Frankenstein er titelperson i Mary Shelleys roman Frankenstein, eller den moderne Prometheus (1818, dansk 1966, 1992, 2014, 2018, 2021 og 2022), hvormed den gotiske roman kulminerer og den moderne science fiction begynder. Frankenstein repræsenterer den uhæmmede naturvidenskab, der vil beherske alle livets processer.
Frankenstein
Frankensteins plot
Af forskellige ligdele skaber videnskabsmanden Victor Frankenstein et monster, som han derefter uden nærmere forklaring indgiver liv. Hans navnløse monster antages ofte fejlagtigt for at være romanens titelperson.
Da monsteret ingen plads kan få i det menneskelige samfund, og da Frankenstein nægter at skabe en kvindelig partner til det, vender det sig i frustreret kærlighed mod Frankenstein og myrder hans familie.
Frankenstein som teater, film og tv
Romanen blev dramatiseret allerede i 1823 og flere gange siden. Af størst betydning er Peggy Weklings skuespil Frankenstein (1927) og Richard O'Briens musical The Rocky Horror Show (1973).
De vigtigste filmatiseringer af fortællingen er James Whales Frankenstein (1931) og Bride of Frankenstein (1935, Frankensteins Brud), hvor monsteret spilles af den britiske skuespiller Boris Karloff. Hans stive bevægelser, kantede skikkelse og makeup med metalkramper i panden er i dag figurens klassiske udseende.
I seks Frankensteinfilm, produceret af det engelske selskab Hammer Films i årene 1957-1973, er Frankenstein hovedperson, spillet af Peter Cushing (1913-1994) med et nyt monster i hver film.
Mel Brooks' komedie Young Frankenstein (1974, Frankenstein Junior) og Jim Sharmans (f. 1945) musicalfilm The Rocky Horror Picture Show (1975) fokuserer på historiens seksuelle symbolik, mens Kenneth Branaghs Mary Shelley's Frankenstein (1994) vender tilbage til en klassisk romantisk fortolkning.
I 2024 er endnu en filmatisering under opsejling med Guillermo del Toro som instruktør.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.