk Be-
lysning. — Hans Satire var aldrig godmodig, og han er-
hvervede sig naturligvis mange Fjender. Dette, i Forbin-
delse med et fra Fødselen svageligt Helbred, undergravede
hans Sundhed og han døde som en af
mange miskendt og hadet Mand.

Det er vel værd at mindes William
Hogarth, Karrikaturens Fader, netop
i denne Tid. Ikke alene fordi den i
højere Grad end mange andre Epo-
ker trænger til en Samfundstugter
som ham, men først og fremmest fordi
vore Karrikaturtegneres Værker sjæl-
den i egentlig Forstand har noget med
Karrikaturkunst at gøre, men blot er
intetsigende Skalkeskjul for en total
Mangel paa Smag, teknisk og psyko-
logisk Evne, skjult under en forloren,
overfladisk Stil og udført som Efter-
ligninger af daarlige, i Reglen uden-
landske Recepter.

Hogarth er iøvrigt den første en-
gelske Grafiker i Verdensformat, ja,
den første oprindelige og geniale
Kunstner, Britterne kan fremvise. Van
Dyck havde virket det meste af sin
Levetid i England, og havde adskillige
dygtige Elever, hvoraf ingen dog hæ-
ver sig til selvstændig Storhed, hver-
ken som Malere eller Kobberstikkere.
Hogarth dannede ikke egentlig Skole,
men hans Stab af Medarbejdere stak
hans Arbejder for ham, saa han kun
behøvede at give Værket den sidste

, 4jn/fcn-j attf/ia! - vu/v t/t&e Åannc/itou-j • fføyc

Urten te t/oero noter rr/tcA c/tarm f/tr nye

.V/rtt.r ,'Aa/t t/oar tmrte.r in Sounds t- Sense tre n/tervn

, /net Opi ns erer te poet r o n n

W. Hogarth sculps.: Tiggeroperaen

52