ytringsfrihed

Idehistorisk udspringer ytringsfriheden af den europæiske oplysningstid og dennes krav om tolerance.

Oplysningsfilosofferne (heriblandt Spinoza, Locke, Diderot, Voltaire og Kant) har spillet en central rolle for ytringsfrihedens udvikling.

I 1800-tallet var Stuart Mill med On Liberty (1859; på dansk Om Friheden, 1875) og i 1900-tallet Karl Popper blandt ytringsfrihedens førende ideologer.

Et berømt citat, som en engelsk bog fra 1906 har lagt i munden på Voltaire, udtrykker noget centralt om ytringsfriheden og demokratiet: ”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den.” Det er altså ikke de stuerene og politisk korrekte meninger, som har behov for beskyttelse gennem ytringsfriheden, men beskyttelsen er ikke ensbetydende med en slap og holdningsløs tolerance over for sådanne ytringer.

Kampen mod censuren var første skridt i retning af at indføre ytringsfrihed. I England afskaffedes censur i 1695 ved beslutning i Parlamentet, men pga. af hårde straffe for afvigende meninger førte dette i mere end 100 år ikke til en reel ytringsfrihed.

Enhver form for frihed må have sine grænser, bl.a. af hensyn til andres liv og frihed. Således er friheden til at opfordre til at bruge vold stærkt begrænset i alle retssamfund. Ytringsfriheden må ligeledes begrænses af hensyn til andre personers privatliv og ære (injurier).

Det afgørende er derfor ikke, at der er grænser for ytringsfriheden, men derimod hvor mange og hvilke typer af begrænsninger, der findes. Hvis det fx generelt er forbudt at kritisere myndighederne, findes der ikke reel ytringsfrihed i det pågældende samfund.

Den udvidede beskyttelse af ytringsfriheden er blevet påvirket af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om ytringsfriheden (artikel 10), således som den er blevet fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Denne udvikling er især sket efter 1992, da menneskerettighedskonventionen blev gjort til en del af dansk ret.

Når domstolene skal afgøre en sag, hvor ytringsfriheden er blevet indskrænket af hensyn til andre samfundsmæssige interesser, vil hensynet til ytringsfriheden skulle inddrages med stor vægt, når domstolene skal fortolke de gældende danske regler. Hvis en udtalelse kan betragtes som led i den politiske, religiøse eller videnskabelige (herunder historiske) debat, vil hensynet til ytringsfriheden ofte udelukke straf, selv for stødende eller usande udtalelser.

Offentligt ansatte har som alle andre borgere i Danmark ytringsfrihed efter grundlovens § 77. Offentligt ansatte kan derfor som udgangspunkt blande sig i den samfundsmæssige debat som alle andre, og herunder også udtale sig om forhold inden for det område, hvor de selv er ansat.

I praksis begrænser regler om tavshedspligt mange offentligt ansattes muligheder for at videregive faktuelle oplysninger. Personer tæt på en beslutning i det offentlige må endvidere tåle begrænsninger i deres muligheder for at ytre holdninger til den pågældende beslutning – både ud fra hensynet til den interne beslutningsproces og af hensyn til mulighederne for et velfungerende fremtidigt samarbejde mellem de pågældende beslutningstagere og den offentligt ansatte.

Den første lov, der regulerede pressen efter indførelsen af ytringsfrihed i 1849, var Lov om Pressens Brug i 1851, som blev revideret i 1938 og erstattet med Lov om medieansvar fra 1991. Denne lov placerer det retlige ansvar for ytringer hos i første omgang den direkte ophavsmand (forfatteren), og i tilfælde af anonyme bidrag hos mediets ansvarshavende redaktør.

Medieansvarsloven inkorporerer regler for god presseskik, Pressenævnets behandling af klager over pressen og regler for genmæle over for ytringer i medierne.

I dag begrænses pressens ytringsfrihed især på to områder, som begge er omfattet af straffeloven.

• Den ene er krænkelse af privatlivets fred, som er ubetinget sanktioneret, men dog med den tilføjelse, at personer, der selv har givet oplysninger til massemedierne, ikke kan påberåbe sig disse bestemmelser.
• Det andet område er injurieparagrafferne, der ikke tillader ærekrænkende ytringer, medmindre der kan føres sandhedsbevis af den, der har fremsat dem. I den forbindelse er det også fastsat i straffeloven, at nedværdigende omtale af grupper pga. af bl.a. nationalitet, tro, race, og seksuel orientering ikke er tilladt (”racismeparagraffen” i straffelovens § 266 b).

På grund af pressens rolle som orienterende organ for offentligheden og som kontrolinstans i forhold til offentlige myndigheder (”public watchdog”) kan medierne dog straffrit referere andres både injurierende og racistiske ytringer.

• Grundloven
• Straffeloven