Dakiens erobring

Til sidst tabte romerne tålmodigheden og besluttede derfor en gang for alle at nedkæmpe den dakiske rival. Men var det alene ”sikkerhedspolitik” der udløste krigen?

Romerne troede, at Dakien var et rigt område, ikke blot som kornkammer, men især som en guldgrube i bogstaveligste forstand. De dakiske miner rummede angiveligt store reserver ikke blot af guld, men også andre ædle metaller. Derfor kan det ikke afvises, at Roms beslutning om at gå i krig også skyldtes griskhed.

I betragtning af at Rom i Trajans første år havde brug for penge er det sandsynligt, at grådighed var en del af motivet bag de dakiske krige. Et helt 3. motiv kunne være ønsket om at få hævn for den ydmygende tribut Rom skulle betale Decebal samt gengæld for de tidligere sammenstød i slutningen af det 1. århundrede, hvor romerne ikke klarede sig godt.

Noget længere vestpå tæt ved floden Moravas udløb i Donau på flodens højre bred (ved den serbiske by Kostolac) og Lederata på den dakiske side etablerede Trajans ingeniørtropper en pontonbro, hvorved de romerske legioner kunne trænge ind i fjendens land ad to forskellige ruter. Samtidigt havde romerne på Moesia siden (på Donaus højre bred) mellem de to broer hugget en ny vej i de stejle klipper langs Donau, som på en længere strækning var belagt med træplanker, der rakte flere meter ud over floden. Konstruktionen hvilede på tykke bjælker hugget ind i selve klippen. Romerne demonstrerede her, hvor professionelle og avancerede ingeniører de var. Vejen på Donaus sydside hed Via Traiana og den løb langs floden helt til Dobrudja. Nu er stenfundamenterne til Appollodorus bro ude i floden og hullerne til plankerne i klippesiderne på Via Trajana forsvundet, fordi dæmningen ved Jernporten, der blev færdig bygget i slutningen af 1970'erne har hævet vandstanden med flere meter. Endeligt brugte man også floden som transportvej, da der blev sejlet forsyninger frem til den romerske hær både fra nord (fra Pannonien) og fra øst (fra Moesia Inferior). Floderne, især Donau og de anlagte veje og broer skal ses som et sammenhængende og planlagt logistiksystem, som må anses for en af de væsentligste faktorer, der til sidst sikrede romerne sejren.

På de nye broer kunne kejser Trajan i år 105 og 106 sendte sine elitetropper over Donau, hvorpå det lykkedes at nedkæmpe og undertvinge den del af Dakien, der ses på kortet som Dacia Superior og som derefter kaldtes Dacia Trajana. Det romerske angreb kom som nævnt fra flere sider, udover via Appolodorus bro og pontonbroen længere mod vest også fra sydøst op gennem Oltdalen og en kilde nævner endelig også et angreb fra Moldavien i øst gennem Oituz dalen.

Det var en af de mægtigste hære romerne nogensinde samlede. Hele ni legioner og 90 hjælperegimenter deltog i den 2. dakiske krig, hvilket vil sige 200.000 tropper, op mod halvdelen af den romerske hær.

De romerske legioner nedkæmpede dakerne i løbet af sommeren 106 i en blodig krig, som man i dag ville karakterisere som en udryddelseskrig. At trænge ind i Dakien viste sig at være overordentligt udfordrende, da det bjergrige og kuperede landskab var velegnet til forsvarskrig. Dakernes hovedstad Sarmizegetusa lå velbeskyttet, bl.a. af en række bjergforter, som det tog romerne lang tid og store tab at indtage. At det lykkedes, skyldes ikke blot romernes professionalisme, men også at de var i overtal.

Efter flere kilder (Eutropius og Crito) var der tale om en regulær massakre på de dakiske soldater og mænd. Crito deltog som læge i krigen og har nedskrevet sine indtryk i værket Getica, der er gået tabt, men det formodes at brudstykker er viderebragt i andres værker. (Scholia in Lucianum, Leipzig 1906) Crito fortæller således, at der da krigen sluttede kun var 40 overlevende dakere. Resten var døde eller fordrevet. Det menes, at Crito alene skriver om de dakiske mænds skæbne. Kvinder og børn kan have overlevet eller er blevet fordrevet.

At blot 40 mandlige dakere overlevede, er sandsynligvis en propagandistisk overdrivelse, men der er nu blandt eksperterne overvejende enighed om at den dakiske elite forsvandt enten fordi den blev dræbt, fordrevet eller begik selvmord.

Men den vigtigste kilde til viden om de to krige kan stadig ses i Roms centrum, nemlig Trajansøjlen, hvor krigens forløb systematisk er fremstillet. Søjlen er 30 meter høj og ydersiden består af en 200 meter lang ”båndet” frise, der i 23 spiraler indeholder i alt 2500 enkelt figurer fordelt på 400 sektioner eller scener.

Efter godt 1900 års forløb er det vanskeligt at ”læse” hele fortællingen eller se ”filmen” om de to dakiske krige ved at betragte monumentet. Formålet med søjlen var, at Roms indbyggere skulle informeres om Trajans storslåede sejre i Dakien. Derfor blev den placeret i en gård på Trajans Forum omgivet af en bygning, der rummede Trajans bibliotek. Da bygningen var i flere etager, var det muligt at se alle frisens billeder på nært hold. Hertil kommer, at det nu menes, at figurerne på frisen var bemalede.

Det må have været et imponerende syn for Roms indbyggere at se søjlen, da den stod færdig i år 113. Det bedste indtryk af den imponerende søjle fås på Museo della Civilita Romana i Rom. Her kan man på nært hold og i øjenhøjde betragte alle frisernes detaljer på kopier i naturlig størrelse.

Hvis man har et indgående kendskab til det romerske militærvæsen, deres våben, skjolde, uniformer, etc. kan man rekonstruere hele felttoget fra overgangen på de to Donau-broer til krigen slutter med Decebals selvmord. Den italienske forsker Lino Rossi har omhyggeligt beskrevet, hvordan de enkelte figurer skal forstås: et træ kan betyde en skov, en enkelt soldat betyder en militær enhed, figurer med ansigtet fremad viser han er på vej mod øst eller nord, ser han bagud er han på vej mod syd el. vest (d.v.s. op ad floden Donau). Med denne indsigt er Lino Rossi i stand til at vise os hele historien om Dakiens erobring i kronologisk orden på denne antikke ”marmorfilmrulle”. Det sker i bogen Trajans Column and the Dacian Wars.

Søjlen stod som nævnt færdig allerede i år 113, ganske få år efter krigen sluttede og er alene af den grund en mere pålidelig kilde til viden om krigen end Dio Cassius. Formentligt har håndværkerne fået vist skitser af scener fra felttoget af soldater, der deltog i slagene. Måske har Trajan selv fortalt håndværkerne og arkitekten om, hvordan krigen forløb. Det er ganske interessant, at det var arkitekt Appollodorus, der forestod opførelsen af søjlen, altså den samme arkitekt, der byggede stenbroen ved Turnu Severin. Arkitekten har selv været vidne til mange af de begivenheder, der fremstilles på søjlen. Vi ved også, at kejseren selv skrev en beretning om felttoget De Bello Dacico, men da der kun er bevaret en enkelt sætning herfra, giver den ikke i sig selv noget indblik i krigen. Man må formode, at andre oldtidshistorikere har læst De Bello Dacico og medtaget oplysninger herfra i egne værker.

Med Trajansøjlen og opførelsen af Trajans Forum fik dakerkrigen, som betegnes som en af Romerrigets største militære bedrifter, et storslået minde. Søjlen og Torvet har været et imponerende skue at se for Roms indbyggere og det har tydeligt demonstreret, hvor mægtig og uovervindelig Rom på dette tidspunkt var. Med til historien hører, at Trajans forum var udsmykket med flere statuer af dakere, som kendes på deres karakteristiske hovedbeklædning. Romerne har på den måde villet vise den overvundne fjende respekt.