determinisme

Deterministiske teorier går tilbage til antikken. Demokrit mente, at alting består af atomer, og denne opfattelse medførte overvejelser over, hvorvidt alt, som sker, må forstås ud fra atomernes bevægelser.

Epikur overtog senere i antikken denne atomistiske opfattelse af naturen, men indså, at den udgjorde en trussel mod forestillingen om menneskets frihed. Derfor blev teorien modificeret således, at det ikke længere var alle atomare processer, der hævdedes at være årsagsbestemte.

Stoikerne synes at have betragtet fysisk determinisme som forenelig med frivillige handlinger, idet sådanne indgår i naturens kausale sammenhænge. Frihed står ikke i modsætning til nødvendighed, men til tvang, og man kan "ville", hvad der er forudbestemt.

Senere er determinismen forsvaret i lyset af forskellige udviklinger i fysikken, i 1600-tallet af Thomas Hobbes, der som konsekvent materialist mente, at mennesket ikke er i besiddelse af en sjæl, og at alle bevidsthedsfænomener i stedet skal forklares som processer i hjernen; disse processer er så, i lighed med alle andre processer og begivenheder, kausalt bestemte.

Det er en udbredt opfattelse, at moderne neurofysiologi støtter forestillingen om, at bevidsthedstilstande er kausalt bestemte. Fysikkens støtte til determinismen er derimod mindre entydig, idet kvantemekanikken er indeterministisk.

Determinisme er ofte blevet anset for at være uforenelig med påstanden om, at mennesket har en fri vilje og dermed er ansvarligt for sine handlinger. I den filosofiske diskussion har et afgørende spørgsmål imidlertid været, hvordan viljen skulle kunne hæve sig ud over den kausale kæde af begivenheder og samtidig bestemme valg og handlinger.

I moderne tid har man forsøgt at forsvare den frie vilje ved at henvise til, at kvantemekanikken er indeterministisk. Men som mange har anført, kan det være svært at se, at det faktum, at der forekommer tilfældige begivenheder, skulle være beviset for menneskets frie vilje.

Derudover har en stor del af den filosofiske diskussion drejet sig om, hvorvidt determinismen virkelig underminerer frihed og ansvar. Den såkaldte kompatibilisme hævder, at en forenelighed er mulig mellem determinisme på den ene side og frihed, moralsk ansvar og skyld på den anden. Fx hævder Thomas Hobbes, David Hume og Alfred Jules Ayer, at frihed ikke står i et logisk modsætningsforhold til årsagsbestemthed, men til udefra kommende tvang.

Vi har handlefrihed, når vi ikke er tvunget til at handle på en bestemt måde. En handling er derfor fri, såfremt vi kunne have handlet anderledes, hvis vi havde valgt at gøre det. Sådanne frie handlinger har vi ansvaret for, skønt de er determineret indefra. Kritikken af kompatibilismen har indvendt, at mennesket kun er virkelig frit og ansvarligt, hvis det kan vælge at handle anderledes, end det faktisk gør.

• indeterminisme
• den frie vilje