Mads Enggård forlænger til 2025
Mikkel Jensen — 25.08.2022 12:00
Randers FC har forlænget kontrakten med den talentfulde centrale midtbanespiller Mads Enggård, så den nu løber til sommeren 2025.
Talentudviklingen i Randers FC går godt. Hele 11 af 3F Superliga-truppens spillere er egenudviklede. En af dem er 18-årige Mads Enggård, som netop har forlænget kontrakten med Randers FC, så den nu løber til sommeren 2025.
- Vi er utroligt glade for, at Mads har forlænget kontrakten og kan fortsætte sin flotte udvikling hos os i Randers. Han bygger hele tiden på og er trods sin unge alder med i kampen om spilletid og har også startet i en kamp i denne sæson. Mads byder sig til træning og viser, at han vil spille. Det er jeg også sikker på, at han kommer til i fremtiden, hvis han fortsætter sin udvikling, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.
Mads Enggård kom til Randers FC som U15-spiller fra FC Midtjylland. Han har spillet 11 førsteholdskampe for Randers FC og var senest at finde på banen i udekampen mod AGF i denne sæson, hvor han startede inde.
- Jeg er virkelig glad for at fortsætte i Randers FC. Jeg føler, at min udvikling fortsætter i den rigtige retning. Klubben passer rigtig godt til mig, og jeg føler, at min spillertype passer godt til den måde vi spiller fodbold på. I alt den tid jeg har været i klubben har trænerne givet mig tillid og troet på mine evner, så det var helt naturligt at skrive en ny kontrakt med klubben. Jeg glæder mig til at fortsætte som Randers FC-spiller i de kommende sæsoner, siger Mads Enggård.
Han fik debut for klubben allerede som 16-årig, da han erstattede Simon Graves i en pokalkamp mod Aarhus Fremad i efteråret 2020. Han er også en fast del af det danske U18-landshold.
Mads Enggård og resten af Randers FC-holdet jagter på søndag en historisk bedrift. AaB kommer på besøg og hvis det bliver til point for de lyseblå, vil det være første gang man ikke taber i de første syv kampe i en sæson.
Kom og sig tillykke til Mads og se om holdet kan fortsætte den ubesejrede stime. Kampen starter kl. 14:00 og billetter kan købes her: Billet RFC - AAB
Tidligere klubber: Engesvang Boldklub, Ikast FS og FC Midtjylland
U-landskampe for Danmark: 12
Kampe for Randers FC: 11
Mads Enggård er personligt sponsoreret af Scanditek