Hæmolytisk anæmi er anæmi pga. nedsat levedygtighed af de røde blodlegemer. De røde blodlegemers normale levetid er ca. 120 døgn, men anæmi pga. nedsat levetid for disse optræder først, når knoglemarvens forsøg på at udligne dette med en øget produktion ikke længere slår til.
Hæmolytisk anæmi kan være medfødt med en eller flere defekter i de røde blodlegemers cellevæg (fx hereditær sfærocytose), i cellens stofskifte eller i opbygningen af globindelen af hæmoglobinmolekylet (hæmoglobinopatier). Medfødt hæmolytisk anæmi ses oftest som arvelig sygdom hos personer med oprindelse i Afrika eller Asien. Hos nordeuropæere vil den hæmolytiske tilstand oftest være erhvervet, hvor beskadigelsen af blodlegemerne enten forårsages af antistoffer i blodplasmaet (immunhæmolyse), af kemiske stoffer eller af sygdomme i blodkarrene, hvor blodkarrene rent mekanisk beskadiges, såkaldt mikroangiopatisk hæmolytisk anæmi.
Da den øgede destruktion af de røde blodlegemer især finder sted i milten, vil denne ofte blive forstørret ved de mere kroniske former af hæmolytisk anæmi.
I forbindelse med en række mere kroniske lidelser som fx kronisk leddegigt ses ofte en moderat anæmi, der skyldes nedsat produktion af røde blodlegemer. Da produktionen bl.a. afhænger af hormonet erythropoietin, der dannes i nyrerne, kan en stærkt nedsat nyrefunktion også føre til anæmi. Denne kan behandles med tilførsel af erythropoietin.
Endelig ses anæmi som led i kræftsygdomme, især hvis disse (fx leukæmier) opstår i eller spreder sig til knoglemarven og dermed hindrer dennes normale funktion.
Læs også om anæmi hos husdyr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.