rabies

Flagermusrabies kaldes også European Bat Lyssa Virus og forkortes EBLV. Flagermusrabies anses for at være stabilt forekommende i Danmark (endemisk) og blev første gang påvist i 1985. EBLV findes i XX typer, og EBLV-type 1 og EBLV-type 2 er kun påvist i få flagermus i Danmark, fx i 2009 og i 2015.

Den anden udbredte rabiesvirusgenotype er den Europæiske flagermusrabies (European Bat Lyssavirus EBLV-type-1 og -2), som findes i flagermus i Europa inklusive Danmark, og som også giver sygdommen rabies eller hundegalskab. Begge typer rabiesvirus findes i savl og spyt fra de inficerede dyr og smitter typisk ved et hudpenetrerende bid.

Klassisk sylvansk rabies kaldes også klassisk rabies. Betegnelsen sylvansk er en videnskabelig betegnelse for vilde dyr, i modsætning til familiedyr og produktionsdyr på en gård.

Klassisk sylvansk rabies er stabilt forekommende (endemisk) i store dele af verden, herunder en del af Østeuropa, mens det er udryddet i den vestlige del af Europa. Klassisk rabies forekommer også endemisk i Grønland, hvor polarræve kan sprede smitte til andre pattedyr, fx slædehunde, og evt. videre til mennesker. Der rapporteres jævnligt om tilfælde af rabies i familiedyr, som hunde og katte, der er indført illegalt til EU, fx fra Østeuropa eller Nordafrika. Danmark har været fri for klassisk sylvansk rabies siden 1982.

Klassisk sylvansk rabiesvirus forekommer hos kødædende dyr som hund, slædehund, kat, vaskebjørn, abe, ræv mest i Asien og Afrika samt hos visse flagermus i Amerika.

Louis Pasteur, og hans forskergruppe i Paris, viste i 1881, at rabies skyldtes en virus, og de udviklede en dyrkningsmetode for rabiesvirus på kaniners rygmarv og udviklede desuden den første vaccine og vaccinemetode mod rabies. Vaccinen bestod af de inficerede kaniners rygmarv, der blev skåret ud og opdelt i korte pølselignende stykker og tørret mere og mere. De fandt, at virus blev inaktiveret og døde af udtørring. Vaccinen bestod af 13 injektioner over 10 dage, startende med en opløsning af helt tørrede stykker marv, over mindre og mindre tørrede stykker til helt frisk, våd marv indeholdende rigtige infektiøse rabiesvirus til sidst. De afprøvede vaccinen og vaccinemetoden på en niårig dreng, der var blevet bidt af en rabiat hund den 6. juli 1885. Drengen overlevede både hundebiddet og vaccinen. Pasteurinstituttet i Paris blev grundlagt på det grundlag, og vaccinen sat i produktion.

Rabiesvirus er et lyssavirus af rhabdoviridae-familien. Selve virus har facon som en stang eller en patron. Det er denne facon, der har givet navn til rhabdovirus-familien, da rhabdos betyder 'stang' på oldgræsk. Denne facon adskiller denne familie af virus fra andre familier af virus i samme orden af de enkeltstrengede, negativt orienteret RNA-virus Mononegavirales. Rabiesvirus er således en af de sygdomsfremkaldende zoonotiske virus i rhabdovirus-familien.

Rabiesvirus er en enkeltstrenget såkaldt negativ-orienteret RNA-virus med en ydre, fedtholdig kappe eller membran, der går i stykker af sæbe. Af den grund anbefales det bl.a. at vaske et bidsår grundigt i ca. 15 minutter med sæbe og vand.

Fra bidsåret i huden vandrer virus via nervebanerne til rygmarven og videre til hjernen, hvor virus forårsager hjernebetændelse. Fra hjernen kan virus derefter brede sig med nervebaner ud i kroppen, bl.a. til spytkirtlerne, hvorfra de smitsomme virus udskilles i stor mængde. Smitte fra dyr til dyr og mennesker sker med inficeret spyt ved bid, der går igennem huden (penetrerende), ved slik på åbne sår og rifter samt ved krads.

Symptomerne på rabies er feber, utilpashed, hovedpine og føleforstyrrelser omkring bidstedet. Som noget specielt kan personerne udvikle følsomhed og angst for vand, når de forsøger at drikke vand (hydrofobi) samt udvikle angst for luft (aerofobi). Der udvikles symptomer, der afspejler, at rygmarven, hjernenerver og hjernen er ramt, fx som muskellammelser med kramper i synkemusklerne, lammelse af arme og ben og respirationsmuskler samtidig med, at personen er ved fuld bevidsthed. Nogle har raserianfald og andre psykiatriske symptomer. Opstår der først symptomer på hjernepåvirkning er dødeligheden 100 % uanset behandling. Sygdommen varer sjældent mere end fire-fem dage, før personen dør i koma.

Rabiesvirus kan smitte pattedyr, og hvis et dyr er smittet bliver det sygt. Rabiesinficerede hunde bliver syge og rabiate, eventuelt med fråde om munden, og bider uden grund og varsel, inden de selv dør.

En af udfordringerne ved at påvise rabiesvirus hos dyr og mennesker med genteknologiske specifikke PCR-tests kan være, at det ikke er én, men en hel gruppe af virusvarianter og typer, og at rabiesvirus oven i købet kun udskilles med mellemrum i spyt, så virus kan være svær at fange og påvise. Derfor tages ofte mere end én prøve fra vævsvæsker over tid. I tilfælde med bid fra dyr med begrundet mistanke om rabies, skal dyret så vidt muligt undersøges af en dyrlæge. Kan mistanken ikke afvises, foretager dyrlægen anmeldelse til Fødevarestyrelsen, der anviser det videre forløb. Og i tilfældet med syge eller døde dyr, som hunde og flagermus, indsendes ofte hele hovedet eller hele flagermusen til diagnostik, så der kan tages prøver fra selve hjernen til undersøgelse.

En vaccine, der giver før eksponering kaldes en præekspositionsprofylakse, hvilket forkortes PrEP. Rabies kan forebygges med rabiesvacciner, fx Rabipur, som anvendes til børn og voksne. Der gives i alt to vaccinationer i en muskel (intramuskulært); en på dag 0 og en på dag 7. Vaccinen er dræbt eller inaktiveret og kan derfor også anvendes til gravide og ammende. Vaccinen anbefales til rejsende til lande, hvor der er høj risiko for smitte med rabiesvirus ved kontakt til lokale dyr.

En vaccine efter eksponering fra vilde dyr, fx efter et bid, kaldes postekspositionsprofylakse, hvilket forkortes PEP. En behandlende vaccine gives sammen med sårrens og evt. samtidig indgift af humant rabies immunoglobulin (HRIG).

De fleste lande giver ligesom i Danmark PEP-rabiesvaccinen som fire doser; dag 0, dag 3, dag 7 og et sted mellem dag 14 og dag 28, og denne fordeling af doser kaldes Essen-programmet. Andre steder i udlandet anvendes Zagreb-programmet, som består af to vaccineringer på dag 0 efterfulgt af en booster dag 7 og dag 21. Vaccinen gives i en muskel (intramuskulært), men nogle steder i udlandet kan der spares på vaccinen ved at give en mindre dosis i et hudlag (intradermalt) fx 0,1 ml dag 0, dag 3 og dag 7. Hvis en person ikke er færdigvaccineret med vaccinationer intradermalt, er det muligt at skifte til intramuskulært, fx når personen er tilbage i Danmark.

Hvis en person tidligere, fx inden en rejse, er vaccineret forebyggende mod rabies, så gives der udelukkende boostervaccinerer på dag 0 og dag 3, dvs. i alt to doser, og der gives ikke humant rabies immunoglobulin (HRIG).

Humant rabies immunoglobulin (HRIG) gives én gang til personer, der ikke er vaccinerede. Der gives ca. 20 IE/kg legemsvægt samtidig med første vaccination i en serie på fire PEP-doser. På den måde søges det at neutralisere rabiesvirus med andre menneskers immunglobuliner (HRIG), dvs. antistoffer mod rabiesvirus. HRIG gives samtidig med vaccinering, så personen også danner sine egne rabiesantistoffer fra cirka en uge efter vaccinestart. Der kan også gives noget af HRIG som injektioner på bidstedet indtil 14 dage efter biddet. Rabiesvirus går ikke i blodet, men befinder sig lokalt i såret og langs nervebanerne.

En person med rabies vil blive indlagt på en intensivafdeling. Dette vil typisk omfatte respiratorbehandling, vaccination og immunglobulinbehandling, smertestillende og beroligende medicin. Spyt og væsker fra en patient med rabies er potentielt smitsomt, og derfor beskytter plejepersonalet sig med rabiesvacciner og smitteforebyggende regler for at undgå kontaktsmitte.