Hafnarfjörður, forstad til Reykjavík, beliggende ved fjorden af samme navn sydvest for hovedstaden; 26.099 indb. (2011). De omgivende, golde lavamarker præger sammen med havet byens miljø; den nordlige bydel er bygget på rå lava. Hafnarfjörður er foruden for sin særprægede natur kendt for et alsidigt kulturliv. I Straumsvík uden for byen ligger et stort aluminiumssmelteværk, som sammen med fiskeri og fiskeindustri bidrager til beskæftigelsen.
Hafnarfjörður omtales som havn i slutningen af 1300-t. og i begyndelsen af 1400-t. Den var først under kontrol af engelske købmænd, men blev i slutningen af 1400-t. overtaget af deres tyske konkurrenter. Under den danske monopolhandel 1602-1787 var det et af Islands vigtigste markedssteder, og Islands mest foretagsomme købmand i begyndelsen af 1800-t., Bjarni Sívertsen (1763-1833), boede her.
Hafnarfjörður blev en af Islands førende havnebyer under den hurtige modernisering af fiskeriet i slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.