Vinterkrigen

Til forhistorien hører, at Sovjetunionen allerede i sommeren 1938 hos den finske regering sonderede mulighederne for grænseændringer på Det Karelske Næs mod kompensation længere mod nord, idet man fandt, at millionbyen Leningrad kun godt 30 km fra grænsen lå for udsat, ifald tyskerne ville angribe gennem Finland. Dette undlod den finske regering at reagere på, hvilket både Gustaf Mannerheim og J.K. Paasikivi, der begge havde forståelse for det sovjetiske synspunkt, kritiserede.

Situationen ændrede sig radikalt for Finland, da Sovjetunionen den 23. august 1939 i Moskva indgik ikke-angrebspagten med Tyskland, hvorved Finland sammen med de baltiske lande i en hemmelig tillægsprotokol henførtes til Sovjetunionens interessesfære. Præsident Franklin D. Roosevelt hasteindkaldte dog allerede 28. august den finske Washington-ambassadør, Hjalmar J. Procopé, og fortalte ham om dette, men samtidig oplyste det amerikanske udenrigsministerium, at der ikke forelå nogen egentlig deling af interessesfærerne. Derfor formidlede ambassadøren blot advarslen hjem til præsidenten som almindelig rapportering, der var en hel måned undervejs.

Efter 2. Verdenskrigs udbrud kaldte Sovjetunionens ledelse i tur og orden de baltiske landes udenrigsministre til forhandlinger i Moskva, hvor de fra slutningen af september til begyndelsen af oktober måtte gå med til, at der blev oprettet sovjetiske militærbaser på deres territorier, hvilket i realiteten gjorde dem forsvarsløse over for senere sovjetisk pres. Det var derefter ikke nogen overraskelse, at Finland den 5. oktober blev anmodet om at sende en forhandler til drøftelser i Moskva.

Finland begyndte straks at mobilisere hæren og holde øvelser og sendte derefter sin mest erfarne ruslandsforhandler, Paasikivi, til Moskva. Paasikivi forhandlede første gang i Moskva 12.-14.10, anden gang 21.-26.10 og tredje gang 30.10-13.11, nu sammen med finansminister Väinö Tanner, hvor finnerne afviste sovjetiske krav om forskydninger af grænsen på Det Karelske Næs, og en base i Hangö. 13.11 brød forhandlingerne sammen, idet Paasikivi ikke havde mandat til at forhandle om afståelse af landområder.

Josef Stalin gav samme dag ordre til planlægningen af angrebet på Finland. Søndag den 26. november hævdedes det i en sovjetisk note, at finsk artilleri havde beskudt sovjetiske stillinger i landsbyen Mainila på Det Karelske Næs. I realiteten var det dog sovjetiske grænsetropper, der havde iscenesat beskydningen af egne anlæg kl. 14.30-15.05.

Ud over nu at kræve en undskyldning fra finnerne forlangte russerne også, at de finske tropper skulle trække sig ca. 25 km tilbage fra grænsen, hvilket ville indebære, at man måtte opgive flere fremskudte forsvarsstillinger foran den såkaldte Mannerheimlinje, hvis styrke russerne gjorde sig overdrevne forestillinger om og derfor også under forhandlingerne havde krævet nedbrudt.

Med Mainila-episoden som påskud opsagde Sovjetunionen 28.11. den finsk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1932, og 30.11. kl. 06:50 overskred Den Røde Hær uden krigserklæring grænsen. Samtidigt indledtes en offensiv med flådeangreb og luftbombardementer af 16 byer, bl.a. havnebyerne Viborg, Kotka, Helsingfors, Åbo og Hangö samt en række civile mål langs jernbanelinjen Viborg-Helsingfors.

Hovedstaden bombedes tilmed to gange den første dag, hvilket kostede 91 livet og 240 sårede. Samme dag overdrog præsident Kyösti Kallio hvervet som øverstbefalende for de væbnede styrker til Mannerheim. Rigsdagen sammentrådte kl. 20 og A.K. Cajanders regering indgav sin afskedsbegæring. Ved midnat fortrak Rigsdagen i hemmelighed til Sanssin-skolen i Kauhajoki, hvor den havde sæde 1.12.1939-12.2.1940. Den 1.12. tiltrådte en ny finsk regering med Risto Ryti som statsminister. Samme dag indsatte Stalin en "folkeregering", kendt som Terijokiregeringen med O.V. Kuusinen i spidsen, idet den formelt skulle have haft sæde i den netop erobrede finske by Terijoki (nuv. Zelenogorsk).

Med den indgik Sovjetunionen straks en freds- og bistandspagt, hvorved Finland mod kompensation i Sovjetkarelen skulle afstå områder på Det Karelske Næs. Stalin håbede med denne regering at genskabe den splittelse i det finske folk, som havde ført til borgerkrigen i 1918, men her havde Stalin forregnet sig, og Terijokiregeringen kom ikke i det videre forløb til at spille nogen rolle. Verden over viste forskellige grupper af idealistiske grunde deres støtte til den sovjetiske marionetregering; bl.a. samlede der sig ca. 1000 personer i København. Folkeforbundet fordømte angrebet og ekskluderede Sovjetunionen 14. december 1939.

Samtidig strømmede frivillige til Finland for at deltage i forsvaret af landet, således mere end 8000 fra Sverige og godt 1000 fra Danmark. Det dårligt forberedte sovjetiske angreb kørte hurtigt fast mod de i hast etablerede finske forsvarslinjer på Næsset, og i nord kunne fåtallige, men mobile finske styrker bl.a. med såkaldte molotovcocktails, der kastet ind i luftindtagene på en kampvogn kunne bringe denne til standsning, stoppe og nedkæmpe sovjetiske panserdivisioner, der i lange kolonner skulle være trængt frem til Den Botniske Bugt for at skære Finland midtover og forhindre hjælp nordfra.

Billeder af de nedkæmpede sovjetiske kolonner og frosne lig af sovjetiske soldater gik verden over og skabte beundring for finnerne. En reorganisering af den sovjetiske indsats i januar 1940 og begyndende forsyningsvanskeligheder på finsk side betød imidlertid, at de finske linjer på Det Karelske Næs i februar flere steder brød sammen. Trods den alvorlige situation afslog finnerne britiske og franske tilbud om undsætning, ikke mindst fordi man havde mistanke om, at denne hjælp først og fremmest skulle tjene som påskud for undervejs at bemægtige sig mineområderne ved Kiruna og udskibningshavnen i Narvik.

Ved undertegnelsen af Moskvafreden 12.3.1940 måtte Finland afstå hele Det Karelske Næs med udøerne i den østlige del af Den Finske Bugt samt længere mod nord Sallaområdet og den del af Fiskerhalvøen, som Finland havde fået i 1920 sammen med Petsamo-området. Desuden måtte Finland udleje et landområde på 115 km² med Hangö by og Hangö odde som sovjetisk flådebase i 30 år. Områdets samlede befolkning på ca. 10.000 indbyggere skulle evakueres inden for ti dage.

Krigen varede 105 dage og kostede finnerne 26.662 faldne og 45.000 sårede, mens de sovjetiske tab oversteg 125.000. Krigen sluttede 13.03.1940 kl. 11, og dagen markeredes i Finland med sørgeflagning på halv stang og med sorte bånd. Alt i alt mistede Finland i henhold til fredsaftalen 13 % af sit territorium til Sovjetunionen, herunder byerne Viborg (landets næststørste by), Kexholm og Sordavala. Desuden måtte 430.000 finner evakueres fra de afståede områder, hvilket skabte et anseeligt befolkningspolitisk problem, eftersom de udgjorde 12 % af den daværende samlede befolkning.

At Sovjetunionen med så stor militær overvægt havde haft et sådant besvær med at besejre et Finland, der gennem en stor del af 1930'erne havde nedrustet, fik ikke mindst tyskerne til at undervurdere Sovjetunionens modstandskraft og militære potentiale. Dette fik betydning for Adolf Hitlers tro på hurtigt at kunne besejre Sovjetunionen, da angrebet kom i juni 1941. Freden varede knapt 15 måneder for det officielt neutrale Finland, da Sovjetunionen indledte med luftbombardementer af bl.a. Borgå, Helsingfors, Åbo og flere andre byer den 25.6.1941, og Fortsættelseskrigen dermed var en realitet.

• Fortsættelseskrigen
• 2. Verdenskrig
• Finlands historie fra 1917