Faktaboks

Peter Bogdanovich
Født
30. juli 1939, Kingston, New York, USA
Død
6. januar 2022, Los Angeles, Californien, USA
Peter Bogdanovich

Peter Bogdanovich fotograferet i 2007.

Peter Bogdanovich
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Peter Bogdanovich var en amerikansk filminstruktør. Han er bedst kendt for filmene The Last Picture Show fra 1971 og den kritikerroste Paper Moon fra 1973.

Peter Bogdanovich udgav en række bøger om store navne i amerikansk film. Siden blev han assistent for B-filmproducenten Roger Corman og lavede hos ham debutfilmen Targets (1968, Snigskytten), der gjorde raffineret brug af gyserstjernen Boris Karloff.

I 1971 kom hans mesterværk, den sort-hvide The Last Picture Show (Sidste forestilling), der bittersødt fortalte om rådvilde unge i en Texasflække i 1950'erne.

Med filmhistorisk bevidsthed søgte han i sine film med svindende held at forholde sig til genretraditionerne; What's Up, Doc? (1972, Du er toppen, professor!) er en komedie i 1930'er-stil, Paper Moon (1973) en svindlerkomedie fra depressionstiden og Daisy Miller (1974) et periodemelodrama efter Henry James. Blandt hans senere film er Texasville (1990), der mange år efter vender tilbage til personerne fra The Last Picture Show.

I 2007 vandt Bogdanovich en Grammy for dokumentarfilmen Tom Petty and the Heartbreakers: Running Down a Dream om den amerikanske musiker Tom Petty (1950-2017), og i 2018 vandt han en pris ved Filmfestivalen i Venedig for dokumentaren The Great Buster om Buster Keaton.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig