Norden er en fællesbetegnelse for staterne Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland. Betegnelsen er anerkendt lokalt inden for området og også til dels internationalt. Betegnelsen Skandinavien eller de skandinaviske lande, gælder oftest kun Danmark, Norge og Sverige. På engelsk dækker Scandinavia dog også Island og Finland.
Faktaboks
- Også kendt som
-
de nordiske lande
Antikkens latinske navn, Scandinavia, betegnede en ubestemt ø højt mod nord, måske halvøen Skåne. Endnu fjernere lå Thule, som bl.a. Saxo siden identificerede som Island. Norden betød oprindelig blot 'område nordpå' og kunne indbefatte fx en stor del af De Britiske Øer og dele af Rusland; som egennavn med det nuværende politisk-kulturelle indhold er ordet først anvendt i løbet af 1700-tallet.
Fra Finlands grænse til Rusland på 32° ø.l. til Kap Alexander i Nordgrønland på 73° v.l. strækker området sig over otte tidszoner. Grønlands Kap Morris Jesup ligger på omtrent 83° n.br., Gedser på 541/2° n.br., hvilket giver en variation i dagens længde ved sankthans fra 24 timer til 17 timer og ved juletid fra 0 timer til 7 timer.
Klimaet varierer fra det højarktiske, hvor middeltemperaturen for Kap Morris Jesup for juni er +1°, via det tempererede kystklima på Mykines på Færøerne med en forskel på middeltemperaturen i varmeste og koldeste måned på kun 6° til det tempererede fastlandsklima i finsk Lapland, hvor forskellen er 30°. Som følge heraf er der også en betydelig variation i den naturlige plantevækst fra den højarktiske ørken i Peary Land over den tempererede løvskov på Bornholm til Nordfinlands fyrreskove.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.