Nicolae Iorga

Nicolae Iorga, 1871-1940, var rumænsk historiker og politiker. Fra 1888 studerede han på Universitetet i Iasi, og senere på universiteter i Paris, Berlin. I 1894 blev han professor i historie ved universitetet i Bukarest.

Han blev snart kendt som en fremragende historiker, der specialiserede sig i middelalderen, Byzans, græsk og latinsk litteratur og sprog. Han udviklede sig til polyhistoriker dvs. en alvidende klassicist, der spredte sig over mange discipliner. Han var en meget produktiv historiker og forfatter; det siges han udgav ca. 1000 værker.

Iorga interesserede sig i særlig grad Transsylvaniens historie. Han beherskede ungarsk og kunne derfor beskrive den ungarske undertrykkelse af det rumænske flertal i Transsylvanien efter 1866, hvor provinsen blev en del af Ungarn.

Denne interesse forstærkede Iorga s politiske og nationale holdning, som blev grundlagt, da han studerede på universitetet i Iasi, der er den rumænske antisemitismes arnested. Han var i 1910 medgrundlægger af det nationaldemokratiske parti, som var klart antisemitisk.

Han blev medlem af Parlamentet i 1905, hvor han udnævntes til præsident for Senatet og senere for Deputerkammeret. Den politiske karriere fortsatte og kulminerede i 30 erne med flere ministerposter, herunder også premierministerposten. Iorga underskrev i 1932 som minister det dekret, der forbød Jerngarden.

Iorga støttede gennem 30 erne den autoritære kong Carol 2. Det gjorde Iorga selv, da kongen i 1938 afskaffede demokratiet og lavede sit kongelige diktatur. Iorga blev optaget i kongens Nationale frelser Front.

Jerngarden hævnede sig på Iorga ved at myrde ham i november 1940.

Iorgas enorme forfatterskab omfatter bl.a. Geschichte des rumänischen Volkes (1905), Geschichte des osmanischen Reiches (5 bd., 1908-13) og Histoire des Roumains et de la romanité orientale (10 bd., 1936-39). Som politiker og polemiker skrev han tusindvis af artikler og kronikker.