Fuglsang (Angel)
- For alternative betydninger, se Fuglsang. (Se også artikler, som begynder med Fuglsang)
Fuglsang (dansk) eller Vogelsang (tysk) er en landsby beliggende ved Grimsåen øst for kommunebyen Stoltebøl i Angel i det østlige Sydslesvig. Administrativt hører landsbyen under Stoltebøl i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører Fuglsang under Tøstrup Sogn. Sognet lå dels under Slis Herred (Gottorp Amt) og dels under Kappel Herred, da Slesvig var dansk indtil 1864[1].
1397 kom landsbyen under Røst gods. 1837 nævnes her 4 gårdbygninger og 6 kådnersted (husmandssted). Efter den 2. slesvigske krig kom landsbyen til Tyskland, 1871 oprettedes den politiske kommune Fuglsang med 292 ha og 114 indbyggere. Med under kommunen hørte -ud over Lille og Store Fuglsang- Fuglsangmark (Vogelsangfeld), Fuglsangholt (Vogelsangholz) og Tækkerhuset (Tekerhuus, Deckerkate)[2]. Tækkerhus er sognets østlige punkt, ved grænsen til Kappel og Gelting Sogne. Det lokale mejeri lukkede i 1968. Siden 1970 hører landsbyen under Stoltebøl kommune[3].
Stednavnet Fuglsang findes flere steder i Danmark og Sydslesvig, bl.a. ved Flensborg (→Fuglsang (Flensborg)), Sørup og på Svans (→Fuglsang-Grønholt).
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ M. Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift: Med historiske og topografiske bemærkninger, bind 2, Kjøbenhavn 1864, s. 404
- ^ sml. M. Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift: Med historiske og topografiske bemærkninger, bind 2, Kjøbenhavn 1864, s. 404
- ^ Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 2. bind, Husum 1995, s. 389