Bloombergtalen er en tale, som den daværende britiske premierminister David Cameron holdt d. 23. januar 2013. Talens emne var forholdet mellem Storbritannien og Europa. I talen forpligtede Cameron sig til at afholde en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.

Faktaboks

Også kendt som

På engelsk også kendt som The Bloomberg Speech

Talen blev holdt i lokaler, der er ejet af nyhedsagenturet Bloomberg News. Deraf navnet på talen.

Camerons problem med EU

Da David Cameron blev valgt som ny leder for Conservative Party i Storbritannien i 2005, var hans dagsorden at modernisere partiet. Han ønskede at bringe partiet væk fra en udbredt opfattelse af, at det overvejende var et parti for de bedrestillede dele af befolkningen. Men på det tidspunkt hvor Cameron blev valgt til ny leder af partiet, var spørgsmålet om EU blevet så betændt, at han var nødt til at love at underkaste medlemskabet et kritisk eftersyn.

Bloombergtalens trepunktsplan

I talen opstillede David Cameron en trepunktsplan:

  1. Første skridt var at vinde et absolut flertal for Conservative Party i parlamentet ved det kommende valg i 2015. Dermed ville Conservative Party selv kunne gennemføre deres EU-politik. Det skridt blev opnået med valgsejren i 2015, hvor partiet fik et knebent absolut flertal i Underhuset og dermed slap af med dets hidtidige koalitionspartner, Liberal Democrats.
  2. Andet skridt var at genforhandle dele af grundlaget for Storbritanniens medlemskab med de øvrige 27 medlemslande. Dette skridt blev også gennemført af David Cameron i 2015-2016, men med resultater, der langt fra tilfredsstillede hans partis EU-skeptiske fløj.
  3. Tredje skridt var at fremlægge forhandlingsresultatet for det britiske folk ved en folkeafstemning. Dette skridt blev gennemført med folkeafstemningen 23. juni 2016.

Kritikken af Cameron

David Cameron kunne ikke få de øvrige EU-lande til at ændre fundamentet for EU, herunder grundlaget for det indre marked, de såkaldte "fire frie bevægeligheder": fri bevægelighed blandt EU-landene for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Det var fra starten et urealistisk krav, at Storbritannien skulle kunne vælge arbejdskraftens frie bevægelighed fra, og derfor kunne det kun ende med, at David Camerons forhandlingsresultat blev afvist.

David Cameron er blevet stærkt kritiseret for sin Bloombergtale. Blandt andet er han blevet beskyldt for med en dårligt forberedt folkeafstemning at risikere sit lands fremtid som medlem af EU.

Han er ligeledes blevet kritiseret for den måde, han i Bloombergtalen brugte meget tid på at tale EU ned ved at fokusere på en opfattelse af, at medlemslandene konstant mistede indflydelse.

Resultatet af folkeafstemningen den 23. juni 2016 blev, at 52% af vælgerne stemte for udmeldelse af EU, mens 48% stemte for fortsat britisk medlemskab.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Finn Andersen

Ordet “medlemskab” kan kun staves med ét “s”. Se eventuelt Retskrivningsordbogen på https://dsn.dk/soegning/?soegeord=medlemskab

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig