Gent

Gent opstod som handelsplads ved vejen mellem Brugge og Köln. Fra slutningen af 900-t. begyndte man at indføre uld, og produktionen af klæde blev påbegyndt, hvilket skulle gøre Gent til det største industricentrum i Flandern i middelalderen. I 1127 fik Gent som andre flanderske byer sit interne selvstyre anerkendt af greven, hvorefter magten faldt i hænderne på en gruppe fremtrædende købmænd, de niogtredive. I slutningen af 1200-t. udbrød en konflikt mellem bystyret og de menige vævere; greven af Flandern støttede menigmand, mens den øverste lensherre, den franske konge, støttede bystyret. Efter det franske nederlag i De Gyldne Sporers Slag i 1302 blev bystyret mere demokratisk. I hele 1300-t. var der strid mellem greven, den franske konge og bystyret samt mellem klædearbejderne indbyrdes. I 1340'erne ledede den gentske borger Jakob van Artevelde et oprør mod greven, og i 1382 blev et nyt oprør under Filip van Artevelde (ca. 1340-82) slået ned. Også flere gange i løbet af 1400-t. satte Gent sig op mod grevemagten, der var i hænderne på de burgundiske hertuger. I slutningen af 1400-t. var der langtrukne stridigheder mellem Gent og Maximilian af Habsburg, og sønnesønnen Karl 5. straffede i 1540 efter et nyt oprør sin fødeby hårdt. På det tidspunkt var klædeindustrien for længst i tilbagegang; oprøret mod Spanien i anden halvdel af 1500-t. gik stærkt ud over byen, og ved Pacifikationen i Gent i 1576 blev de nordlige og sydlige nederlandske provinser enige om samlet at bekæmpe Spanien.

I 1577 overgik magten i byen til den fanatiske calvinist Jan van Hembyze (1513-84), men efter spaniernes erobring i 1584 blev byen rekatoliceret, hvorefter mange udvandrede. Fra midten af 1700-t. skabte linnedproduktion og en begyndende bomuldsindustri et økonomisk opsving, som blev yderligere forstærket under Napoleon. Den belgiske arbejderbevægelse havde tidligt et centrum i Gent, hvor kooperativet Vooruit (Fremad) skabtes i 1881. Også den tidlige flamske bevægelse havde et hjemsted her. Gents Universitet var i mange år et stridsspørgsmål i belgisk politik, idet flamlænderne ønskede flamsk indført som undervisningssprog, hvilket de opnåede i 1930.