viden

Antikkens filosoffer anså den rent betragtende eller teoretiske viden, theoria, for mere værdifuld end den praktiske og tekniske viden, fordi den teoretiske viden handler om fundamentale og uforgængelige ting og dermed også kan give ro i sjælen.

Nyere filosofiske retninger som pragmatisme og evolutionær erkendelsesteori ser derimod viden som et praktisk redskab og uløseligt knyttet til menneskers interesser og handlinger i verden.

Den voksende betydning af viden for samfundsudviklingen blev især fremhævet i 2000’erne, hvor det var almindeligt at tale om en overgang fra industri- til videnssamfundet. Denne betragtningsmåde er ikke længere helt så populær, fordi mange i dag betoner den fortsatte betydning af industriproduktion og håndværk. Avanceret viden spiller dog en stadig større rolle for i næsten alle arbejdsfunktioner og er blevet en afgørende konkurrencefaktor.

I moderne tid er det blevet almindeligt at tillægge den viden, der er blevet opnået ved hjælp af videnskabelige metoder, særlig autoritet. Traditionelt defineres viden som sand, begrundet overbevisning, en definition, der har rødder i Platons dialog Theaitetos. Ifølge denne definition er der tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan være tale om viden:

1. For at vide noget, skal man tro eller mene det. Man skal altså have en overbevisning om, at det er tilfældet. Dette er en den subjektive eller psykologiske komponent i viden.
2. Ens overbevisning skal stemme overens med virkeligheden. Det, man tror, skal altså være sandt; det skal faktisk være tilfældet. Dette er den objektive komponent i viden.
3. Det, man mener, skal være begrundet. Man skal have tilstrækkeligt belæg for det eller have det fra en tilstrækkeligt pålidelig kilde. Dette er den normative komponent i viden.

For eksempel kan man vide, at der er egern i haven, hvis man tror, der er egern i haven (1)) og der faktisk er det (2)), og man har set et egern tydeligt, på tæt hold, under gode lysforhold (betingelse 3). Begrundelsen er endnu stærkere, hvis andre bekræfter ligeledes at have set egern i haven, eller man har set et egern adskillige gange.

Man kan ligeledes kan vide at Berlinmuren faldt i 1989, hvis man har læst det i et opslagsværk som Lex. Derimod kan man ikke vide noget, blot fordi man føler det eller har læst det i et tilfældigt opslag på de sociale medier, eftersom dette ikke udgør en tilstrækkelig begrundelse.

Man har dog tidligt været opmærksom på betydningen af vidnesbyrd for viden, dvs. at vi ofte har vores viden fra andre, der kan formodes at vide bedre. Det blev påpeget allerede af den andalusiske, muslimske filosof Ibn Rushd og senere af de skotske oplysningsfilosoffer David Hume og Thomas Reid.

I den nyeste sociale erkendelsesteori er man gået et skridt videre og anerkender nu, at der også kan være kollektive subjekter for viden. Dvs. grupper af mennesker eller organisationer kan også have viden. Dette afspejles i måden, man almindeligvis taler om viden på. Man siger fx ”landsholdet ved, at det har hele nationen bag sig” eller ”russerne ved, at de har haft tab ved alle fronter”.

Det er omstridt, hvor bogstaveligt man skal tage sådanne udsagn, og hvordan kollektiv viden nærmere skal forstås. Et udbredt synspunkt er, at det ikke er nødvendigt, at alle kollektivets medlemmer hver især har den pågældende viden. Det kræver blot, at kollektivet tilsammen råder over tilstrækkelig begrundelse, og at begrundelsen er tilgængelig for centrale aktører.

Måden, hvorpå et kollektiv er organiseret, er således afgørende for, om det kan siges at have viden. Dette synspunkt er også udbredt i de omfattende studier af vidensskabelse, vidensdeling og "vidensmanagement" i virksomheder og organisationer.

Med inspiration fra Aristoteles har Martin Heidegger og Gilbert Ryle imidlertid påpeget, at der også findes en særlig praktisk viden (af Ryle kaldet viden-hvordan, knowing-how), som ikke bygger på eller kan reduceres til viden om sagsforhold (viden-at, knowing-that). Man kan fx vide, hvordan man cykler eller hvordan man bager brød, men det er ikke noget, man blot kan læse sig til; man kan have kendskab til mange sagforhold vedrørende bagning, uden at mestre selve bagehåndværket.

Der findes også erfarings- eller bekendtskabsviden, dvs. viden, som består i et direkte, erfaringsbaseret kendskab til nogen eller noget, fx hvordan kærnemælk smager, eller hvordan en person ser ud.

Denne viden kan heller ikke nødvendigvis udtrykkes i udsagnssætninger. Et nok så detaljeret signalement af en eftersøgt person gør det sjældent muligt at genkende den pågældende, mens en billede ofte gør det muligt at skelne personen fra næsten alle andre mennesker. Man skelner derfor også generelt mellem eksplicit eller ”deklarativ” og tavs viden.

Visse former for tavs viden kan dog godt ekspliciteres, i alt fald til dels. Det sker fx, når man underviser i en praktisk færdighed og foruden efterligning også giver mundtlig eller skriftlig instruktion. Når medarbejdere med stor erfaringsbaseret tavs viden skal erstattes med nye, forsøger man i reglen også at eksplicitere den tavse viden for at kunne videre give den, hvilket dog er vanskeligt og ofte kun lykkes til dels.