Spring til indhold

Lollarder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
William Frederick Yeames, 1835-1918.
John Wycliffe giver lollarder sin oversættelse af Bibelen
Side af John Wycliffes bibeloversættelse fra slutningen af 1300-tallet
En fængelscelle til lollarder i Lambeth Palace fra begyndelsen af 1400-tallet

Lollarder (af nederlandsk lulle ~ synge sagte, mumle – brugt ved andagter) er dels navnet på selskaber i byerne til at sørge for fattige og pleje syge og sørge for begravelser (Alexiusbrødre eller cellitter[1]), dels for 'begharder', som var foreninger for mænd fra omkring 1220. Hos dem, ligesom hos beginerne, fandt kætterne i slutningen af Middelalderen et tilholdssted, og begharde blev i 1300-tallet et kætternavn. Der blev udstedt buller imod dem, og inkvisitionen forfulgte dem.[2]

John Wycliffes tilhængere

[redigér | rediger kildetekst]

Mest brugt er betegnelsen dog om John Wycliffes tilhængere i England.

Wycliffe begyndte 1375 at udsende fattige rejsepræster i England, som rundt om forkyndte Goddis lawe (evangeliet) og snart vandt stor indflydelse og vakte det katolske præsteskabs vrede. Lollarderne blev dog forfulgt, og flere af deres ledere, for eksempel Nicholas Hereford, blev ekskommunicerede; Wycliffe selv blev udelukket fra universitet i Oxford.

Efter Wycliffes død i 1384 bredte bevægelsen sig alligevel stærkt; den havde sine egne skoler, en mængde flyveskrifter blev udsendt, som revsede kirkelig misbrug, og en del ansete mænd, for eksempel jarlen af Salisbury[3] og lord Cobham, sluttede sig åbent dertil, så det var lige så meget en politisk som en kirkelig bevægelse. 1390 strandede et forsøg fra præsteskabets side på at forbyde alle bibeloversættelser, og lollarderne blev derved modige og sendte 1395 parlamentet en kort oversigt over deres program, hvori den katolske kirke omtales som den engelske kirkes "store stedmoder".

1395 var dog lollardernes kulminationspunkt. Allerede under Richard II (†1400) og endnu mere under Henrik IV (†1413) og Henrik V (†1422) begyndte forfølgelserne; mange blev henrettede og lord Cobham brændt 1417.[4]

Bevægelsen mistede sin betydning og blev en sekt, der holdt sig til Reformationen, de såkaldte biblemen, der opbyggede sig ved læsning i Biblen og Wycliffes skrifter.

I læren bestred lollarderne alle den katolske kirkes misbrug: helgendyrkelse, valfarter, skriftemål, transsubstantiationslære, præstevælde. Det objektive i kristendommen, kirken og sakramenterne, træder hos dem tilbage for en stærk hævdelse af det etisk-religiøse hos den enkelte person.

Noter og referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Om Alexiusbrødrene eller cellitterne (en)
  2. ^ Om 'begharder' i Salmonsen sidst i artikel om de nederlandske 'beginer' (se evt. også artiklen om beginerklostrene)
  3. ^ Om John de Montacute, 1350?-1400 Arkiveret 14. september 2014 hos Wayback Machine (en) fra Montaguemillennium.com – John Montacute, 3rd Earl of Salisbury (en)
  4. ^ John Oldcastle giftede sig til titlen 'Lord Cobham' "... and from 1409 until his accusation in 1413 he was summoned to parliament as Lord Cobham."

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]