Oslo

I bunden af fjorden ved bugterne Frognerkilen, Pipervika og Bjørvika ligger byens centrale del, og herfra breder bebyggelsen sig i vifteform. Af det ældste Oslo, som lå på nordsiden af Ekeberg ved Loelvas udløb i fjorden, og som i dag ligger øst for centrum, er der kun nogle ruiner tilbage. Ellers afspejler gadeforløb og arkitektur i høj grad den historiske udvikling. Centrum, der primært anvendes til cityfunktioner, består af området omkring Karl Johans gate, der strækker sig fra Sentralbanestasjonen (den tidligere Østbane) til Slottet. Mellem Karl Johan og fæstningen Akershus ligger Christian 4.s bydel med sit tydelige kvadratiske gadenet, Kvadraturen. Her findes nogle af Oslos få bevarede gamle bygninger. I den øvrige del af Oslo findes stort set kun bygninger fra 1800-tallet og senere.

Øst og nordøst for centrum ligger bydele som Grønland, Vaterland, Grünerløkka og Sagene. Det er arbejderkvarterer, som er opstået i midten og slutningen af 1800-tallet langs Akerselva, hvor der blev anlagt en række fabrikker, der udnyttede elvens vandkraft. Det tiltrak tusindvis af arbejdere, og Oslo voksede nærmest eksplosivt. Arbejderboligerne var generelt af en meget dårlig standard, og fattigdommen stor. Knut Hamsun skriver i Sult fra 1890 om Oslo: "... denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den".

Den voldsomme byvækst omkring år 1900 afspejler sig tydeligt i arkitekturen, idet en stor del af Oslos bygninger præges af den historicistiske stil: nygotik eller nyrenæssance. Det gælder også i bebyggelserne nordvest og vest for centrum, hvor folk med højere indtægter slog sig ned i kvarterer som Frogner, Majorstuen og Homansbyen. Den sociale opdeling fra denne tid eksisterer stadig: Boligstandarden er i de vestlige kvarterer generelt højere end i de østlige, og der er tydelige indkomstforskelle. Fx var gennemsnitsindkomsten i 1995 over dobbelt så stor i det vestlige Frogner-Bygdøy som i Grünerløkka-Sofienberg ved Akerselva. De allerhøjeste indtægter findes i Bærum Kommune vest for Oslos kommunegrænse.

Rundt om de ældre boligkvarterer er nyere opstået. Nogle var forstæder i Aker Kommune; i 1948 indgik denne i Oslo Kommune, og siden har bebyggelsen bredt sig, bl.a. i forbindelse med anlæggelse af såkaldte drabantbyer. Visse funktioner er flyttet ud fra centrum; det gælder fx den største del af universitetet, som er flyttet til det nordlige boligområde Blindern. Samtidig er der sket store bebyggelsesmæssige ændringer mange steder i centrum. Ud over arealet ved Aker Brygge gælder det især i området omkring Sentralbanestasjonen og nordpå i de gamle arbejderkvarterer Vaterland og Grønland, hvor der bygges kæmpebygninger i stål, glas og beton, bl.a. Oslo Spektrum (til messer, sport, rockkoncerter mv.) og byens højeste bygning, Oslo Plaza Hotel.

Mange europæiske storbyer har i de senere år oplevet en befolkningsmæssig tilbagegang, men ikke Oslo. Bortset fra nogle ganske få år har væksten været positiv; i enkelte år udelukkende pga. udenlandsk indvandring, især pakistanere og tyrker, men fra midten af 1990'erne også pga. norsk nettoindvandring og fødselsoverskud.

Den offentlige trafik er, siden den første forstadsbane (Holmenkollbanen) åbnede i 1898, blevet stærkt udbygget med flere forstadsbaner, tunnelbaner, busser og sporvogne (trikker). Det østlige og vestlige jernbanenet blev i 1970'erne forbundet ved et tunnelsystem under centrum.

Vejnettet blev stærkt udvidet i 1980'erne og 1990'erne dels gennem anlæggelse af motorveje rundt om en del af byen, dels gennem store tunnelprojekter, først og fremmest de tre tunneler Vålerengatunnelen, Ekebergtunnelen og ikke mindst Festningstunnelen, som leder trafikken mellem øst og vest under Oslo centrum, som dermed slipper for gennemgående trafik, ligesom arealet mellem rådhuset og Aker Brygge er blevet til et rent fodgængerområde. Der opkræves bompenge for bilkørsel; fra 2007 er det gratis at køre om natten, men der er betaling om dagen, særlig høj i myldretiden. Der er gode vej- og jernbaneforbindelser til det øvrige Norge og til Sverige, ligesom Oslo har flere færgeruter til udlandet, bl.a. til København.

Byens lufthavn var indtil 1998 Fornebu tæt på centrum, men nu betjenes lufttrafikken af Gardermoen, hvortil der er højhastighedsbane (Flytoget) fra centrum.

Oslo er også Norges kulturelle centrum med bl.a. flere teatre, først og fremmest Nationaltheatret og Det Norske Teatret. Der er endvidere et stort koncerthus, Oslo operahus, Munchmuseet, Kulturhistorisk museum og Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design. Disse tiltrækker både norske og udenlandske turister, men væsentlig er også Oslos smukke beliggenhed ud til fjorden og den nemme adgang til friluftsarealer tæt ved byen, herunder Holmenkollen, Frognerseteren og hele Oslomarka. På halvøen Bygdøy tæt ved byen findes Norsk Folkemuseum med stavkirken fra Gol, Vikingskiphuset og Kon-Tiki-museet. Blant Oslos parker er Frognerparken med Gustav Vigelands skulpturer den, der trækker flest turister. Henie-Onstad Kunstsenter ligger i Oslos nabokommune Bærum.

Oslo er centrum for talrige private og offentlige funktioner som fx banker, forsikringsvirksomheder, eksport- og importvirksomheder, forskning, uddannelse og centraladministration. Industrien er stadig af stor betydning, men byen har tabt terræn til bl.a. Vestlandet. Dog hører virksomheder inden for brancher som grafisk industri, elektronik og kemisk industri til blandt de vigtigste i Norge, og en række virksomheder har deres hovedkontor i Oslo. Den tunge industri er overvejende placeret i den nordøstlige del af byen og videre ud gennem Groruddalen. I den vestlige del langs Drammensveien og ind i Bærum Kommune ligger overvejende konsulent- og forsikringsfirmaer samt hovedkontorerne for flere industrivirksomheder.

Blandt de få ældre offentlige bygninger, der er bevaret, er Akershus (ca. 1300) og Oslo domkirke (Vår Frelsers Kirke, indviet 1697). Med opførelsen af slottet (1825-1848) af H.D.F. von Linstow og anlæggelsen af den brede Karl Johans gate fik Oslo karakter af hovedstad. Langs denne gade byggedes bl.a. universitetet (1854) af H. Grosch, Stortingsbygningen (1866) af E.V. Langlet (1824-1898) samt Østbanestasjonen (1882) af G.A. Bull (1829-1917). Arnstein Arneberg og Magnus Poulsson tegnede Oslo Rådhus (1916-1950). Under det økonomiske opsving i 1980'erne var der rig aktivitet: Aker Brygge nær centrum blev opført, og i forstæderne anlagde man beboelseshuse blandt ældre træhuse. I 2008 indviedes den nye operabygning ved havnen, tegnet af arkitektfirmaet Snøhetta.

Arkæologiske fund vidner om, at området allerede var beboet i yngre stenalder. Ifølge Snorri Sturluson lod Harald 3. Hårderåde købstaden Oslo grundlægge ca. 1048, men nyere forskning daterer byen til ca. 1000. Omkring 1070 blev byen bispesæde. Den var et vigtigt militært centrum, adskillige krigshandlinger fandt sted her, men nok så meget voksede byen som et vigtigt knudepunkt i handelen med Østersøområdet. Under Håkon 5. blev Oslo residensstad, og kongen lod umiddelbart før år 1300 fæstningen Akershus anlægge. Samtidig bosatte mange hansekøbmænd fra Rostock sig her, og de havde længe stor indflydelse. Efter at Norge i 1380 fik kongefællesskab med Danmark, blev Oslo sæde for kongens repræsentant i Norge; i den egenskab residerede bl.a. den senere Christian 2. 1506-1511 på Akershus. Reformationen gennemførtes i 1537, og under Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 blev Akershus belejret, og Oslo hærget. Byen blev mange gange udsat for brand; efter branden i 1624 befalede Christian 4., at byen skulle genopbygges et par kilometer væk ved Akershus Fæstning, således at den blev en del af et større fæstningsanlæg. Den nye by blev kaldt Christiania (1624-1925, stavet Kristiania fra 1877) efter kongen. Byens status som lukket fæstningsby ophørte efter en brand i 1686, og forskellige usystematiske forstadsbebyggelser skød op. Under Store Nordiske Krig var byen i 1716 en tid besat af svenske styrker. Den var i 1600- og 1700-tallet centrum for trælasthandelen, og handelsborgerskabet, "plankeadelen", nød omfattende privilegier, også på indenrigshandelen.

Da Norge i 1814 blev skilt fra Danmark, blev Christiania hovedstad. Økonomisk og kulturelt stod den en tid tilbage for Bergen, men i anden halvdel af 1800-tallet blev byen industrialiseret og voksede stærkt såvel befolknings- som arealmæssigt, og en arbejderbevægelse opstod. I 1924 besluttede Stortinget efter megen debat, at byen fra og med 1925 skulle hedde Oslo. I 1948 blev nabokommunen Aker sammenslået med Oslo, hvorved Oslos areal mangedobledes, idet store dele af Nordmarka falt indenfor byens grænser. I efterkrigstiden er mængden af industriarbejdspladser i byen svundet ind til fordel for serviceerhverv. Norges hovedstad er i kraft af sin placering meget europæisk orienteret, og ved folkeafstemningerne om medlemskab af EF/EU har der her været klart flertal for.

Den 22. juli 2011 blev Oslo udsat for et bombeangreb, idet en højreradikal terrorist, Anders Behring Breivik, lod en bilbombe sprænge i Oslos regeringskvarter. Bomben dræbte otte personer og forårsagede store ødelæggelser. Samme dag angreb Breivik en socialdemokratisk ungdomslejr på Utøya og dræbte 69 personer.

• Norge
• Norges geografi
• Norges historie
• Europas hovedstæder