præst

I den antikke jødedom var det ikke præsterne, der i første række fungerede som folkets religiøse ledere, men profeterne og de skriftkloge; præsterne varetog tempeltjenesten og ofrene ved templet. I den første kristne menighed fandtes ingen særlig præstestand, da offer- og tempeltjenesten var afskaffet. Det var apostle, lærere og profeter, der var menighedens ledere, mens biskopper, presbytere og diakoner tog sig af den administrative del af menighedens ledelse. Efterhånden opstod en hierarkisk ordning, hvor præsterne i menigheden blev underordnet en biskops ledelse, samtidig med at diakonerne blev underordnet præsterne.

I oldkirken og i tidlig middelalder fik bispe- og præsteembedet gradvis større betydning. Præsten var ikke blot en praktisk leder af gudstjenesten og menigheden, men opfattedes som en religiøs formidler mellem Gud og mennesker, den, der handler over for Gud på menighedens vegne ved at frembære messeofferet i gudstjenesten, og den, der over for menigheden er Guds repræsentant ved at forkynde troen og føre opsyn med menighedens liv. Præsterne blev en gejstlig stand, adskilt fra lægfolket gennem ordinationen og udstyret med særlige rettigheder og pligter, herunder i den vestlige kirke siden middelalderen cølibatet, forpligtelsen til at leve i ugift stand.

Reformationen medførte et brud med den hidtidige opfattelse af præsteembedet. Dels afviste man tanken om, at gudstjenesten er en offerhandling, dels betonedes det almindelige præstedømme. Det betød en ændring af embedets begrundelse og funktion, idet dets vigtigste legitimation ifølge denne opfattelse ikke er indvielsen, men menighedens kaldelse, og embedets opgave er ikke offer- og formidlerfunktionen, men ordets tjeneste og forkyndelse af evangeliet. Det medførte også en afskaffelse af embedshierarkiet; der er kun ét embede, nemlig ordets tjeneste, bispeembedet er ikke et særligt embede, men et præsteembede med særlige opgaver. Desuden er præsten i de fleste evangeliske kirker leder af menigheden i fællesskab med menighedens valgte repræsentanter i menighedsrådet. I den danske folkekirke er præsten i sin embedsførelse imidlertid uafhængig af menighedsrådet. Som modvægt mod uorden og selvbestaltet forkyndelse er præsteembedet som det ydre embede dog stadig vigtigt. Vægtningen af embedets indhold kan være forskellig, lige fra fremhævelsen af præstens gudstjenstlige funktion til opgaven som menighedens vejleder og lærer. Med ophævelsen af præstens religiøse særstatus faldt også cølibatet i de evangeliske kirker.

Præsteembedet var forbeholdt mænd helt frem til midten af 1900-tallet, da kvinder i de fleste protestantiske kirker fik adgang hertil. I Danmark blev de første tre kvindelige præster ordineret i 1948, efter at kvinder i 1947 ved lov havde fået adgang til præsteembedet. Folkekirken er dog fortsat ikke omfattet af ligestillingsloven (lov om ligebehandling af mænd og kvinder mv.), jf. Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 350 af 10. juli 1978. Omkring år 2000 var omtrent en tredjedel af folkekirkens præster kvinder.

Ud over alle døbtes almindelige præstedømme kender den romerskkatolske kirke et særligt præstedømme, som meddeles sakramentalt og opfattes som delagtighed i Kristi eget præstedømme. Præsten repræsenterer folket over for Gud og Kristus over for folket. Han tjener kirken gennem forkyndelse, liturgi og praktisk ledelse. Den katolske kirke kender kun til mandlige præster, og de er normalt forpligtet til cølibat.

De ortodokse kirker deler det romerskkatolske syn på præsteembedet; dog er det kun biskopper, der skal være ugifte. Den anglikanske kirke læner sig op ad den romerskkatolske kirkes opfattelse af præsteembedet med en stærk betoning af den gejstlige stands særlige stilling og ordinationens betydning, men har dog kvindelige præster og biskopper.

• kirkeligt embede
• sognepræst