Little Rock er hovedstad og den største by i Arkansas, USA, adskilt fra nabobyen North Little Rock af Arkansas River. Den har 202.000 indbyggere (2021), hvoraf 40,9% er sorte. Byen ligger i statens geografiske midte og er et økonomisk, administrativt og kulturelt center med en alsidig industri og højere læreanstalter, bl.a. University of Arkansas.
I 1957 sendte præsident Eisenhower forbundstropper til Little Rock for at håndhæve Højesterets kendelse fra 1954 om, at raceadskillelse i skoler var i strid med lighedsprincippet. Under påberåbelse af delstaternes rettigheder havde Arkansas' guvernør, Orval Eugene Faubus, ladet Nationalgarden omringe Central High School, angiveligt for at forhindre sammenstød, men reelt for at hindre ni unge sorte adgang til skolen. I 1958, efter at forbundstropperne havde forladt byen, lukkede de lokale myndigheder de offentlige skoler, og først efter flere retssager blev de i 1959 genåbnet, og raceintegrationen påbegyndt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.