Bruger:Troe2339/sandkasse

Dette er Troe2339s brugersandkasse. En brugersandkasse er en underside til brugerens brugerside. Den fungerer som et test- og udviklingsområde for brugeren og er ikke en encyklopædisk artikel. Andre sandkasser: Wikipedias Sandkasse | Skabelonsandkassen.

Udvalgte bestemmelser

Enkelte af Grundlovens paragraffer har været mere debatterede end andre:^{:19-49 og 343}

Paragraf 3

Uddybende artikler: Magtadskillelse og Tvindloven

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Magtadskillelseslæren er med denne bestemmelse grundlovsfastsat. Det er af flere indenfor statsretten anerkendt, at § 3, 1. pkt. og 2. pkt. ikke sætter nogle grænser for lovgivningsmagten, dvs. Folketinget og regeringen i forening, for at vedtage nogen bestemte love. Det var dog også tidligere antaget, at 3. pkt. heller ikke satte nogle grænser herfor, men denne opfattelse fandt ikke genhør hos Højesteret, da Tvindloven blev underkendt, og man i dommen slog fast, "at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning)." Det betyder, at det ville være grundlovsstridigt, hvis for eksempelvis Folketinget vedtager en lov, hvis indhold er så specifikt, at den kan siges at have dømmende karakter, som det sås med Tvindloven, hvor man reelt afskar Tvind-skolerne fra at få prøvet deres sag ved domstolene. Ligeledes kan domstolene ikke lovgive, og der er med bestemmelsen sat en øvre grænse for, i hvor høj grad domstolene kan skabe ny ret i Danmark.

Domstolene fastlog i starten af 1900-tallet med de såkaldte fæste- og lensafløsningssager, at domstolene var kompetente til at afgøre, om en lov stred mod Grundloven. Da kompetencen udspringer af en retssædvane på grundlovsniveau, er det ikke i sig selv § 3, der tillægger domstolene den, men til gengæld domstolene de mere klassiske opgaver som bl.a. ikendelse af straf og afgørelser af retstvister mellem borgere.

Ved konge forstås reelt regeringen. Dette fremgår af grundlovens §§ 12-14, hvorefter kongen er ansvarsfri – og da magt følger med ansvar, er kongen uden ansvar og derfor reelt også uden magt. Magten er i kraft af samme paragraffer overladt til ministrene, der "er ansvarlige for regeringens førelse". Dette er tilfældet med de fleste benævnelser af "kongen" i Grundloven, bortset fra de tilfælde, hvor der menes monarken i mere personlig forstand, f.eks. § 6 om kongens religion.

Paragraf 4

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Den tætte tilknytning til og styring fra staten, herunder at præster er embedsmænd, gør at nogle betragter folkekirken som en form for statskirke.

Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.

Paragraf 6

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

Monarken er som den eneste undtaget fra Grundlovens religionsfrihed i § 67. Der er ikke et krav om, at monarken er medlem af netop Folkekirken, men der er et krav om tilslutning til et evangelisk-luthersk trossamfund.^:433

Paragraf 13

§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

Første del af denne paragraf bevirker, at monarken er fredhellig, hvorfor monarken ikke kan retsforfølges for nogen handling, hverken embedshandlinger eller private handlinger. Resten af kongehusets medlemmer er forsåvidt også fredhellige, men kan drages til ansvar af monarken eller af den, monarken udpeger hertil, ifølge Kongelovens artikel 25. En sådan handling må dog være en statshandling, hvorfor det vil kræve kontrasignatur (se § 14).^:58

Anden del af paragraffen betyder, at det er ministrene, der har det retlige ansvar for, hvad regeringen og disse foretager sig. Dette betyder også, sammenholdt med § 14 og reglerne om kontrasignatur, at monarken ingen egentlige beføjelser har i statsanliggender, da magten følger ansvaret.^:56

Paragraf 14

§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

Denne paragraf fastslår indledningsvist, at det er et regeringsprærogativ at udnævne og afskedige ministre samt bestemme ressortfordelingen mellem dem. Beføjelsen hertil tilkommer i realiteten statsministeren pga. reglen om kontrasignatur og § 13. Der er ikke som sådan nogen regler for, hvem der kan udpeges som minister. Ministre behøver ikke være medlemmer af Folketinget eller enddog være danske statsborgere. Den eneste regel er refleksvirkningen af § 15.

Paragraffen fastslår også, at monarkens underskrift giver love og anordninger mv. deres gyldighed, så længe en minister også har underskrevet. Denne praksis kaldes kontrasignatur. Reglen om kontrasignatur fører sammen med § 13 til, at monarken ikke har nogen selvstændige beføjelser i statsanliggender, og at ministrene har de egentlige beføjelser.

Bestemmelsen om monarkens underskrift giver ikke monarken en vetoret, som i nogle lande tilkommer statsoverhovedet. Vil monarken ikke skrive under, må denne nok bøje sig, hvis regeringen insisterer, og vil monarken ikke bøje sig, må denne nok abdicere.^:55-58

Paragraf 15

§ 15. Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Stk. 2. Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

Denne paragraf, der blev tilføjet i 1953, er en grundlovsfæstning af parlamentarismen, der blev indført med systemskiftet i 1901. Paragraffen udtrykker den såkaldte negative parlamentarisme, hvorfor det er muligt for en regering af blive, såfremt den ikke har et flertal i Folketinget imod sig, også selvom den ikke har et flertal for sig. Dette har ført, at mindretalsregeringer har været den mest almindelige regeringstype. Folketinget kan udtrykke sin mistillid igennem et såkaldt mistillidsvotum. Utrykkes der mistillid til statsministeren er dette ifølge stk. 2 et udtryk for mistillid til hele regeringen. Folketinget kan også ifølge stk. 1 udtrykke deres mistillid til enkelte ministre. Denne del af paragraffen har dog aldrig været anvendt, da ministre, der står overfor et muligt mistillidsvotum enten selv vælger at træde tilbage eller bliver afskediget af statsministeren.

Et mistillidsvotum efter § 15 er det ultimative politiske ansvar en minister eller regering kan blive stillet overfor. Mindre alvorlige eksempler på politisk ansvar kan være alt fra kritik i Folketinget, kritiske spørgsmål eller de såkaldte næser. Det politiske ansvar er som sådan retligt ubundet, hvorfor Folketinget kan gennemføre et mistillidsvotum af enhver grund.

Paragraffen medfører også som refleksvirkning, at en regering ikke kan udpeges, hvis der uden tvivl vil være et flertal imod den straks efter udpegelsen. Denne praksis opstod allerede med [påskekrisen]] i 1920, men blev også herved grundlovsfæstet. Refleksvirkningen gælder også for udpegelsen af de enkelte ministre, hvorfor statsministeren ikke kan udpege en minister, der uden tvivl vil blive udtrykt mistillid til straks efter udpegelsen. Dette er den eneste begrænsning i statsministerens beføjelse til at udpege ministre efter § 14.{{rp|65-102}

Paragraf 20

§ 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved advokaterne Christian Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer), men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse.

I anledning af Lissabon-traktaten har en gruppe danskere kørt en sag mod statsministeren og udenrigsministeren for overtrædelse af paragraffen. Den 15. juni 2012 afsagde Østre Landsret dom, der frifandt begge ministre.. Sagsøgerne har appelleret og fået fri proces til sagen i Højesteret, som kommer til mundtlig forhandling i januar 2013.

Paragraf 29

Uddybende artikel: Valgret

§29. Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Bestemmelsen fastslår, at enhver person der har erhvervet dansk indfødsret og som bor fast indenfor det danske rige har valgret; det vil sige, at disse personer kan afgive deres stemme ved et folketingsvalg. Ligeledes er det, at det muligt at tillægge danske statsborgere med midlertidig bopæl i udlandet stemmeret, jf. folketingsvalgloven § 2, der har udvidet bopælsbegrebet i betydelig grad. Udvidelsen må anses som dækket af en retssædvane på grundlovs niveau. Bestemmelsen vedrører derimod ikke valg til regionsråd og kommunalbestyrelser, og Folketinget har således mulighed for ved lov selv at bestemme, hvem der skal have valgret dertil.

Bestemmelsen indeholder én enkelt begrænsning i valgretten: Personer der er værgemål har ikke valgret til Folketinget.

Ligeledes er det muligt for Folketinget at bestemme, at personer der er idømt en straf eller modtager offentlig forsørgelse ikke skal have valgret. Valgloven indeholder dog ingen sådanne begrænsninger.

Paragraf 42

Uddybende artikel: Folkeafstemning

§42. Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

Bestemmelsen fastlægger en mindretalsbeskyttelse, som forhindrer et flertal at føre blokpolitik i Folketinget. Der er dog en række love, som er undtaget bestemmelsen: Love om kongehuset, finansloven, visse bevillingslove og love i henhold til §29. kan ikke sendes til folkeafstemning.

Muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning blev taget i anvendelse i 1963, hvor Venstre og De Konservative, der besad et tilstrækkeligt antal pladser i Folketinget, satte fire lovforslag om bl.a. byfornyelse, jordlovene til folkeafstemning. De fire love blev forkastet ved folkeafstemningen.

Jordlovene er stadig det eneste eksempel på, at denne paragraf er taget i anvendelse.

Paragraf 64

§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.

Bestemmelsen forpligter dommere til alene at følge lovens ord. Hvis det findes, at en dommer ikke overholder denne forpligtelse, kan vedkommende indklages for Den Særlige Klageret. I retsplejelovens § 56 stk. 1 er det nærmere præciseret, at "en dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt." I lovens § 50 bestemmes, at "Når straffesag er rejst mod en dommer, ..., såvel som når dommeren er blevet uvederhæftig eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride sit embede, kan vedkommende suspenderes. Afgørelsen herom træffes af Den Særlige Klageret."

Paragraf 68

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

Bestemmelsen garanterer personer, der ikke er medlem af en folkekirken, frihed til ikke at skulle betale kirkeskat. I den offentlige debat fremføres det under tiden, at bestemmelsen burde være hinder for, at ikke-medlemmer af folkekirken kommer til at bidrage indirekte til kirken, for eksempel gennem bidrag til præsters teologiske universitetsuddannelse og den løbende vedligehold af kirkerne. Det ligger dog fast, at bestemmelsen ikke vedrører disse indirekte bidrag.

Paragraf 70

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Bestemmelsen garanterer f.eks. ikke personer mod skattekontrol, og menes heller ikke at være en forhindring for at der i retsplejeloven fastlægges krav til at dommere klæder sig neutralt - og f.eks. ikke ifører sig påklædning, der tilkendegiver politisk eller religiøse tilhørsforhold.

Paragraf 71

Uddybende artikel: Grundlovsforhør

§71. Stk 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Denne paragraf udspringer af habeas corpus-princippet og udmønter sig i det såkaldte Grundlovsforhør.

Paragraf 72

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Denne paragraf sikrer borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig, men der findes over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer.[1]

Paragraf 77

Uddybende artikel: Ytringsfrihed

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Bestemmelsen indeholder altså et forbud mod forebyggende forholdsregler som fx censur og lignende, som i teorien kaldes formel ytringsfrihed. Det har i teorien været diskuteret, hvorvidt § 77 også indeholder en vis beskyttelse af den materielle ytringsfrihed, det at der kan pålægges straf i anledning af offentliggjorte ytringer. Nogle teoretikere mener, at lovgivningsmagten ikke er stillet frit, hvad angår begrænsninger i den materielle ytringsfrihed, mens andre har den modsatte opfattelse.

Paragraf 88

§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Her fastsættes reglerne for grundlovsændringer. Bestemmelsen siger intet om, hvad en grundlovsændring kan og ikke kan omhandle, hvorfor det er muligt at ændre hvad som helst i grundloven. For eksempel vil man ved en grundlovsændring kunne afskaffe kongedømmet, afskaffe ytringsfriheden eller gøre det strafbart ikke at gå med røde sko.