Kirkegårdsvej
Kirkegårdsvej er gade i Sundbyøster i København, der går fra Øresundsvej til Højdevej. Gaden blev navngivet omkring 1889 efter sin funktion som adgangsvej til Sundby Kirkegård.[1] Gaden kan dog genfindes på kort fra området fra før den tid.[2]
Gadens bebyggelse er en blanding af ældre etageejendomme fra begyndelsen af 1900-tallet, lavere ejendomme fra samme tid og noget nyere byggeri. En af de nyere etageejendomme er nr. 2-4, der blev opført i 1974. I stueetagen har der været skiftende supermarkeder. Først Malta, så HH-Supermarked og en Føtex og fra 2016 en Netto. Hvor bygningen ligger nu lå i begyndelsen af 1940'erne en del af Haveforeningen Nordre Røse. Omkring 1950 havde Waldorff Papir-Industri en lang lagerbygning her. Firmaet havde fabrik lidt længere henne på den anden side af gaden.[2] Fabriksbygningerne i nr. 25 eksisterer stadig men huser nu fysioterapi og daginstitutioner.[3][4]
Nr. 21 med den savtakkede facade er opført i 1915 og er missionshus for Luthersk Missionsforening. Bygningen benyttes desuden af forskellige andre organisationer, blandt andet Chinese Church in Copenhagen og en færøsk menighed.[2][5] I nr. 27 ligger butikken Amager Records, der har fået succes med salg af vinylplader.[6] Den ligger lige før Sundby Kirkegård fra 1872, som gaden har navn efter. Kirkegården er på ca. 10 hektar fordelt på en afdeling mellem Kirkegårdsvej og Kastrupvej og en anden med kapel og krematorium mellem Kastrupvej og Backersvej. En 14 m bred stribe langs med Kirkegårdsvej blev udlagt til anlægget Sundby Have i 2011.[7]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Storbyens Stednavne af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. S. 158. ISBN 87-00-35610-7
- ^ a b c Kirkegårdsvej på Amager af Jørgen Grandt, Jørgen Grandts ude- og hjemmesider. Besøgt 28. juli 2019.
- ^ Kontakt os Arkiveret 28. juli 2019 hos Wayback Machine, Amagerbro Fysioterapi & Træningscenter. Besøgt 28. juli 2019.
- ^ Kontaktt Arkiveret 28. juli 2019 hos Wayback Machine, Børnehuset Giraffen ApS. Besøgt 28. juli 2019.
- ^ LM-Kirken Amager Arkiveret 28. juli 2019 hos Wayback Machine, Luthersk Mission København. Besøgt 28. juli 2019.
- ^ Pladespillerne på Kirkegårdsvej: Her er vinyl blevet en landeplage Arkiveret 28. juli 2019 hos Wayback Machine af Jan Jeppesen. Minby.dk, 11. december 2018.
- ^ Sundby Kirkegård på Amager, Københavns Kommune. Besøgt 28. juli 2019.
Denne artikel om en bygning eller et bygningsværk kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |