Mht. støj skiftede jeg stock-køleren på min efterhånden noget gamle ryzen 5 3600 ud sidste år, hvor jeg i stedet satte en be quiet! Pure Rock 2-køler på, der også har det der setup, hvor radiatoren står ud fra cpu’en i stedet for at ligge på den. Den ser ikke umiddelbart ud til at være helt lige så stille, som den du har valgt der, men allerede der var det en KÆMPE forskel! Så jeg kan støtte op om, at det ligner et godt valg :)

Jeg skal ikke kunne sige noget om integreret grafik. Jeg opgraderede til et rx 9060 xt til sidste black friday, hvor jeg specifikt valgte en model, der nærmest er lydløs, men det var også ret dyrt, og det er nok ikke blevet mindre slemt siden. Du kan vel i værste fald starte på integreret grafik og så tilkøbe noget, hvis du ombestemmer dig? Den der strømforsyning har vel overskud nok til et kort i hvert fald.

Jeg må sige, at jeg er lykkelig over, at vinden er gået over i øst her. Vi har haft en lille uge med vind fra sydøst, og det pumper kold luft ind i vores skunk og ind under gulvet på overetagen. Den anden dag stod vi op til 12 grader! Der blev godt nok brændt meget træ af i de dage. Nu er vinden i øst, og det blæser lige så meget, men det stryger fuldstændig uden om huset.

Vores lille landsbyskole har hvert år en snak om lokaler, fordi de nye årgange bliver større og større (pga. tilflytning - det er vist ikke en generel tendens), og man ligger lige på vippen til at skulle starte to nye 0. klasser i stedet for bare en enkelt. Snakken her går på, hvilken anden funktion, der skal nedlægges, så man kan have klasselokale der i stedet. Er det sfo’ens puderum? Er det musiklokalet? Er det lærernes mødelokale? Jeg forestiller mig de paniske overvejelser, der ville komme til at blive på hundredevis af skoler i hele landet, hvis hele indskolingen pludselig potentielt skulle bruge dobbelt så mange lokaler.

Jeg tænker nogle gange over, om politikerne mon får hjælp til at definere de der grupperinger, eller om embedsværket bare må prøve at opfylde de krav, der bliver stillet fra det politiske niveau. Jeg har arbejdet en del med at lave opgørelser med udgangspunkt i bl.a. data fra dansk statistik, og meget af tiden er det vigtige at forstå, hvad de forskellige filtreringsmuligheder faktisk betyder. Der er ting, der ofte er opgjort anderledes, end man intuitivt forventer. Jeg blev tit bedt om noget af en chef, hvor jeg måtte få det hele grebet i hold og ligesom sige stop, vi skal have en snak om, hvad det er chefen gerne vil vide, og så kan JEG definere for chefen, hvad det faktisk er, de skal have en opgørelse over. Så jeg tænker, at hvis der sidder nogle toppolitikere i et rum og forhandler frem og tilbage, er der mon så nogen til stede, der forstår hvad de ting de bliver enige om faktisk betyder? For nogle gange får man indtrykket af, at det er der ikke.

Ifm. at jeg fik min adhd-diagnose, søgte jeg lidt rundt omkring på nettet efter information, og algoritmen fangede det med det samme, så jeg er blevet vist megameget af den slags der. Der er bogstaveligt talt influencere med shorts, der hedder “signs that you probably have adhd, episode 54”. Så kan man jo forestille sig, at der nok er fem af de der tegn cirka per video, og så begynde at regne på, om det virkelig kan passe, at 250+ forskellige ting alle i sig selv er tegn på adhd. Men det er jo nemt for mig at sige, for jeg er gammel :) Jeg har lært at være kildekritisk, og jeg sidder ikke på et teenageværelse og mangler noget at identificere mig med, fordi jeg føler mig anderledes uden at vide hvorfor.

Egentlig tror jeg ikke, det er ondsindet misinformation, men der er helt klart nogle adhd-influencere, der bruger de korte videoformater på nogle måder, jeg ikke synes er hensigtsmæssige. Problemet er nok - mere end de her specifikke influenceres adfærd - at algoritmerne i dag gør, at det er den her type indhold, der bliver vist.

Jeg synes også det er lidt mærkeligt med de superkræfter. Jeg kan godt se sammenligningen fungere for nogen. Jeg har fx tænkt tilbage på mit tidligere job. Her havde jeg nogle ting, jeg var i stand til at levere, fordi det er som om, min hjerne kan sprænge rammerne for, hvor meget jeg ellers kan præstere, hvis bare den tror, der er panik. Så skal man bare sørge for at være i panik hele tiden, for så går det skidegodt! Indtil det viser sig, at den her adfærd fylder kroppen med stresshormoner og med tiden brænder ens nervesystem totalt af. I bedste fald kan man performe på den måde i kortere perioder, hvis man kan finde ud af at restituere ordentligt. I værste fald laver man varig skade på sig selv. Og det er ikke særlig super.

Der er desuden mange med adhd, som IKKE har det som mig. Som oplever den samme slags belastning, som jeg gør, men uden at føle, at der er noget andet, de bliver bedre til af det. I det hele taget tror jeg ikke, at sammenligningen bliver lavet af nogen, der har prøvet bagsiden af medajlen.

Fandt en tilfældig kummefryser på Harald Nyborgs hjemmeside. Den er på 293 liter og står til at bruge 240 kWh om året. Vores Kia e-niro har 64 kWh på batteriet, så hvis det er fuldt (og bilen havde haft V2L, hvilken den ikke har), havde det vel teoretisk og med lidt god vilje holdt et kvartal. Over så lange perioder er der sikkert også standby-forbrug på hele elektronikken omkring batteriet, og der er tab og alt muligt andet. I praksis er det sikkert en hel del mindre. Men to frysere og et køleskab i fx en uge? Det kan ikke være mange kWh.

Jeg tror, det må handle om, at folk er glade for at kunne lade gratis når de er hjemmefra, eller de er bange for at stå i en situation, hvor de uventet bliver nødt til at lade midtvejs og ender med at betale en meget høj pris. Jeg ved ikke, hvor ofte det skal være aktuelt, før man begynder at kunne spare på det, men der må skulle en del til. Vi har kørt omkring 70k km i vores elbil, og den har i den periode ladet på ladestander max 5-6 gange.

Ud over Clever er løsningen vist typisk, at man har en ladeboks gennem et selskab, der tracker forbruget på boksen og refunderer et beløb, der matcher elafgiften på den strøm, man har brugt, og det betaler man så et abonnement for. Jeg syntes dog, det var noget af en jungle, da jeg kiggede på det, og i sidste ende har vi nu varmepumpe og betaler derfor alligevel ikke elafgift ud over de der 4.000 kwh, så vi har bare en ladeboks, der er blevet tilsluttet eltavlen af vores egen elektriker. Hvis man har muligheden, må det være den bedste løsning - med mindre man bruger Clever og kører helt vildt langt om måneden (eller har en elbil med ualmindeligt højt forbrug).

Jeg tænkte over det, mens jeg lavede risalamande den anden dag. Risalamande synes jeg har ry for at være en ret hvis ikke usund så i hvert fald kalorietæt dessert. Noget hvor man tænker, at det går, fordi vi får den én gang om året. Men jeg ved 100%, hvad der er i min risalamande. Det er mælk, ris, mandel, fløde, vanilie og sukker. Sukker tæller måske som ultraforarbejdet? Men der var mindre sukker i min risalamande til 12 mennesker, end jeg ville have puttet i en ret lille omgang muffins eller noget i den retning. Jeg tror, der er mange ting, som vi spiser til hverdag, der er meget værre for os, end risalamande er. Måske endda ting vi tror er sunde. Det er uhyggeligt, synes jeg.

I min svigerfamilie har vi et lodtrækningssystem, hvor alle voksne giver gave til én anden voksen. Så er der lidt bedre budget, og man kan give noget spændende til én i stedet for at prøve at være kreativ til mange. I min egen familie får jeg kun af mine forældre. Hustruen og jeg har givet hinanden i gave, at vi uden skam kan købe noget til os selv, vi gerne vil have (jeg købte et grafikkort til min aldrende pc). Så jeg får kun gaver to steder fra, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg er nemlig også elendig til at finde på ting. Mine ønskelister bliver nemt til ting, jeg selv har villet købe, men så har jeg ikke fået taget mig sammen til at gøre noget ved det.

Mht. bogen så kan du måske give råd ud fra de problemer, som teksten har? Fx at den beskrivende tekst på sin egen måde er smuk men skal strammes op, fordi det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår, og at den her ordrige beskrivende tekst ikke stemningsmæssigt matcher dialogen, fordi ordforrådet er anderledes. Det er nok de primære råd jeg ville give, hvis jeg vidste, der ikke var brugt AI, men det er også nogle af de ting, der udstiller, at der nok faktisk er brugt AI til at skrive det. Hvis forfatteren ikke bliver konfronteret med beskyldninger men bare får at vide, at det samlet set ikke fungerer, så er det måske lidt nemmere at sluge? Teksten er jo på en måde en omvendt Brandon Sanderson. Hans prosa er ikke ligefrem stor lyrik, men hans worldbuilding er altid gennemført, og du forstår altid, hvor alle er, og hvad de gør. Og han har rigtig mange læsere, fordi folk forstår det. Den tekst du har fået er på overfladen velskrevet, men den er næsten uforståelig.

Nå, nu kom jeg i gang om den historie igen. Jeg har tænkt meget over den og snakket om den med min hustru, der arbejder meget med AI i det daglige, så den ligger mig åbenbart meget på sinde :)

Fedt med børnenes gaver i øvrigt! Mine har også pakket en hel masse ind, og det er faktisk så hemmeligt, at jeg ikke ved, hvad det er, men vores rodeværelse er fyldt med indpakkede ting efterhånden.

Mine 16 gb begynder at hænge gevaldigt i bremsen, og fordi det er så længe siden jeg købte dem, kan jeg ikke bare købe matchende blokke længere, så hvis jeg skal have mere, skal jeg vist helst starte fra 0 med en helt ny slags. Det er en træls udskrivning, synes jeg. Jeg havde også godt tænkt på, at priserne var noget høje og ikke så nemme at gennemskue. Det her må så være en del af forklaringen.

Jeg brændte mig i hvert fald en del på den studieordning :) tilmeldte mig mange fag, som jeg afmeldte mig fra igen, når eksamen nærmede sig, og jeg aldrig havde været der. Blev kun færdig med absolut hiv og sving. Omvendt, hvis man havde initiativet, så var der mulighed for nogle spændende forløb :) som du fx siger, praktik og udland osv.

Jeg var på lingvistik med varierende grad af faktisk deltagelse fra… 09 til 13, må det have været. Så jeg startede i kælderen - hvor jeg også i forvejen havde taget en bachelor i noget andet - og sluttede i Nobelparken.

Sjovt, Lingoblog er i hvert fald delvist drevet af min gamle underviser Peter Bakker :)

I så fald må vi have slået vores folder på de samme gule gange :)

Det der ramte mig ved Messerschmidts indlæg var nok meget, at han skrev, at ordbøger ikke skulle være “laboratorier for ideologisk eksperimentering”. Det synes jeg er stærke ord fra en mand, der tydeligvis har ideologiske intentioner med den danske ordbog. At kalde dokumentation af sproglig udvikling for ideologisk eksperimentering er i sig selv ret ideologisk.

Jeg er i øvrigt enig med dig i, at ordbogen gerne skulle kunne gøre begge dele.

Noget jeg synes er interessant - og måske ironisk - er, at den danske ordbogs overlevelse tages så alvorligt af fx dansk folkeparti. Se fx Morten Messerschmidts indlæg her på lingoblog https://www.lingoblog.dk/at-vaerne-om-ordene-er-at-vaerne-om-faellesskabet/, hvor han beskriver ordbogen som et slags anker, som forhindrer sproget i at stikke i alle mulige retninger og i øvrigt tage den danske kultur med.

Det er skørt, fordi jeg i høj grad oplever ordbogen som et værktøj til at dokumentere sproglig udvikling og ikke til at facilitere sproglig stilstand, men ordbogens støtter er åbenbart ikke enige om, hvad ordbogen overhovedet er til for.

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?

Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.

Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.

Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.

Jeg kan genkende så meget i det du skriver!

Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi… hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.

Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.

Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd’en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?