Rundetårn, København

I 1622 får Christian 4. skøde på grunden, hvor Rundetårn og Trinitatis Kirke nu ligger, men byggeriet tager først sin begyndelse 1635 med grundstensnedlæggelse i 1637. Efter fem år og tre forskellige bygmestre, Jørgen Scheffel fra Bern, Hans van Steenwinckel den yngre og Leenart Blasius, står tårnet færdigt i 1642. Kirken blev først færdiggjort i 1656 og biblioteket i 1657. Kirken skulle være studenter- og universitetskirke, tårnet tjente til opgang til universitetsbiblioteket, som indrettedes på loftet over kirken, og på dets øverste platform skulle universitetets astronomiske observatorium ligge. Det var Chr. IV's mening, at udformningen af tårnets top skulle ligne indretningen af Tycho Brahes Stjerneborg, hvis sidelængde også er det samme som diameteren af tårnet og det var kongens intention at opføre fem astronomiske huse på platformen ligesom på Stjerneborg. Tårnet har måske stået i blank mur oprindeligt, men meget tyder på, at det tidligt er blevet kalket, senere ligefrem pudset og kalket. På Rach og Eegbergs skildring af Runne Kircke fra 1749, er tårnet dækket af en grå puds, både på murfladerne og lisenerne, mens den høje kirkegårdsmur, der støder ind til hovedportalens sider, står mørkegrå. Skønt tårnet på grund af sin konstruktion var brandsikkert, blev det også beskadiget af branden i 1728, hvor Trinitatis brændende tagværk fik antændt træopbygningerne på toppen af tårnet. Caspar Finckes gitter klarede branden, men en lille stentrappe, som fra spindelen gik op til observatorieplatformen og en del af konsollerne måtte fornyes. I forbindelse med disse arbejder blev tårnets ydermure repareret og pudsede og kalket grå, i hvert fald på murfladerne, mens lisenerne måske har stået fremme i blank mur. Som nævnt, indgik tårnets portal i kirkegårdens hegnsmur. Denne mur blev fjernet i 1817. Igen under bombardementet i 1807 var tårnet stærkt udsat, men klarede sig næsten uden skader. Herefter blev tårnet anvendt som runehal, hvor oldsagsmuseet havde deres runestenssamling stående i sneglegangen indtil 1867. I 1833 blev vinduesåbningerne i sneglegangen, som fra opførelsen kun havde været dækket af indvendige trælemme, forsynet med gitre på grund af gentagne selvmordsforsøg. I 1890 blev det høje sikkerhedsgitter af samme årsag anbragt et stykke inden for Caspar Finckes gitterværk. Fra begyndelsen var det astronomiske observatorium en vigtig del af tårnets funktion, men i 1861 flyttede observatoriet fra Rundetårn til Østervold. Det nuværende Folkeobservatorium stammer fra 1929, og er tegnet af arkitekt Henning Hansen. Samtidig indrettedes tårnets øverst stokværk til en embedsbolig for tårnets inspektør. Tårnet blev i 1952 gennemgribende istandsat af arkitekt Thomas Havning, hvor den cementpuds, der i 1870 var påført murene, blev fjernet, således at murværkets oprindelige rødgule afstribning blev genfremdraget, ligesom murværket blev fornyet på de steder, hvor de gamle sten var ødelagt. Under Nationalmuseets istandsættelse af Caspar Finckes gitter i 1983 blev hele platformen med de store konsoller gennemgribende istandsat. Nogle af konsollerne måtte udskiftes. De udtagne konsoller blev efterfølgende kunstnerisk bearbejdet og omdannet til bænke på Johannes Exners foranledning og står i dag på den stille kirkeplads på sydsiden af Trinitatis. Samtidig blev lejligheden oppe under platformen istandsat af arkitekterne Inger og Johannes Exner. Det seneste, væsentlige tiltag er opsætningen af udhængsskabene på tårnets sokkel, tegnet af arkitekt Simon Christiansen, opsat i 1992.

Rundetårn tangerer Købmagergade, således at indgangsportalens dørtrin af Gjellebækmarmor fører ligger direkte ud til gaden. Tårnet er sammenbygget med Trinitatis kirke, som har egen tagrytter med klokke, for Rundetårn ikke er opført som klokketårn. Tårnet er en knap 36 m høj (til overkant af Caspar Finckes gitter) og 15,25 m bred cylinderformet bygning med 2 m tykke mure. En 4 m bred rampe, som er dækket af en fortløbende tøndehvælving, snor sig trinløst i godt otte vindinger til vejrs i tårnets akse omkring en hul spindel. Spindelen er 3,7 m i diameter, mens den hule kerne er 1,34 m. Der er fire steder åbninger fra Rundetårn til Trinitatis kirke, nemlig en åbning ind mod det lavere liggende kirkerum, en åbning ind til orgelpulpituret, en adgang til det store loftrum over kirken, det såkaldte Biblioteksloft, samt til hanebåndsloftet, det såkaldte Ringerloft. Bygningen er opført på et fundament af kampesten og mursten, de såkaldte mopper, fra Emden i Holland. Over en sokkel af granitkvadre og en høj, gråpudset flade, afsluttet af et profilled af sandsten, rejser tårnets mure sig i blank mur af skiftevis røde og gule sten i krydsforbandt med brændte fuger. Den cirkulære murflade opdeles af trekvartstensfremspringende lisener, som foroven er forbundet af tre konsolbårne rundbuer. I lisenerne ses syv sæt lige murankre, som spænder over 24 skifter. Murankrene ligger skjult i den indre sneglegangs gulv og forbinder den indre spindel med ydermurene. Midt i murfladerne mellem lisenerne er lysåbningerne placeret i en stigende takt, der følger den indre sneglegang. Lysåbningerne er spidsbuede foroven med tredobbelte false, mens bunden er smiget nedadtil. Selve lysåbningen er udformet som en dobbelt rundbuet åbning med en lille cirkulær blænding over. I de dobbelte rundbuers fals er indmuret jerngitter og ind mod sneglegangen er isat glas. Foroven afsluttes murværket af kraftige sandstenskonsoller, som bærer platformen øverst. Platformens smedejernsgitter, der er udført af Caspar Fincke i 1643, er placeret ude ved kanten og det består af 54 felter med varierede mønstre samt Chr. IV's navneciffer og hans valgsprog RFP (Regna Firmat Pietas, Fromhed styrker rigerne). Inden for dette gitter er der i 1890 opsat et to meter højt gitter af sikkerhedsårsager. Midt på platformen er en lille cirkulær, træbeklædt observatoriebygning. Øverst på tårnets midterste murfelt ud mod Købmagergade er en plastisk udført, forgyldt og bemalet inskription. Inskriptionen er udført som en rebus efter skitse af Chr. IV, (tegningen opbevares på Rigsarkivet), og består af tekst på latin, hebraisk og symbolfigurer, såsom sværd, kongekrone og hjerte samt årstallet 1642, hvor tårnet stod færdigt. Rebussen lyder udskrevet: Doctrinam et justitiam dirige Jehova in corde Christiani Qvarti; som på dansk kan formuleres: Led, Herre, visdom og retfærdighed i den kronede Christian IV's hjerte. Rundetårns hovedportal sidder skævt i forhold til den øvrige bygning. Det skyldes, at portalen indgik i den kirkegårdsmur, som afskærmede kirkegården ved Trinitatis mod Købmagergade. Hovedportalen indeholder egentlig hele tre portaler: inderst en halvcirkulær sandstensportal, kantet af kraftige kvadrer, vistnok fra Chr. IV's tid. Uden om denne er en sandstensindfatning i livlig bruskbarok med vingede englehoveder, kronet af en kartouche med Frederik III og Sophie Amalies navnecifre. Et bånd oven over forkynder: Soli.Triuni.Deo.S (den ene treenige Gud tilegnet). Endelig er der yderst en stor, glatpudset portal med en kølbuesvungen overkant, markeret af tre pinakler. Portalen samler alle disse dekorative og symbolske elementer, men der yderligere blevet plads til to kronede navnecifre for Christian V og Charlotte Amalie, samt to tavler med latinsk tekst. Den tofløjede, grønmalede port er ganske ny. I det indre består tårnet af en muret, hul midtersøjle, hvorom den 209 meter lange sneglegang snor sig knap otte gange, inden den afløses af et vandret stokværk, som omfatter trefjerdedel af cylinderen og hvor der tidligere var en bolig for tårnets opsyn, men i dag er kontorlokaler. Øverst er en trætrappe, der fører det sidste stykke vej til lokalerne heroppe. Overfladerne i sneglegangen består af de kraftigt hvidkalkede mure og det tøndehvælvede loft, hvor der ud for hvert vindue er en stikkappe. Gulvet er lagt med gule flensborgsten på kant. Midtersøjlen har med jævne mellemrum hele vejen op nicher med halvcirkulær bueafslutning. Nicherne har, ligesom vinduerne, oprindeligt været åbne, men i dag er nicherne tilmuret inderst mod den hule midtersøjle. Lige inden for indgangen ligger en ganske stor, kvadratisk sten af Gjellebæk-marmor og et par meter fra indgangen er der i 2012 som en selvstændig installation indsat et nyt glasbilletsalg, tegnet af Søren Munck Mikkelsen. Ligeledes nederst, nær indgangen, er en 1700-tals dør i midtersøjlen, som fører ind til et rum, der kaldes kælderen og som bliver lavere og lavere hen mod kirkegavlen. Under gulvet i denne kælder er et dybliggende rum, dækket af en tøndehvælving, forbundet med en lodret skakt i tårnets sydmur. Der må være tale om en affaldsgrube fra en hemmelighed (et gammelt ord for latrin). Skakten fører op til to aftrædelsesrum med adgang fra sneglegangen; et i højde med bibliotekssalen og et i øverste etage. Øverst i tårnet er indrettet en lejlighed, som fra slutningen af 1700-tallet var beboet af en opsynsmand og hans familie. Lejligheden blev istandsat i 1983 af Inger og Johannes Exner, som forbandt de to øverste etager med en femkantet vindeltrappe. Tårnets direktør boede her indtil 2007, hvor lejligheden blev indrettet til kontorer. Platformens centrum er i dag dækket af observatoriebygningen, som er omgivet af det vandrette plankedæk, hvor gæster, der skal nyde udsynet over byen, kan stå. Den cylinderformede observatoriebygning er en trækonstruktion, hvis vægge er træbeklædte, en-på-to, med brædder, der er malet mørkgrønne. Det kuplede tag er udformet med buede ribber, hvorpå der er lagt brædder og udvendigt beklædt med kobber. I kuplen er naturligvis to låger, der kan skydes til side, når der skal foretages observationer af nattehimlen. De øvrige overflader i det indre er ganske nye, blandt andet med gummigulv, og kuplen er indvendigt malet i en kraftig rød-orange kulør.

Rundetårn er med sin enestående form og højde et pejlepunkt på Købmagergade. Tårnet ligger, hvor gaden ændrer retning, og kommer på den måde til at være et omdrejningspunkt. Samtidig knytter tårnet an til Regensen og universitets område – hvor det jo også har indgået som forskningsinstitution. Endelig er den fysiske samhørighed med og betydning for Trinitatis kirke uomgængelig, ligesom tårnets udsigtsplatform giver mulighed for et panorerende udsyn til hele det gamle København. Rundetårns miljømæssige værdi er således overordentlig høj.

Den kulturhistoriske værdi ligger både i tårnets ejendommelige konstruktion og sammensatte formsprog, ligesom i dens funktion. Endelig er Rundetårns eksistens vævet sammen med den mere dramatiske del af Københavns historie og med en række kendte personligheder igennem tiden. Rundetårns indvendige konstruktion med sneglegangen, der næsten fører helt til tops, er formentlig valgt for at give mulighed for at ride eller køre herop. Sneglegangen har også gjort det lettere at bringe bøger op til biblioteksloftet over kirken og de tunge astronomiske instrumenter op til platformen. Der er ingen tvivl om, at Chr. IV har været betydeligt involveret i udseendet og indretningen af dette tårn, som er et af de ejendommeligste af hans bygningsværker. Det bevarede smedejernsgitter fra Caspar Finckes hånd har også stor kulturhistorisk værdi, da Caspar Finckes smedeteknik og kunnen var enestående i sin tid, og det er fortsat et studieobjekt for smede i dag. Caspar Fincke (1584-1655) indvandrede fra Bøhmen til Helsingør i 1610, hvor han to år efter indtrådte i byens smedelav og fik eget værksted på hjørnet af Skt. Annagade og Kongensgade. CF udførte mange opgaver for Chr. IV, både på Frederiksborg slot og Kronborg. Hans hovedværk, gitterportene for Christian IV's kapel i Roskilde domkirke i 1618-20, forsynede han med det bekendte og selvbevidste signaturvers: "CF. bin ich genant, diser Arbeit bin ich bekant". Han beherskede sit materiale med stor virtuositet og varierede med frodig opfindsomhed jernstængernes linjespil i hvert enkelt felt; kobberornamenter, forgyldning og farver øgede den festlige virkning. Hans karakteristiske mærke er en krydslagt hammer og nøgle. Der er blevet kigget stjerner fra toppen af Rundetårn helt tilbage til 1642, og dermed er Rundetårn Europas ældste fungerende observatorium. Den berømte videnskabsmand, Ole Rømer, har haft sit arbejde i observatoriet. Af anekdotisk interesse er det, at Peter den store red op gennem tårnet, mens hans hustru gennemførte turen i en vogn, trukket af seks heste under deres besøg hos Frederik IV i 1716. I 1857 skriver H.C. Andersen i fortællingen, At være eller ikke være: Midt i den travle By, i den befærdede snevre Gade, høit op til Kirken, løfter sig det gamle Taarn med sine aabne Vinduesbuer, dem Vinden suser ind af, og gjennem hvilke, ved Vintertid, Sneen fyger i Bunker paa det skraae Muursteensgulv. Orgeltonerne og Psalmesangen, som dernede klinger ud over Wessels og Ewalds Grave, naae med samme Magt herop.

Rundetårns arkitektoniske værdi ligger i tårnets massive cylinder, de regelmæssigt placerede dobbeltvinduer med false og spidsbuede blændinger og murværkets vekslende skifter af gule og røde teglsten. Tårnet virker med enkle midler selv på afstand gennem sin kolossalarkitektur, der har sine stærke reliefvirkninger med opdelingen af murfladerne ved vældige lisener, rundbuefriser og dybe vindueshuller. Øverst oppe, med front mod vest, har Chr. IV anbragt sin rebusindskrift, som med en størrelse på næsten 9m i højden, synes at råbe sit budskab ned til universitetet. Tårnet kranses foroven af det filigranagtige smedejernsgitter, der kan ses fra gaden, som en luftig modvægt til tårnets tyngde. Som astronomisk observatorium er Rundetårn sikkert et unikum, men sneglegangsindretningen findes tilsvarende i Europa som ride- og køresneglegange. Således har Chr. IV kendt til Kokkenborg ved Varbergs fæstning i Halland, samt slottet Hartenfels ved Torgau, hvor der findes sneglegange. Det er dog påpeget af Lund og Millech, at to hjørnetårne på den franske borg, Amboise på Loire-egnen, er så lig opbygningen af Rundetårn, at kongen eller hans bygmestre må have kendt til Ducerceaus arkitekturteoretiske værker, hvor de er afbildet. Under alle omstændigheder ligger de arkitektoniske værdier i det indre af tårnet i den gennemførte enkelhed i materialer og farver samt de særlige lysindfald, der dannes hele vejen op ad sneglegangen, de enkle overfladers samspil, den særegne akustik og den sobre enkelhed i indretningen.

Læs videre om

• Ny Adelgade 6-6 A, København
• Valkendorfsgade 15, København
• Østergade 16, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen