33
man saa vil, skjøndt den i en anden Forstand aldrig har været knyttet, eller derved, at den aldrig bliver at løse. Begge Dele finde vi nu til yderligere Bestyrkelse hos Andersen, idet begge Anskuelser saavel foredrages som Laanesætninger, som ogsaa anskueliggjøres til en vis Grad i enkelte poetiske Personligheder. Paa den ene Side læres nemlig, at der er skrevet paa ethvert Menneske et mene mene etc.; i Analogie hermed optræde Individer, hvis egentlige Opgave ligger bagved dem, uden at dette derfor hjælper dem til at komme i den for Livets Betragtning rigtige Stilling "baglænds", da denne Opgave snarere som en Pukkel er anbragt paa deres egen Ryg[1], og som de derfor ret egentlig aldrig faae at see, eller i aandelig Forstand umulig nogensinde kunne blive sig bevidste, med mindre Andersen til Afvexling lægger en den hele Opfattelse forstyrrende Bevidsthed ind i dem, Individer, der som andre Himmellegemer gaae deres engang anviste Vei med en ufravigelig Nøiagtighed, eller han
- ↑ f. Ex. O. T.
Was ich nicht weiß, macht mich nicht heiß, so denkt der Ochse, wenn er vor dem Kopf ein Brett hat. Cfr. Grabbe.
