Nicolae Iorga, 1871-1940, var rumænsk historiker og politiker. Fra 1888 studerede han på Universitetet i Iasi, og senere på universiteter i Paris, Berlin. I 1894 blev han professor i historie ved universitetet i Bukarest.
Han blev snart kendt som en fremragende historiker, der specialiserede sig i middelalderen, Byzans, græsk og latinsk litteratur og sprog. Han udviklede sig til polyhistoriker dvs. en alvidende klassicist, der spredte sig over mange discipliner. Han var en meget produktiv historiker og forfatter; det siges han udgav ca. 1000 værker.
Iorga interesserede sig i særlig grad Transsylvaniens historie. Han beherskede ungarsk og kunne derfor beskrive den ungarske undertrykkelse af det rumænske flertal i Transsylvanien efter 1866, hvor provinsen blev en del af Ungarn.
Denne interesse forstærkede Iorga s politiske og nationale holdning, som blev grundlagt, da han studerede på universitetet i Iasi, der er den rumænske antisemitismes arnested. Han var i 1910 medgrundlægger af det nationaldemokratiske parti, som var klart antisemitisk.
Han blev medlem af Parlamentet i 1905, hvor han udnævntes til præsident for Senatet og senere for Deputerkammeret. Den politiske karriere fortsatte og kulminerede i 30 erne med flere ministerposter, herunder også premierministerposten. Iorga underskrev i 1932 som minister det dekret, der forbød Jerngarden.
Iorga støttede gennem 30 erne den autoritære kong Carol 2. Det gjorde Iorga selv, da kongen i 1938 afskaffede demokratiet og lavede sit kongelige diktatur. Iorga blev optaget i kongens Nationale frelser Front.
Jerngarden hævnede sig på Iorga ved at myrde ham i november 1940.
Iorgas enorme forfatterskab omfatter bl.a. Geschichte des rumänischen Volkes (1905), Geschichte des osmanischen Reiches (5 bd., 1908-13) og Histoire des Roumains et de la romanité orientale (10 bd., 1936-39). Som politiker og polemiker skrev han tusindvis af artikler og kronikker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.