Pyridin, C5H5N, flygtig, farveløs væske med gennemtrængende, ubehagelig lugt med smp. −42 °C og kp. 115 °C. Pyridin er en svag organisk base, som anvendes som opløsningsmiddel samt som byggesten i syntesen af en lang række vigtige kemikalier, fx vitaminer, lægemidler, farvestoffer og plantebeskyttelsesmidler. Dampene virker irriterende på hud og slimhinder, og stoffet kan give en række forgiftningssymptomer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pyridin kommer vist af pyr(rol) og -id og -in.

Pyridin fremstilledes tidligere ved ekstraktion af stenkulstjære, men i dag anvendes næsten udelukkende syntetiske metoder. En meget anvendt proces er en reaktion mellem acetaldehyd, formaldehyd og ammoniak. Pyridin brugtes tidligere til denaturering af sprit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig