Opposition (skak)
For alternative betydninger, se Opposition (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Opposition)
Opposition er et begreb i skak som udtrykker, at de to konger står overfor hinanden på hver sin række med kun ét felt imellem sig, dvs. så tæt på hinanden, som reglerne tillader. Når kongerne står i opposition på hver sin linje, f.eks. på felterne d5 og f5, taler man om sideopposition.
Hvis kongerne har henholdsvis tre og fem felter mellem sig, er der tale om fjernopposition, fordi en sådan stilling vil ende i almindelig opposition, hvis kongerne nærmer sig hinanden. Det samme gælder ved diagonalopposition, hvor kongerne står diagonalt overfor hinanden med et felt mellem sig, f.eks. på c2 og e4.
Diagrammet til højre viser en sådan stilling. Den spiller, som ikke skal trække, siges at have oppositionen. Hvis sort i den viste stilling skal trække, har hvid altså oppositionen, fordi sort ikke kan hindre hvids konge i at trænge fremad. Betydningen af at have oppositionen er altså, at den hvide konge kan trænge frem og opnå kontrol med en bondes forvandlingsfelt.
Trekantmanøvre: Foregår kampen om oppositionen omkring en bondeformation, kan den ene part somme tider tiltvinge sig oppositionen ved at udnytte, at bønderne forhindrer kongen i at flytte til det felt, som var nødvendigt for at opretholde den. Det sker ved en trekantmanøvre, som vist i diagrammet nedenfor:
Hvid har trækket, så sort har altså den gunstige opposition. Hvis det ikke var tilfældet, ville hvid hurtigt vinde, som det vil fremgå senere. Men hvid har en trekantmanøvre til rådighed, som lader ham overtage oppostionen:
1. Ke5 Kc6 (1....Ke7 for at bevare oppositionen går ikke: 2. c6, bxc6 3. b7 osv. Desuden forhindrer bonden på b6 sort i at indtage diagonalopposition med 1...Kc7)
2. Kd4 Kd7 Oppositionsfeltet d6 kan ikke betrædes
3. Kd5 Stillingen er den samme som før, men nu med hvid som indehaver af oppositionen. Sort er i træktvang, hvilket vil sige, at han ville kunne holde balancen i partiet, hvis det var hvids tur, men denne balance går tabt, fordi han skal trække.
3...Kd8 4. Kd6 Kc8 5, Ke7 Kb8 6. Kd8 Ka8 7. c6 (Endelig ikke 7. Kc7?? pat)
7...bxc6 8. Kc7 og hvid vinder, fordi sort nu ikke kan forhindre fribonden i at nå forvandlingsfeltet b8.
I slutspil med bønder er besiddelse af oppositionen ofte afgørende for at vinde, så man kan på et tidligt tidspunkt afgøre spillets endelige udfald ved at se, hvem som kan opnå opposition. Det næste diagram viser betydningen af oppositionen i bondeslutspil.
Hvid forsøger at føre sin bonde til forvandlingsfeltet d8, hvor den kan blive til en dronning. Lykkes det, er spillet let vundet for hvid, se matsætningen. Sort forsøger naturligvis at hindre det, ved at lade kongen spærre for bondens fremrykning.
Hvid vinder, hvis han er i trækket, ved at opnå oppositionen med
1. Kc4 Kc6 Sort har nu oppositionen
2. Kd4 Kd6 3.d3! Hvid udfører et tempotræk, en lille finesse, som giver ham oppositionen
3... Ke6 4. Kc5 Kd7 5. Kd5 Hvid har oppositionen igen
5...Ke7 6. Kc6 Kd8 (på 6...Ke6 følger 7.d4 Ke7 8.d5 Kd8 9. Kd6 Ke8 10. Kc7 og opnår kontrol med forvandlingsfeltet, som sort nu ikke kan forhindre bonden i at nå)
7.Kd6 Igen opposition
7...Ke8 8. d4 Kd8 9. d6 Ke8 10. Kc7 osv. og hvid vinder.
Bemærk, at hvis hvid ignorerer oppositionen og bare forsøger at spille bonden frem, får sort remis: 1.d4 Kc7 2. Kb4 Kd6 3. Kc4 Kc6 og hvid kan godt forcere bonden fremad, men ikke forhindre sort i at indtage remisstillingen, som er vist i sidste diagram.