zenbuddhisme

Zenbuddhismens betoning af sindsro, frygtløshed og spontanitet har haft en indflydelse på japansk kultur. Zen har desuden vundet udbredelse blandt vestlige intellektuelle i anden halvdel af 1900-tallet, blandt andet gennem D.T. Suzukis virke, og der eksisterer talrige zencentre i Europa og Nordamerika i dag. I Europa kan nogle centre føres tilbage til Taisen Deshimarus virke, og andre søger at bygge bro til kristen meditation.

Zenbuddhismens lærere mener, at muligheden for at opnå oplysningen findes hos alle, men på grund af uvidenhed benyttes dette potentiale ikke. Vejen til erkendelse er ikke studier af hellige skrifter, udførelsen af fortjenstfulde handlinger, riter og ceremonier eller tilbedelse af billeder. I stedet går den gennem et pludseligt gennembrud, hvor dagligdagens logik og opdeling i subjekt og objekt brydes.

Den meditationspraksis, der fører til oplysningen, opnås bedst gennem personlig oplæring hos en zenmester (roshi), hvis metoder kan variere fra skole til skole.

Rinzai-zen lægger vægt på pludselig oplysning gennem anvendelse af paradoksale spørgsmål (koan), hvorimod Soto-zen foretrækker siddende meditation (zazen). En tredje, mere folkelig skole, Obaku-zen fra 1600-tallet, benytter også fremsigelse af nembutsu, påkaldelsen af Amida Buddha, som middel.

Størst politisk indflydelse havde zen i Muromachi-perioden 1392-1568. Men den havde også stor betydning i Tokugawa-tiden 1603-1868, da zenmestre indførte nykonfuciansk statslære, og zen blandedes med konfucianisme i samuraiernes moralkodeks (bushido), hvilket førte til en stor påvirkning blandt Japans krigerklasse og intellektuelle.

I slutningen af 1900-tallet er zenbuddhismens medansvar for japansk ultramilitarisme op til og under 2. Verdenskrig blevet fremført som modvægt til billedet af zen, som hævet over hverdagen i æstetisk ophøjethed. Det skal tilføjes, at zenbuddhismen i Japan for den brede befolkning ikke adskiller sig fra andre buddhistiske skoler, men også står for forfædredyrkelse og begravelser.

Antallet af medlemmer af zenbuddhistiske retninger er langt færre end for eksempel Rene Land-buddhismen og Nichiren-buddhismen, og som i andre retninger er medlemstallet dalende.

Billedkunsten har to funktioner i zenbuddhismen. Dels fungerer den som aktiv meditationspraksis for kunstneren, dels som visuel instruktion for beskueren. En zenbuddhistisk kunst opstod først i Kina under Tang-dynastiet og kom i 1300-tallet til Japan, hvor der dukkede halvprofessionelle kunstnere op.

Kunsten forsvandt senere i Kina, men i Japan fremkom der i 1600-tallet en genoplivning af det klassiske zenmaleri under betegnelsen zenga.

Zenkunsten kommer især til udtryk i monokrome tuschmalerier, der kombinerer billede og tekst. Motivkredsen omfatter grundlæggeren Bodhidharma og andre patriarker, landskaber, referencer til koan eller blot en cirkel, der visualiserer zenbuddhismens tomhedsbegreb.

• buddhisme
• Japans religioner
• Japans billedkunst fra forhistorisk tid til 1868
• Japans billedkunst fra 1868
• japansk filosofi