Windhoek er hovedstaden i Namibia. Byen er landets største og har ca. 400.000 indbyggere. Windhoek er beliggende i Khomas-regionen i det centrale Namibia, ca. 1700 meter over havets overflade, og er omringet af en bjergkæde, som giver ly for områdets ellers kolde vind. Heraf kommer også byens navn, som fra afrikaans kan oversættes til ”vindkrogen”.
Windhoek blev officielt etableret i 1842 af Orlam-klanen, en Afrikaans talende gruppe af Nama-folk, som var migreret fra Kapkolonien i det nuværende Sydafrika. Lederen af Orlam-klanen var på dette tidspunkt Jonker Afrikaner, og det er også fra hans tid at navnet Windhoek opstod. Efter at Orlam-klanen havde bosat sig i området, som senere blev Windhoek, opstod der årelange konflikter med hereroerne.
I 1870 overgik kontrollen over Windhoek til herero-lederen Maherero, som følge af en fredsaftale med Orlam-klanen.
Hereroernes retmæssige kontrol over Windhoek betød dog ikke meget for de nyligt ankomne tyske kolonialister. Kolonialisterne havde opkøbt rettighederne til udforskninger af undergrunden i området omkring Windhoek af Jan Jonker Afrikaner (Jonker Afrikaners søn). Dette skete til trods for Mahereros modstand.
I 1889 ankom den tyske kaptajn Curt von François. Han var sendt for at modarbejde opstanden mod tysk kolonisering i Sydvestafrika (dagens Namibia).
Ved sin ankomst grundlagde han Alte Feste (det gamle fort), hvilket cementerede Windhoeks status som den tyske kolonimagts hovedsæde i landet. Hermed fik Windhoek også en central rolle i det senere tyske folkemord (1904-1907) mod herero, nama og visse khoisan-befolkninger i landet. Bl.a. blev Alte Feste omdannet til en koncentrationslejr med flere tusinde krigsfanger.
Efter 1. Verdenskrig tabte tyskerne kontrollen over deres sydvestafrikanske koloni. Kontrollen over det, som i dag er kendt som Namibia, og dermed også Windhoek, overgik til nabolandet Sydafrika på baggrund af et mandat fra Folkeforbundet (som senere blev til de FN). En tysk minoritet forblev dog i landet, og efterkommere af denne gruppe er stadig bosiddende i Windhoek.
Som følge af overgangen fra tysk til sydafrikansk styre blev den allerede etablerede segregation, som var opstået under tysk kolonisering, yderligere formaliseret og udbredt. Dette betød, at byrummet igennem 1920’erne og 1930'erne primært blev forbeholdt de hvide kolonialister, og at de afrikanske befolkninger i stigende grad blev begrænset i deres adgang til områderne.
I Windhoek blev dette en juridisk realitet efter indførelsen af b.la. the Native (Urban Areas) Proclamation, som trådte i kraft i 1925. I de følgende år medførte sådanne restriktioner på den afrikanske befolkning en stigende opstand imod det sydafrikanske styre. Dette skabte grobund for en række nye sociale bevægelser og store politiske skikkelser i Windhoek, såsom herero-lederen Hosea Kotako. Han blev senere en af grundlæggerne af Namibias første nationalistiske parti, the South West African National Union (SWANU), som blev grundlagt i 1959.
Windhoek oplevede en konstant stigende tilstrømning af afrikanske arbejdsmigranter fra de nordlige dele af landet siden tyskernes kolonisering. Dette fortsatte under sydafrikansk styre. Migranterne kom til byen primært grundet en stigende efterspørgsel på lavtlønnet manuel arbejdskraft i den urbane industri, ejet af hvide bosættere, og for at arbejde som tjenestefolk i hvide husholdninger. Raceadskillelse var nu blevet et centralt redskab i skabelsen af arbejdsreserver til den ledende hvide klasse, som overvejende bestod af tyske og hvide sydafrikanske bosættere.
I begyndelsen af 1940’erne førte dette til implementeringen af formelle apartheidlovgivninger. I Windhoek medførte dette en lang omplaceringsproces, som udmundede i tvangsflytninger af byens sorte og såkaldte farvede befolkningsgrupper. Farvede (oversat fra den engelske betegnelse coloured) var en betegnelse, som apartheidregimet brugte til at beskrive folk af blandet afrikansk, europæisk samt syd- og sydøstasiatisk herkomst, og som stadig officielt benyttes i det sydlige Afrika.
Disse grupper blev tvunget fra det område, som i nyere tid er blevet kendt som Old Location (mellem dagens Hochland Park og Pioneers Park) til de to nye townships Katatura og Khomasdal. Townships var segregerede områder i byernes udkant i det sydlige Afrika.
I modsætning til Old Location, hvor mennesker af forskellige sorte og farvede etniciteter boede i samme nabolag, var indbyggerne de to nye townships adskilt. Byens sorte befolkning blev placeret i Katatura, og farvede blev placeret i Khomasdal. Katatura blev yderligere delt op i undersektioner, kaldet lokasies. Disse lokasies blev udpeget til de mange forskellige etniske grupper, som townshippet husede.
Tvangsfjernelserne fra Old Location blev mødt med modstand og voldte den sydafrikanske administration stort besvær. Dette medfødte en massakre på beboerne i Old Location den 10. december 1959, hvor mindst 11 mennesker døde, og flere blev såret. I dag findes et mindesmærke for massakren i form af en massegrav på The Old Location Cemetary i Hochland Park.
Oprøret mod tvangsfjernelserne ophørte dog først helt i 1968, hvor Old Location blev erklæret officielt ryddet. Området er nu et beboelsesområde for den øvre middelklasse. Dog kan rester fra de tidligere bølgegalvaniserede metalhuse ses spredt på områdets ubebyggede grunde som et uformelt minde om, hvad der engang var.
Tvangsfjernelserne fra Old Location cementerede apartheidsystemet i Windhoek, og byens befolkning var herefter racemæssigt og etnisk segregeret ved lov indtil 1979. Loven The Abolishment of Racial Discrimination (Urban Residential Areas and Public Amenities) Act, No. 3 of 1979 fjernede de juridiske restriktioner i beboelsesområder. Den afsluttede også restriktionerne på adgang til de fleste offentlige faciliteter.
Dette skete efter stigende international kritik af apartheidsystemet. I årene forinden vedtog FN fx International Convention on the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid, som trådte i kraft i 1976. Hermed blev apartheid og raceadskillelse erklæret ulovligt under international lov.
Effekten af fjernelsen af disse restriktioner var dog primært symbolsk, da stor og vedvarende socioøkonomisk ulighed spændte ben for racemæssig inklusion.
Mobilitet mellem de førhen segregerede områder forblev dermed lav indtil (og endda efter) Namibias uafhængighed i 1990. Således var det fortrinsvis en lille sort og farvet elite, som havde råd til at erhverve ejendom i de tidligere hvide middelklassekvarterer. Og migrationen fra de hvide nabolag til henholdsvis Khomasdal og Katatura er stadig den dag i dag negligerbar.
Efter Namibias uafhængighed fra Sydafrika i 1990 afvikledes apartheidsystemet officielt i hele landet. Dette medførte en stor migration fra de tidligere homelands også kaldet bantustans i det nordlige Namibia til Windhoek og andre storbyer i det centrale og sydlige Namibia. Bantustans var selvstyrede områder, hvor en stor del af landets sorte befolkning blev holdt segregeret under apartheid.
Dette skabte hurtigt flaskehalsproblemer, og uformelle bosættelser startede en spontan byforøgelse i forlængelse af Katatura og Khomasdal på byens nordlige og nordvestlige side.
Windhoek er kendetegnet ved sin blandede arkitektur og en byplanlægning, som vidner om Namibias kaotiske historie fra tysk kolonisering til sydafrikansk apartheidstyre og den nuværende æra efter landets uafhængighed.
I byens centrum finder man således tysk arkitektur fra starten af 1900-tallet. Området tæller bygningsværker som Christuskirche (Kristuskirke) og Alte Feste (det gamle fort) samt mindesmærker (denkmals) for faldne tyske soldater i byens centrale park, Zoo Park.
Ved siden af den tyske koloniale arkitektur ses en blanding af apartheidtidens administrative betonbygninger og postkolonial arkitektur, som er kendetegnet ved et bemærkelsesværdigt futuristisk præg. Sidstnævnte ses fx i byens Independence Memorial Museum, som blev rejst af nordkoreanske entreprenører og officielt indviet i august 2014.
I byens vestlige del findes Windhoeks ældste bydel, Klein Windhoek. Den huser i dag hovedstadens velhavende indbyggere.
Ligeledes er der opstået nyere bydele som Olympia og Academia, der er beboet af en øvre middelklasse i byens sydlige ende.
I det sydvestlige Windhoek findes bydelene Hochland Park og Pioneers Park, som i dag udgør to middelklassebydele. Nord for Hochland Park ligger hhv. Windhoek West og Windhoek North, som også huser en blandet middelklasse. Disse fire nabolag udgør Windhoeks mest etnisk og racemæssigt blandede kvarterer.
Vest for Windhoek North ligger den tidligere township Khomasdal. Efter apartheids ophør er en del af byens sorte middelklasse dog også flyttet ind i Khomasdal fra det andet tidligere sorte township Katatura nord for Windhoek.
I forlængelse af både Khomasdal og Katatura er der i nyere tid opstået store bebyggelser, hvoraf den største går under navnet Havana. Disse uformelle bebyggelser (direkte oversat fra den lokale betegnelse informal settlements), er siden Namibias uafhængighed vokset støt, og de har affødt stor debat om boligmangel for byens fattigste.
Beboelserne er karakteriseret ved huse bygget af bølgegalvaniseret jern, og der er hverken formel tilslutning til elektricitet, vand og kloakering. Dette har skabt en række sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer som brandfare grundet uautoriserede elektriske installationer og uhensigtsmæssig brug af gasbrændere samt udbrud af bl.a. hepatitis E.
Grundet Windhoeks placering i midten af Namibia og landets udbyggede vejnet er byen velforbundet med grænsen til Angola i nord, Botswana mod øst, Atlanterhavet mod vest og Sydafrika i syd.
Sammenlignet med byer af samme størrelse i regionen har Windhoek et avanceret vejnet. Dette vejnet vidner imidlertid også om byens apartheidhistorie, hvor infrastruktur var en integreret led i raceadskillelsen. Et eksempel på dette er B1 motorvejen, som forbinder Windhoeks centrum med Katatura, og som gør det besværligt at bevæge sig mellem de to bydele uden bil.
Den offentlige transport i Windhoek består hovedsagelig af små personbiler, som er registrerede som dele-taxaer. Disse har ikke nogen bestemt rute, men samler i stedet løbende passagerer op langs vejen.
Foruden disse kører der minibusser fra byens centrum til fx Havana i byens nordvestlige ende. Ligeledes kan man på enkelte steder finde busser, der forbinder Windhoek med hhv. andre byer i landet og nabolandene.
Namibias største lufthavn, Hosea Kutako International Airport, ligger ca. 45 kilometer øst for Windhoek. Denne lufthavn forbinder Namibia med bl.a. Johannesburg, Cape Town, Luanda, Doha, Addis Ababa og Frankfurt am Main.
Windhoek har også en mindre lufthavn, Eros Airport, som forbinder byen med en række nationale destinationer som fx Lüderitz, Ondangwa og Rundu.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.