Programming Abstractions in Java 1st Edition

Roberts Solutions Manual install download

https://testbankfan.com/product/programming-abstractions-in-
java-1st-edition-roberts-solutions-manual/

Download more testbank from https://testbankfan.com

We believe these products will be a great fit for you. Click
the link to download now, or visit testbankfan.com
to discover even more!

Data Structures and Abstractions with Java 5th Edition

Carrano Solutions Manual

https://testbankfan.com/product/data-structures-and-abstractions-
with-java-5th-edition-carrano-solutions-manual/

Data Structures and Abstractions with Java 4th Edition

Carrano Solutions Manual

https://testbankfan.com/product/data-structures-and-abstractions-
with-java-4th-edition-carrano-solutions-manual/

Java Programming 9th Edition Farrell Solutions Manual

https://testbankfan.com/product/java-programming-9th-edition-
farrell-solutions-manual/

Java Programming 9th Edition Joyce Farrell Solutions

Manual

https://testbankfan.com/product/java-programming-9th-edition-
joyce-farrell-solutions-manual/
Java Programming 8th Edition Joyce Farrell Solutions
Manual

https://testbankfan.com/product/java-programming-8th-edition-
joyce-farrell-solutions-manual/

Java Programming 7th Edition Joyce Farrell Solutions

Manual

https://testbankfan.com/product/java-programming-7th-edition-
joyce-farrell-solutions-manual/

Comprehensive Introduction to Object Oriented

Programming with Java 1st Edition Wu Solutions Manual

https://testbankfan.com/product/comprehensive-introduction-to-
object-oriented-programming-with-java-1st-edition-wu-solutions-
manual/

Data Structures and Abstractions with Java 4th Edition

Carrano Test Bank

https://testbankfan.com/product/data-structures-and-abstractions-
with-java-4th-edition-carrano-test-bank/

Introduction to Programming with Java 2nd Edition Dean

Solutions Manual

https://testbankfan.com/product/introduction-to-programming-with-
java-2nd-edition-dean-solutions-manual/
 Answers to review questions from Chapter 8
1. In Java, what header line would you use to define a class named Sub that inherited the public behavior
from a class named Super?
public class Sub extends Super

2. True or false: The superclass specification in a new class definition may not be a parameterized class
with specific instantiation of the types.

False.

3. True or false: A new definition of a method in a Java subclass automatically overrides the definition of
that method in its superclass.
True.

4. What is an abstract class? Is it possible for an abstract class to provide its own implementation of its
exported methods?
An abstract class is a class definition that cannot be instantiated on its own but only by creating
one of its subclasses. The abstract class can provide implementations of exported methods,
which can then be used for any subclass.

5. What two levels of access control does Java offer beyond public and private?
Protected access is available to subclasses of the class and any classes in the same package.
Package-private classes (which do not specify any of public, private, or protected) are
available only to classes in the same package.

6. A constructor for a subclass always calls a constructor for its superclass. How do you specify that you
would like to call some constructor that is not the default constructor?

The keyword super specifies a call to one of the superclass constructors.

7. What strategy is suggested in the chapter as an alternative to inheritance?

In many cases, it is better to embed an existing object inside a new class and then use forwarding
to implement the desired operations.

8. What are the three concrete GObject subclasses implemented in this chapter?
GRect, GOval, and GLine.

9. Which of these subclasses respond to the method setFilled? Which respond to the method
setColor? In which classes are these two methods defined?

The GRect and GOval classes respond to setFilled, which is defined in both of these classes.
The setColor method is defined in the GObject class and is therefore available in all three
subclasses.

10. In what ways does Java’s coordinate system differ from the traditional Cartesian coordinate system?
The Java coordinate system has its origin in the upper left corner instead of the lower left corner
traditionally used in the Cartesian plane.

© 2017 Pearson Education, Inc., Hoboken, NJ. All rights reserved.

11. What classes exist in the superclass chain for GWindow, going all the way back to Object?
java.lang.Object
java.awt.Component
java.awt.Container
java.awt.Window
java.awt.Frame
javax.swing.JFrame
acm.graphics.GWindow

12. What is the purpose of the synchronized statement in the implementation of the GWindow class?
Java’s synchronized statement is to ensure that two threads do not try to update some data
value simultaneously. In the GWindow implementation, the thread that runs the application is
independent of the thread that repaints the components on the screen. Without the
synchronized statement, it is possible that the application will try to add a GObject to the
contents list while the repainting thread is going through its elements.

© 2017 Pearson Education, Inc., Hoboken, NJ. All rights reserved.

Exploring the Variety of Random
Documents with Different Content
Ørsteds Dage. En anden — Professor Sandrup, Læreren i de
egenlige Ingeniørfag — gik med hvidt Slips og lignede mest en
ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et vist Ry for teoretisk
Viden men var en Pedant, der i pædagogisk Samvittighedsfuldhed
havde udarbejdet lange, videnskabelig formede Beskrivelser af selv
de simpleste Redskaber som Økse og Trillebør og fordrede dem
ordret gengivet til Eksamen.

Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør slet
ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt,
verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De
allerfleste af hans Medstuderende — og netop de af dem, der baade
af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende —
drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller anden
fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling, der
tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre med en lille
Husstand i et lille Hus med en lille Have for engang efter fyrretyve
Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille
Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig
ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.

Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde
sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte Uafhængighed.
Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig passede sine
Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller forsømte de
ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham Livsopholdet,
havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at gøre Udkast til
et stort Vandbygningsarbejde, en Fjordregulering, hvortil han havde
fattet Planen allerede i sit første Studieaar i København. Den første
Oprindelse dertil laa endda endnu længere tilbage i Tiden, helt
tilbage i hans Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der
havde været saa megen Tale om at fremme den hensygnende
Skibsfart paa Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og
ombygge Havnen, — dette Foretagende, hvorom hans Fader havde
udtalt sig saa nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte
i Byen, og som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede
dengang havde han drømt om at blive den, der bragte den store
Plan til Udførelse og ledede de friske Havstrømme og
Verdenshandelens Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og
denne Drøm om paa saadan Maade at blive en Velgører for selve
den By, der havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig
aldrig siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse han
tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.

I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil efter
et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet paa dette
Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin Nattesøvn for
at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne Faskin-
Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og Aar for Aar
udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde den mere og
mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske Fagskrifter,
som han havde anskaffet sig, var han saaledes kommen paa den
Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig paa den anden
Side af Byen som en Kanal eller et System af Kanaler efter hollandsk
Mønster. Hvad der foresvævede ham som det endelige, vældige Maal
var et Net af brede Vandaarer, der forbandt alle Midtjyllands større
Aaer, Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden og satte den
opdyrkede Hede og de opblomstrende Nybygger-Byer derinde i
Forbindelse med Havet paa begge Sider.

Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig om
hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal! skreg
de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig nogen
Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre nogetsomhelst i
dette Land, hvor det betragtes som en Formastelighed af en ung
Mand at have anden Ærgerrighed end den at sidde sig en Pukkel til
paa en Kontorstol, og hvor en Ingeniør, der vil bevare sine
Medborgeres Agtelse og sine Overordnedes Tillid, i det højeste tør
gøre sig Haab om at opnaa en Stilling som Vejassistent med kongelig
Udnævnelse. Har du allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den
Guds Mand Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor
lagde dig paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at
kramme ud med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte)
Læsning i moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at
bekæmpe Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke
sandt? Lærerige Ord! Løfterige Ord!

Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til at
gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans Sind for
omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk Pige, et
Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med nogle Venner
paa en Kafe, — mere behøvedes der i Almindelighed ikke for at
sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var Kvinderne
virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække sammen
til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel, og
Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage Herredømmet
over hans Fantasi og give den en ny Horisont.

***

En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags

Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet ikke
havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet sin
Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken — en høj
og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.

„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,

der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens Susanne.
Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“

Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget indtagen
i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen var gensidig,
førte den uden mange Omstændigheder til et fortroligt Forhold.

Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han
nogenlunde bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde
heller ikke helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han
bevægede sig ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide
det, og dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte sig
rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin hyppige
Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert Fald naar
han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og blæst. Han
havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at der var Øjeblikke,
hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig siddende Frakke kunde faa
større Betydning for en ung Mands Fremtid end Aaringers
selvforsagende Slid, — at saalænge Skinnet var reddet, var
overhovedet ingenting tabt. Hjemme derimod var han skødesløs med
sig selv og følte endda en vis Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og
slide paa sine gamle Laser.

Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig selv, var
den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en oppositionel
artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre og enkelte allerede
ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men alle mere eller mindre
forsatte i Væksten, enten ikke rigtig udvoksede eller altfor tidlig
ældede. Der sad om Aftenen den meget omstridte Saltvandsmaler
Fritjof Jensen, en bredskaaren Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert
og med bølgekruset Haar og Skæg — en genial, fantasirig Kunstner,
en indtagende Broder Lystig ved et skummende Ølkrus men
holdningsløs og upaalidelig som en Dreng i Overgangsalderen. Der
sad hver Formiddag i tungsindig Ensomhed den syge Digter
Enevoldsen og pudsede sine Lorgnetter eller kælede for sine
Hænder eller fortabte sig i Nydelsen af en Cigar, saadan som han
havde siddet der Aar efter Aar og under allehaande
Smaabeskæftigelser udciseleret sine farveglødende Vers, smaa
Mesterværker, der anslog en hel ny Tone i dansk Poesi. Der sad den
unge, naturalistiske Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet
— Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere
Kunsten, afskaffe Akademier og have alle Professorer hængt, men
som iøvrig ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og
der var den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt
Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, — det uopslidelige
Offer for Karikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Med en
fortygget Cigarstump i Mundvigen og med den ene eller begge
Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen drev han i oftest
temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned
hist og her, undertiden mellem ham ganske ubekendte Folk, og
blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler. Ogsaa han vilde reformere
Verden, men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans
Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest
omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig
„den sidste Græker“.

Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv
havde gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget
i deres Kres, dels — som Fritjof Jensen engang ytrede — for sine
„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte Halvdelen
af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste hende den
Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket foretrukne
Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det benaadede
Kunstnerlav.

Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse Menneskers

Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed, at han
sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe Sans for
Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig Næring i hans
Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles taget i Beslag af hans
store Fremtidsværk, at der ikke blev noget tilovers for Kunsten.

Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i al

Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde springe i
Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig op i
Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om Menneskehedens
Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han nød en saadan Scene
som et komisk Skuespil, og han maatte le ved sig selv, da han
mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af Galskaben og —
stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes Betydning for Kunsten
— vilde have sit Liv opfattet som en begejstret Hengivelse til det
Skønnes Forherligelse.

Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i Kresen
og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det var en vis
Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd — en lille,
vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende, lutter
Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa mange
berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa Jagt
efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han kunde blive. I
enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed — et Par dybtliggende
Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et uklippet Haar — saae han
straks Tegn paa sjeldne Evner, og der fortaltes mange muntre
Historier om de Skuffelser, han i saa Henseende havde lidt.

Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans Smiger
var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham, naar Hr.
Salomon — med ret uforblommede Hentydninger til hans hurtige
Held overfor Lisbeth — smilende fortalte ham, at han var en
udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske Pande der
med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser, sejrer! Selve
Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik hans inderste,
skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte og ydmygede ham blot,
at han første Gang skulde høre denne Profeti af en naragtig lille
Jødes Mund.

En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da

midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen — „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle — der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.

For den øverste Bordende — omhvirvlet af Tobaksskyer — tronede

Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det tørre. I
mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten, havde
tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger, ude i
Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.

Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med

mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen Begejstring.
Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der regnedes for visse
yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og som, utilfreds med
Forholdene herhjemme, havde bosat sig i Berlin. Andet vidste Per
ikke om denne Mand, skønt man vanskelig kunde tage en Avis eller
et Vittighedsblad i Haanden uden at støde paa hans Navn, — „Dr.
Satan“, som de sidste ufravigelig kaldte ham. At Manden var Jøde,
havde gjort sit til, at Per aldrig havde følt Trang til at skaffe sig
nærmere Oplysninger om ham. Han yndede nu engang ikke dette
fremmede Folkefærd og havde desuden ingenting tilovers for
literære Mennesker. Og denne Doktor havde endda holdt
Forelæsninger paa selve Universitetet, dette teologisk besmittede
Moderskød for den hele akademiske Spidsborgerlighed, der i Pers
Øjne var Landets egenlige Ulykke.

Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr. Nathan
sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“, og efter endelig
at have tømt sit Glas, knuste han det til hans Ære i sin Haand, saa
Blodet løb ham ned over Fingrene.

Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at

befinde sig i et Galehus.
 I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at skaffe
Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde derind, og
af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke i
Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et Dunderslag i
Bordet. Det var Fritjof, der raabte:

„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi vil
forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! … Flyt ud,
Venner!“

Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde

efter
Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:

„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og

Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører — —!“

Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til

Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.

„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!

Klokken er for Skrædere og Skomagere!“
 „Ja, ok for Kafeværter — disvær!“ svarede den lille Mand med
Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et Smil,
at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag; de
kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken syv.“

Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb ned
i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og strøede i
det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa de rullede
klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I ha’e mer! … Drik,
Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke Spidsborgere!“

Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:

„Vin! — Vin og Piger vil vi ha’e! — Vin, siger jeg!“

Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver

enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.

Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa han
vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede, tiggede, ja
tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.

Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer forsvarligt
at lade Mennesket ene i en saa overspændt Sindsstemning. Under
Løfte om at ville forholde sig rolige fik de Kaffe og Kognak bragt ind;
hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende trippede tilbage til sit Lukaf.
 Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.

Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk Cigar.
Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over deres Hoveder.
Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes gennem et graat
Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om stod Mylret af
tomme Borde og Stole ganske saaledes, som Gæsterne havde
forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske, Champagnepropper,
itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa iørefaldende stille efter
den forudgaaende Larm, at det var, som om der ved hver Lyd
kaldtes puslende Genlyd frem af alle Hjørnerne.

Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han var
falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:

„Skaal!“

Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om

Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom blinde
Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig tilmode ved at
tænke „paa detteher — hvad det nu er — paa den anden Side
Graven.“

Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker tilovers for
det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik, at den anden
gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb Fritjof ham i Armen og
sagde — halvt angstfuldt, halv bydende:
 „Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent, til I
faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle en løjerlig
Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede Person
engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle hundrede sultne
Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet — færdig! En
Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i Kistelaaget og —
værs’artig — Bordet er dækket! … Lad os ingenting forsværge, siger
jeg! Maaske findes der alligevel mere ovenover Stjernerne, end vore
moderne Jødeprofeter drømmer om. Og i saa Fald … hvad saa?
Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag for os allesammen? … Vi
bilder os nu ind at være bleven saa kloge. Ja vel! Men lykkeligere? …
Skaal!“

Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede

Vildbams, denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens
Ypperstepræst, der pludselig aabenbarede sig som hans Faders og
Moders Aandsfrænde, en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i
Skyggeriget, kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, —
ræd for de Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa
overmodig havde paakaldt. — —

Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant

overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye. Om
det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar han
undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa med sin
Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin Konfirmationssalmebog
frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik sine Lændesmerter eller
frygtede for at være frugtsommelig. Efterhaanden dæmrede der da
hos ham en Forestilling om, hvad det overhovedet var, der lammede
Menneskenes Kraft og gjorde Verden til en stor Lemmestiftelse. Som
her den ene søgte Fortrøstning i Flasken, den anden nedlarmede
„Stemmen i sit Indre“ med drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer,
den tredje i artistisk Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som
en Snegl under Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse
Drømme om et fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker,
— saadan sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser,
mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem.
Han kendte det jo altsammen derhjemme fra!

Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være

noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens frieste
Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke
og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en ny, langt mere
vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at ville, hensynsløst og
uden Anfægtelser at begære — og alle Livets Herligheder skulde
blive ham til Del!

Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om

hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og læst
dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!

Tredje Kapitel.

Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og

Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i Aarenes
Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at slaa ned paa et
Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe, før han paaviste en
Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.

Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens

Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
ikke et Ord til Forsvar.

Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig ydede

ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom hans
Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere at bruge
sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at ofre sig til et
grundigt og planmæssigt Studium af de foreskrevne Eksamensfag.

Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var uomtvistelig.
Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af hans Beregninger
over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse vilde, som
Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den projekterede
Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede Vandspejlet her
under Havets Niveau, med andre Ord, at hele Planen hvilede paa et
falsk Grundlag og var ugennemførlig.

Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele

stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder
og rørte sig ikke.
 Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en Cigar
og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte Eftermiddagen i en
Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring i Skjorteærmer og
spillede med enhver, der bød sig til. Han var endda ualmindelig
sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti. Ingen skulde se paa ham, at
han samme Dag havde lidt et saa forsmædeligt Nederlag.

Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en

tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval samme
Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den straks.

Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og

ventede ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store, hvide
Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres sorte
Kapper om et Par holbergske Advokater.

Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han
havde truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget
stort Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var
hans første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest slaaet
hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.

Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte

just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
Brev.
 Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste han:
„Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe Dem
Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror, de
mangler dansende Herrer.“ — Brevet var uden Underskrift. En
Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“

Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa

Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
Tilstaaelser — —

Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i

Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne Billedrække
med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom en lille,
zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt Paraplyen
skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig genkendt ham paa
det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.

For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og

vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var forsilde. Et
Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke Hr. Sidenius?“
nødte ham til at standse.

„Dersom De er paa Vej til Gryden“ — sagde Salomon, —

„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der er
iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke andre end
Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles aandsfraværende
og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store Vanskeligheder
med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet Sted hen. De
gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med mig? — De er fri,
ikke sandt?“

Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al

Modstand, — han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
slaa til Jorden.

Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til sig
selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der laa i
Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa — for en Gangs Skyld. — —

Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant

Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe dækkede
Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge, Betjeningen
besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og blandt
Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes Samtalen med
dæmpede Stemmer.

Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke vant til
at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig generede
det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved en
noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.
 Der var særlig een af Gæsterne, — en enlig siddende Herre, som
Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa — der havde set
irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen, en
høj, skeletagtig, slapt udseende Skikkelse med et skallet, næsten
nøgent Hoved og et indfaldent Ansigt, hvori der sad et langt
nedhængende, blond Overskæg og en Guld-Næseklemmer. Han
havde betragtet Ivan Salomon med et foragtfuldt Blik; men idet han
opdagede Per, var der fløjet lidt Rødme op i hans gulblege Kinder, og
han havde hurtig skjult sig saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke
blev andet synligt af hans Person end et Par lange, korslagte Ben.

„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt skødesløst
Buk.

Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde synderlig
Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side vilde han
ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var bleven sulten af
den lange Venten i den kolde Frostluft. Han trængte til Kød, til Ost
og Æg, — mange Æg.

„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
sulten som en Ulv.“

„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne,

mens alle Gæsterne — endog Damerne — vendte sig fortørnede om
imod dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
spejdende over Kanten af Avisen.
 Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
der mere iaften?“

Opvarteren opremsede en Række Retter.

„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i

løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en
svømmende Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand
souper! … Og lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“

Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven

overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at slaa
ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret paa
Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et udfordrende Blik
ud i Salen.

Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker

og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig til sig
af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu engang var
kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og det var første
Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig Opdækning.

Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ — sagde han — „da
Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede som
Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens vore
Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok regnes
med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa ofte det
Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig river med.
Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj Grad hans
Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk Mesterværk. Og
dog — ikke sandt? — Filigranarbejde, fortryllende Hjernespind,
smukke Statuetter i Stedet for Monumenter. I tre Dage sidder han og
grunder paa et Adjektiv. Der mangler ham de store Oplevelser, det er
Sagen! … Aa, hvem der var rig … rig! … rig!“

Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt
om bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af
den røde Silkestrømpe saaes.

„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt — for dog at
sige noget.

„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
Goethe! Tænk paa Voltaire!“

Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas. Og
nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig om sig
selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der var
Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en almindelig
Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en eller anden
stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at han hidtil slet ikke
havde kunnet faa ham til at aabenbare noget derom, saa han kunde
faa Lejlighed til at tilbyde ham sin Støtte.

Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han endelig
var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og lænede sig
tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre paa den
andens Udgydelser.

Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra Karnevalet …
Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte Cigarrøgens
hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans Blik til et luftigt
Flor, til et bølgende Alkoveforhæng, hvorimellem hendes modne
Skikkelse kiggede frem i nøgen Dejlighed. Egenlig gik det først nu
rigtig op for ham, hvor forelsket han var. Naar han skulde være
ganske ærlig, maatte han tilstaa, at hans Følelser for hende indtil
dette Øjeblik ikke havde været synderlig forskellig fra dem, han
plejede at nære for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der
afkølede ham en Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var
næppe helt ung; dog vist ikke over de tredive. Men selv om saa var?
Blikket i hendes mørkebrune Øjne, der var store som et Par
fuldmodne Kastanier, — hendes forvovne Holdning i den nydelige
Columbinedragt, de bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses
sitrende Fløje, — alt forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig
Hengivelsestrang, der trodsede Aar og Alder.

Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der

endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren for at
betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge lidt op med en
ceremoniel Hilsen.

„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De

ham?“

„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“

„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“

 „Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. — De var der altsaa
ogsaa?“

„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“

Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse i

Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter, der
hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.

„De var der med en Dame?“ spurgte Per.

„Min Søster — ja!“

„Aa —.“

Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i

Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit Overtøj.
Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget korrekte
og elegante Paaklædning og den Verdensmandsoverlegenhed,
hvormed han lod Opvarteren bringe ham baade Hat og Stok og
tilsidst blot ved en Haandbevægelse forlangte Ild til sin Cigaret. Per
havde den foregaaende Nat kun vekslet nogle almindelige
Talemaader med ham. Kort efter, at han første Gang havde danset
med Fru Engelhardt, var han dukket op ved deres Side og havde
ladet sig forestille. Siden havde han stadig iagttaget dem paa
Afstand, saa Per tilsidst var bleven enig med sig selv om, at han
maatte være en Medbejler.

For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det

Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
med Haanden og raabte:

„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“

Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa

smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.

„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.

Salomon trak paa Skuldrene.

„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til ham.
Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang en ganske
distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat, bærer et anset
Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort sagt, har haft brillante
Chancer for at gøre Karriere i vore smaa Forhold. Der var nok ogsaa
engang Tale om at ansætte ham i Diplomatiet … ved Legationen i
London, tror jeg. Selve Prinsen af Wales skal have interesseret sig
derfor. Jeg veed ikke, hvad det var, der kom i Vejen. I hvert Fald
frabad han sig Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu
sidder han i en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“

***

Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru

Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med at
udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de øvrige
Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for ham at skaffe
sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte blev han indført hos
en ældre, forhenværende Landmand, der gjorde sin lille Kapital
frugtbringende ved at udlaane den til unge Mennesker mod en
Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i Livsforsikringspolice, Bøger,
Bohave, Daabs- og Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig
Erklæring, afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa
Biblen.

Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye

Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet været
meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden sjelden
hjemme.

Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den
tavse Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den
enfoldige Pige — saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting
overhovedet rakte — hurtig begrebet, hvad det var, der her
forberedtes; og bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over
i Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde
ud.

Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og

Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette nye,
som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed, som
galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine Linned,
paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde rent
Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige ham,
om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt ud
for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og Sjal,
maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.

Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En

halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et noget
lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de sidste
opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød Silke og sad og
viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved hendes Side sad en
blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa sit Knæ — Neergaard.

Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse
kunde skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst,
ødelagde totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor nogle
ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod Slutningen af første
„Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen med et stift Buk uden at
se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke straks at ville genkende ham.
Endelig rejste hun sig op, samlede Slæbet og lagde med et halvt
moderligt Smil sit svære Legeme i hans Arm.

„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit

københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let, vil jeg
fortælle Dem.“
 „Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“

„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“

„Ja — lidt.“

„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“

„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“

„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“

Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.

Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften fra
hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans Bryst,
gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt, og da
han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard forsvunden.
Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende af Salen og
gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule Fletninger
nedad Ryggen.

Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,

tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en Dør.
Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der mangler
voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer gennem
Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
offenligt Lokale.

Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet paa
sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som den
mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa ledig
foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig lidt længe
ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden af ham og
indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig med nogle
Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret, men som
ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans Bevogtning
vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes for en eller anden
af Husets ældre Veninder, der manglede Navne paa sit Balkort.

Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde

spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille, svagt
oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der stod
saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.

Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han

rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til at
danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han skulde
give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde hende. En
saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod … han maatte paa
ingen Maade føle sig forpligtet.
 Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og Støjen
fra Dansesalen lød ind til dem — stærkt afdæmpet, som den blev,
ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per pludselig hendes
Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun lod ham beholde
den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord sin Kærlighed og
gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde. Hun lovede
tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over hendes hvide Arm og
trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den oppe ved Albuen. Han
havde i Grunden troet, at hun vilde have afværget det, og hun sagde
da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig vred, dersom han gjorde det
oftere — men Øjnenes fugtige Glans og den mægtige Barms
Svulmen modsagde hendes Ord.

Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste sig i
Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev han
staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
paa at gaa derind.

„Træd nærmere,“ sagde Fruen.

„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
syntes om, — næsten brysk lød det.

„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi gerne
høre det.“

„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa

trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“
 „Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er bleven træt
… ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker. Men De?
Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt engageret
iaften.“

„Aa nej, Frue,“ — han besluttede sig endelig til at gaa derind —
„nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil indøve mig
i at sige Verden ret Farvel. — Tillader De?“

Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt uden
endnu at have hilst paa hinanden.

Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun

kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard og
sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet sig
forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne hvilede
paa hans Knæ, og de lange Hænder — der rystede lidt — legede
med de aftrukne Handsker.

„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun

pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
naturligvis noget med en Dame.“

„Det er det maaske.“

„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius …
Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at han
sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo ovenikøbet
fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard. „Lutter
Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille Mejerske,
saadan som De jo altid har ønsket Dem det. — Hvornaar skal saa
Bryllupet staa?“

Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage

mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som en
allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg for
en anstændig Begravelse.“

Fru Engelhardt lo.

„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
ivente.“

Neergaard bøjede sig for hende.

„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
Tale. Jeg veed jo nok, at man — saavel Mænd som Kvinder — i vore
Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant Ungdomsfriskhed
endog temmelig højt op i Alderdommen, paa lignende Maade som
man har lært at konservere Grønærter, Asparges og andet
Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt Ritmester er mig nu
alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man skal resignere i Tide, give
Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa sparer man sig mangen
Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man jo i min Alder have
tilstrækkeligt endda. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne,
Havresuppen, Stensmerterne og Operationsbordet — det er de reelle
Værdier, man har tilbage, naar man er kommen paa den forkerte
Side af de fyrre.“

„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“

„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte

Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer, der
svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en Plage
mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi ældes, faar
os til at føle alle Livets Tildragelser som en bestandig svagere og
mere trættende Gentagelse.“

„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er

syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De skulde
virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil tilraade Dem en
Kur i Carlsbad.“

„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde

Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
Middel skal de være uden Lige.“

„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
Øjeblik kan tale alvorligt!“

Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene til
den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold; men