Spring til indhold

Klovn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Klovnen og linedanserinden
For alternative betydninger, se Klovn (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Klovn)

En klovn er en komisk artist, der er ansat til at optræde i en varieté eller et cirkus. Klovne er karakteristiske ved deres groteske påklædning, parykker og sminkning, og de optræder overdrevet kejtet og klodset i alt, hvad de foretager sig. Klovne har let til højlydt gråd – til publikums fryd – når de er uheldige – og let til triumferende latter, når løjerne går ud over nogle af de andre klovne. De tilsyneladende så kejtede klovne er ofte blændende dygtige akrobater, jonglører og musikere.

Før i tiden lærte en klovn arbejdet fra barnsben, mens familien turnerede med forskellige cirkusser. I dag findes der højt estimerede undervisningsinstitutioner, som The Clown Conservatory i San Francisco, der uddanner cirkusklovne til de store og berømte cirkusser verden over.

I en del klovnenumre optræder klovnen solo, men der kan også forekomme klovnesketches, med flere klovne med en livlig dialog, mens de gensidigt prøver at snyde, genere og herse med hinanden. Den danske artist Georg Pless' samling "Repertoire over Solo, Dobbelt og 3Dobbelt Entreer. Repricer" fra 1918 dækker genren med 120 numre. Han er kendt som Clown Georgy.

Traditionelt er der fire forskellige klassiske klovnefigurer, med forskellig påklædning og fysiognomi: Auguste typen, den hvide klovn, vagabond-klovnen og karakter-klovnen.

Ikke sjældent er der musikalske indslag i klovnenumrene, der viser, at klovner er habile musikere på trompet, trækharmonika, violin eller et andet musikinstrument. Klovnen Grock kunne spille hele 24 instrumenter og italienske Alfredo Rastelli kunne spille på to trompeter samtidigt. Musikstykket Gladiatorernes indtog associeres ofte med klovnerier.

Eftersom cirkus – i hvert fald tidligere – var en international affære, hvor artisterne på turné – og i særdeleshed klovnerne måtte lære sig fremmedsprog nok til at kunne kommunikere med publikum overalt – er klovnesprog blevet nærmest identisk med latterlige udgaver af de respektive landes nationalsprog. Det gør naturligvis ikke den tilsigtede komiske effekt mindre. På dansk grund er "Jai schkal skinne maj" blevet et klassisk klovnecitat.

Den hvide klovn

[redigér | rediger kildetekst]
Søren og Martin Arli som henholdsvis hvid klovn og "Auguste" (Cirkus Arli, Rågeleje 16-07-2006)

En klassisk klovnefigur, der skiller sig ud fra de andre, er den hvide klovn, der gerne er en ganske flot fyr og en særdeles myndig type. Han har højrødt sminket mund, og en lidt sørgmodig mine, fint sminkede øjenbryn; måske også en skønhedsplet på kinden. Han kan være klædt i elegant pailletbesat kostume med spidsbukser, og en høj, sukkertopformet hovedbeklædning. Denne klovn er typisk den fornuftige af dem, og må tit ryste på hovedet, ad de andres tåbeligheder og skælde dem huden fuld. Det får han aldrig andet ud af, end selv at blive til grin.

Den hvide klovn er den ældste af alle klovne og kan spores tilbage gennem commedia dell'arte og middelalderlige hofnarrister til teatrene i det antikke Grækenland, hvor komiske skuespillere ofte malede deres ansigter hvide, så de bedre kunne ses.[1]

Den hvide klov kan yderligere opdeles i tre grupper. De er Den klassiske (europæiske) hvide klovn, nogle gange kaldet den "mest majestætiske og smukke" af de hvide klovne, der er en elegant klovn, som Pjerrot eller Harlekin fra commedia dell'arte. Den rene hvide klovn (The Straight Whiteface), der ligner den klassiske, men er mere farverig og mere munter. Og, Den groteske hvide klovn, der ligner den rene hvide klovn i farve og munterhed, men er mere absurd og med overdrevne træk og tøj.[1]

Den hvide mime-klovn er også en elegant klovn og selvfølgelig kendt for ikke at tale, men at føle følelser gennem kropssprog og ansigtsudtryk.[1]

Auguste-klovnen

[redigér | rediger kildetekst]
En Auguste klovn

Auguste-klovnen med stor rød næse, meget store sko og vildt uredt hår, tit med skaldepande, er kun én af mange variationsmuligheder. Oprindelsen til Auguste-typen tilskrives flere, blandt andre klovnen Charlie Rivel. Navnet "Auguste" kan også stamme fra den kendte danske klovn August Miehe (1889-1936), der optrådte som dummepeter. En anden orindelse kan komme fra det plattyske ord for bondeknold, auguste. Det vigtigste er at skabe en komisk figur, der er let genkendelig på lang afstand.[2]

Det klassiske Auguste-udseende er det modsatte af Den hvide klovn, med fremtrædende kødtoner og sort-hvide træk, en stor kugleformet næse og ekstravagante uoverensstemmende kostumer, for eksempel overdimensionerede slips og meget små hatte. Auguste er en blanding af Den hvide klovn og Vagabonden, ikke så ulykkelig som Vagabonden, men vildere og bredere end Den hvide klovn. Han er nogle gange Den hvide klovns hjælper, næsten altid hovedparten af Den hvide klovns vittigheder, og han vil helt sikkert ødelægge enhver opgave.[1]

Vagabond-klovnen

[redigér | rediger kildetekst]
Amerikansk vagabond-klovn.

Vagabonden er en unik amerikansk klovnetype, på engelsk kaldt "Tramp". Nogle mener, at ideen om Vagabonden opstod med de hjemløse personer, der rejste langs togstrækninger under Den store depression. Den klassiske Tramp ser ud som et sodet ansigt, med hvidt omkring øjnene og munden, og kan referere tilbage til kulrøgen fra USA's jernbanegårde. Vagabonden er hovedpersonen i jokes, hvor for eksempel hans bagdel bliver sparket eller hans ansigt bliver vådt af en sprøjtende blomst. De sædvanlige træk ved Tramp-klovnen inkluderer et kød-tonet ansigt, skæg af skægstubbe, rød næse, laset jakkesæt, hat og fingerløse handsker.[1]

Vagabonden kan yderligere opdeles i tre grupper, selvom grunddragten forbliver den samme for hver. De er Den klassiske vagabond, forladt og undertrykt, kommer gennem livet med en regnsky over hovedet. Hoboen eller Vagabonden fra jernbanen, der er glad for at være fri af samfundet og hvis manerer ofte er elegante og raffinerede. Og, Posedamen (The Bag Lady), en kvindelig version af Vagabond eller Hobo. Vagabond-klovnen blev gjort berømt af Charlie Chaplin, Emmett Kelley og Red Skelton.[1]

The Chaplin Connection

[redigér | rediger kildetekst]

Charlie Chaplin, filmens klovn nr. 1 og hans gode ven Charlie Rivel, der tog sit kunstnernavn efter ham, var som klovne så meget på linje, at de ikke rigtigt vidste hvem, der imiterede og parodierede den anden. Siden har filmkomikere ladet sig inspirere af cirkusklovntraditionen: Buster Keaton, Gøg og Gokke, Marx Brothers m.fl..

Onde og uhyggelige klovne

[redigér | rediger kildetekst]

Amerikansk klovnetradition adskiller sig fra den europæiske ved at udklædning og sminkning er mere overdrevet og grotesk, så klovnene kan virke uhyggelige. Især børn bliver bange for deres evige grin med de højt optrukne mundvige. Det er en uhyggeeffekt, der flittigt er blevet benyttet i gyserfilm. Batmanfilmenes onde "Joker" og Stephen King's "It"s "Pennywise" er eksempler på det klovneagtige/onde og uhyggelige. Simpsonkultseriens klovn "Krusty", der er blevet tv-klovn, er en sådan ondskabsfuld figur.

Kendte klovne

[redigér | rediger kildetekst]
Emmet Kelly sammen med et par andre amerikanske klovnetyper.

Internationale klovne

Danske klovne

  1. ^ a b c d e f "The Different Types of Clowns". Clownantics (engelsk). 12. november 2018. Hentet 2. juli 2024.
  2. ^ Den hyggelige familiecirkus af Per Meistrup, side 117-118. ISBN 9788743058427.


JobSpire
Denne artikel om et job eller en stillingsbetegnelse er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.