Edward M. House, Edward Mandell House, 1858-1938, amerikansk præsidentrådgiver og diplomat. House kom fra en velhavende Texasfamilie og kunne med en formue i ryggen hellige sig sin store interesse for politik. 1892-1904 var han rådgiver for guvernører i Texas; han fik her titel af oberst og var siden kendt som Colonel House. Et dårligt helbred forhindrede House i selv at gå aktivt ind i politik, og i stedet blev han politisk rådgiver i Det Demokratiske Parti. I 1911 mødte han Woodrow Wilson og involveredes året efter i hans præsidentkampagne. Der udviklede sig et nært venskab mellem de to; House var under 1. Verdenskrig Wilsons nærmeste fortrolige, virkede som en slags uformel national sikkerhedsrådgiver og var to gange på uofficielle fredsmissioner i Europa. Sin første officielle post fik han som delegeret ved fredskonferencen i Paris i 1919. Her kom det imidlertid til et brud med Wilson, der mente, at House var for kompromissøgende og eftergivende over for de allieredes politiske ønsker.
Edward M. House
Faktaboks
Edward M. House
- Født
- 1858
- Død
- 1938
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.