En walesstang er en kage tilberedt af vandbakkelsesdej. Den opbagte dej udformes typisk som boller, kringle eller som en aflang firkant. Når den er bagt, pyntes den med creme, flødeskum, syltetøj eller gelé.

Baggrunden for navnet walesstang er ukendt. I tilberedningen minder den ikke om fx de walisiske welsh cakes (Walesbrød), dog kan anretningen af en klassisk vandbakkelsesbolle og et Walesbrød have visse ligheder. Navnet kan også være en reference til Wales' geografi; landet er langstrakt, rektangulært og bjergrigt. Mest sandsynligt er dog at navnet er en forvanskning fra 'vælsk', som refererer til den franske oprindelse af bagværket.

Tilberedning af walesstang

Til en walesstang tilberedes en vandbakkelsesdej af smør eller margarine, som smeltes i en gryde, hvori der piskes hvedemel, salt og sukker. Kogende vand tilsættes, og under kraftig pisning iblandes æg. Når dejen har samlet sig, sættes den på en bageplade og bages færdig i ovnen.

Vandbakkelsen bliver mere almindelig

Kager tilberedt af vandbakkelsesdej blev især populære med udbredelse af margarine i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet. Margarine, der blev introduceret som kunstsmør, var et billigt alternativ til smør, og i kogebøger fra begyndelsen af 1900-tallet udgivet af danske magarinefabrikker ses flere kageopskrifter med brug af vandbakkelsesdej.

Det første møde med walesstangen

I Fru Mariane Strunges kogebog fra 1926 Koge.- og Bagebog for alle Hjem, gives opskrift på en ”Waleskringle” med følgende beskrivelse: ”En glat Butterdejgsstang oversprøjtes med Vandbakkelsedejg”.

I Dansk Husmoderleksikon udgivet i 1952 knyttes Walesbrød konkret til en vandbakkelsesdej med følgende anvisninger: ”Walesbrød en Vandbakkelsesdejg udsprøjtet over en Bund af Smørdejg, bages ca. 20 Minutter, pyntes ved Udtagningen med Sukkerglasur og fortyndet Frugtgelé”.

Walesstangen i dag

Selve navnet Walesbrød er med tiden blevet mindre almindeligt. Boller bagt af vandbakkelsesdej benævnes ofte blot vandbakkelser og bages især til fastelavn, i lighed med boller af gærdej og wienerbrødsdej.

En walestang er i dag et klassiske bagværk, som især tilbydes af landets bagere. Det er dog også udbredt at bage de store vandbakkelseskager i hjemmet, og her formes de både i stang og kringle.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Fru Mariane Strunge; Koge- og Bagebog for alle Hjem. Mariane Strunges Forlag. 1929.
  • Dansk Husmoderleksikon. Bd. II. Standard Forlaget. 1952.