dyr i nordisk mytologi

Hesten spiller en markant rolle i både myter og kult. Særlig kendt er Odins ottebenede hest Sleipner, som Loke føder, efter at han i skikkelse af en hoppe har forført hingsten Svadilfare. Sleipner er en magisk hest, der kan bevæge sig lynhurtigt i alle elementer; den kan opfattes som et udtryk for Odins evne til i ekstase at bevæge sig i tid og rum. Navnet på verdenstræet Yggdrasil betyder 'Odins hest'; det peger på en myte om, at han ofrer sig til sig selv i træet.

Det er hestene Skinfakse og Rimfakse, der ved at føre Dag og Nat over himmelhvælvingen skaber lys og mørke. Solen og Månen har også heste forspændt deres himmelvogne. Det arkæologiske fund Solvognen fra Trundholm (fra bronzealderen) viser en hesteforspændt Sol. Valkyrierne skildres til hest, og til Valhal og Hel kommer de døde med hest eller skib.

Heste er knyttet tæt til frugtbarheden. Frej har som offerdyr hesten, og hans tjener Skirner får en hest af ham, da han på Frejs vegne skal fri til Gerd. En kult omkring Vølse, en hestefallos, må have forbindelse til Frej. På lignende måde som i den oldindiske hesteofferkult ashvamedha har der nok været en kult med hesteoffer i Norden; Adam af Bremen skildrer et sådant i helligdommen i Gammel Uppsala høje. Sammesteds har Frej spillet en stor rolle, og han og svenskekongen har "forestået" en slags statskult med processioner til hest under de såkaldte diseblót, skildret i Heimskringla. I Ravnkels Saga er hovedpersonen en gode, der har et hov (dvs. et kultsted) for Frej; Ravnkel giver Frej halvpart i en hest, og han forbyder andre at ride på den.

Ofte har helte som en slags magisk attribut en hest af særlig kaliber. Fx er hesten Grane i stand til at bære voldsomme guldmængder, da Sigurd Fafnersbane har dræbt Regin.

At spise hestekød anses ofte for hedensk, og denne opfattelse går tilbage til kristendommens indførelse på Island på Altinget i år 1000. Her bestemtes det ganske vist, at man fortsat gerne måtte spiste hestekød, ligesom man også måtte blóte i al diskretion og sætte børn ud; men disse hedenske skikke blev afskaffet få år efter.

Køer forbindes med frugtbarhed. I skabelsesmytologien optræder koen Audhumbla som den, der giver næring til urjætten Ymer, og som af salte sten slikker Bure, ophav til aserne, frem.

I sagaen om Regnar Lodbrog berettes, at Regnar er i krig med kong Eystein fra Uppsala. Svenskekongen har en ko, Sibilja, som husgud. Den deltager også på kamppladsen, hvor den med sit udseende og sin brølen får fjenderne til at skælve og blive så forblindede, at de begynder at slås indbyrdes. Til sidst må troldkoen dog lade livet ved en begivenhed, der kunne ligne en offerhandling. Sagaens synsvinkel er kristen, og koen opfattes som djævelsk, men bagved ligger eventuelt en rite, som har forbundet Sibilja med urtidens ko.

Tyre omtales kun sporadisk i mytologien. I eddadigtet om Thor og jætten Hymer berettes det, at Thor ved et gæstebud spiser hele to af de tre tyre, der bliver slagtet. Jætten kigger gram i hu på den "storgrådige" gud.

Men i sagn optræder tyren ofte, fx i det udbredte kirkesagn om orm og tyr, hvor tyren opfødes kollektivt for at kunne besejre en slange, der har lagt sig om den lokale kirke. Tyren dør også under kampen, men folk kan igen komme i kirken og befæste kosmos. Motivet er udfoldet i Martin A. Hansens værk om religionsskiftet i Norden, Orm og Tyr, 1952.

Thors vogn blev trukket af de to gedebukke Tandgnost og Tandgrisner.

Andre steder i overleveringen er geden forbundet med frugtbarhed og lystenhed. På Valhals gyldne tag stod ifølge eddadigtet Grímnismál geden Heidrun og spiste blade af træet Yggdrasil. Fra hendes yver kom mjød til de faldne krigere; om natten løb hun lystent med bukke – og herfra stammer sammenligningen mellem gudinden Freja og geden. I eddadigtet Hyndluljóð karakteriserer jættekvinden Hyndla Freja på denne måde: "Lysten du tøjte/ løber om natten/ som med bukke/ brunstig ged".

Mytologien kender hjorten Eiktyrner, der er knyttet sammen med Ask Yggdrasil. Hos kelterne fandtes en guddom, Cernunnos, der fremstilledes med et hjortegevir på hovedet.

Svinet symboliserede i det gamle Norden frugtbarhed og fornyelse, og dyret synes at have været forbundet med frugtbarhedsguderne vanerne, især med Freja, der direkte kaldes Sýr 'so'. Frejs ridedyr er Gyldenbørste, en galt (dvs. en kastreret orne), der lyser som guld, og som bevæger sig hurtigere end en hest.

Svinet var et almindeligt offerdyr ved midvintermåltider (julen); flæskesteg midt i vinterens hjerte har skullet sikre frugtbarheden i den følgende periode. I Valhal er galten Særimner de faldne krigeres føde; den gendannes hver dag efter at være blevet spist.

I mytologien optræder en serie dæmoniske personer i ulveskikkelse, ikke mindst Fenrisulven, Lokes frygtelige barn. I myten om afstraffelsen af Loke efter Balders død bliver Balders søn Vale omskabt til en ulv for at rive sin bror Narfe i stykker, så aserne kan bruge hans tarme til at binde ulvefaderen Loke med. Også Odin har ulve, Freke og Gere, der altid lå ved hans fødder; da Odin aldrig spiste (men kun drak vin), kastede han al sin mad til de glubske dyr. Jætteulvene Hate og Skoll slugte i Ragnarok henholdsvis Månen og Solen, som de havde forsøgt at fange siden "tidernes morgen".

Hunden Garm, som Tyr kæmper med i Ragnarok, er nok også en ulv og identisk med Fenrisulven.

Bjørne var i oldtiden udbredt i en større del af Norden end nu. De havde en kultisk funktion. Under bjørnejagt har jægeren drukket blodet for at få bjørnens kraft. I folketraditionen har der været en sammenhæng mellem bjørnens kraft og krigeren som bersærk.

Saxo kæder den danske kongeslægts nedstamning sammen med en bjørn. Den danske sagnkæmpe Bjarke er tæt forbundet med bjørnen.

I de nordiske myter omtales katte kun få gange. Frejas vogn blev trukket af to katte. I fortællingen i Snorres Edda om Thor hos Udgårdsloke optræder en kat under konkurrencerne; Thor skal løfte den op fra gulvet, men katten er den omskabte Midgårdsorm, så det er ikke så underligt, at Thor taber. Han kan kun få den til at løfte den ene pote fra gulvet.

I den nordiske mytologi optræder der et enkelt egern, Ratatosk, som opholdt sig i træet Yggdrasil.

Ravne er sorte kragefugle, der i folketroen er knyttet sammen med døden. Ravne opfattes som ådselfugle. Forvandlede og dæmoniserede mænd kan optræde i ravneskikkelse, som valravne. Odins to ravne, Hugin og Munin, angiver hans funktion som dødens gud, og han kaldes direkte "Ravneguden".

Men Hugin og Munin kan også opfattes som symboler for Odins shamanlignende evne til at "flyve" gennem tid og rum, til at se og vide alt. De sendes ud om morgenen som sorte "spioner" og lander hver dag igen flagermustyst på hans skuldre for at hviske ham al verdens nyheder i ørerne.

Ørne optræder flere gange i myterne. I myten om Tjasse er han en forvandlet ørn, der flyver bort med Loke og kun vil give slip på Loke, hvis denne skaffer Iduns livsæbler. I Frejas falkeskikkelse stjæler Loke senere Idun tilbage, og da Tjasse herunder – igen som ørn – flyver ind over Asgård, brænder hans fjer, og han dræbes af aserne.

I toppen af træet Yggdrasil sidder en altvidende ørn, som er uvenner med dragen Nidhug ved træets rødder. Odin kunne forvandle sig til en ørn; både han og ørnen er "kongelige".

Efter Ragnarok skildres i eddadigtet Vølvens Spådom den ny jord i et natursceneri med en ørn: "fosser falder,/ flyver højt ørnen, /den, som på fjeldet/fisken jager". Scenen synes helt umytologisk, et stykke ren natur, mageløst beskrevet, med de tre elementer luft, jord og vand i samspil og kædet sammen af ørnens flugt og fangst.

Skønt nordboerne ikke har kendt til naturligt forekommende større slanger, er disse krybdyrs tilstedeværelse i myter og sagn og i den øvrige folkelige overlevering ganske hyppig. Der findes slangebilleder allerede på bronzealderens helleristninger. Måske har symbolet slange været brugt i en frugtbarhedskult.

Slangen som symbol er dobbelt: Den er knyttet til guld som underjordisk skattevogter og måske til frugtbarhed. Men den er også en dæmonisk figur, der skal besejres, og som kan antage gigantisk (lindorm) eller direkte kosmologisk størrelse som Midgårsormen eller Nidhug. I forestillingsverdenen er det vanskeligt at skelne mellem slanger og drager.

Slanger optræder i mange myter og sagn. Da Odin ønsker at få fat på skjaldemjøden, forvandler han sig til en slange for at kunne komme gennem et borehul i bjerget ind til jættedatteren Gunlød, der vogter mjøden.

Loke straffes med at blive lænket til en klippe og med en giftslange over sig, der drypper edder ned i hans ansigt.

I sagaen om Regnar Lodbrog myldrer det med "orme"; først hører man, at Regnar dræber en guldvogtende orm; så opkaldes hans søn, Sigurd Orm-i-øje, efter den store dragedræber Sigurd Fafnersbane; og endelig kastes han i en ormegård, hvor han først klarer sig med sin magiske klædning, men da den tages fra ham, farer ormene over ham fra alle sider.

Man skal ikke lade sig forlede af, at der i teksterne ofte står "orm"; der er ikke tale om regnorme. Norrønt ormr og gammeldansk orm betød slange, jævnfør Midgårdsormen og gamle danske bibeloversættelser, hvor syndefaldsmytens snedige slange kaldes en orm.

• nordisk religion og mytologi