vanding

På jorder med stor gennemtrængelighed for vand, fx sandjorder, kan overfladevanding ikke anvendes (se også kunstvanding og markvanding). I stedet benyttes mekaniske vandingssystemer. Disse består normalt af en boring, hvorfra vandet indvindes, en eller flere pumper, en nedgravet rørledning, hvorigennem vandet fordeles ud til de enkelte marker, og et flytbart spredesystem. Spredesystemet kan bestå af en sprinklerledning eller en vandingsmaskine, der fordeler vandet på marken.

En vandingsmaskine består af en slangetromle, som er monteret på en vogn. På selvkørende maskiner monteres en stor, roterende spreder på vognen, der under vandingen kører hen over marken. På indtræksmaskiner er sprederen monteret på en trehjulet vogn, som under vandingen trækkes hen over marken. I stedet for den store spreder kan begge maskintyper forsynes med en spredebom med mange små spredere. Vandfordelingen på arealet afhænger af den anvendte spredemetode. I stigende grad anvendes desuden et centerpivotsystem, der består af et langt rør forsynet med spredere og båret af A-formede tårne på hjul. Sprederen drejer rundt om et stationært centertårn som viseren på et ur og vander et cirkelformet areal. Herved kan ca. 80% af et kvadratisk areal vandes. Ved anvendelse af vandingsmaskiner med én stor spreder kan ca. 85% af arealet vandes effektivt. I mange områder, hvor vanding praktiseres, er vand og ikke jordarealet den begrænsende produktionsfaktor; i sådanne områder er arealdækningen uden større betydning. Da et veldimensioneret centerpivotsystem har en god vandfordeling, kan der opnås vandudnyttelse på op til 90% mod normalt omkring 70-80% for vandingsmaskiner.

Et sprinklersystem består af en rørledning, hvorpå der med passende mellemrum er monteret roterende spredere (sprinklere). Da hver enkelt sprinkler vander en cirkel, er det vigtigt at sammensætte sprinklerafstand, dysestørrelse og dysetryk, så variationen i vandtilførsel over arealet bliver så lille som muligt. Systemet anvendes ved markvanding samt i planteskoler og parker, hvor sprederne kan være fast monteret på jordledningen.

Ved drypvanding tildeles vandet til jorden i dråbeform under lavt tryk. Da dråbedyserne har et lille åbningsareal, skal vandet være meget rent for ikke at stoppe dyserne til. For hvert drypsted er vandtilførslen 0,5-10 l i timen. I væksthuse anvendes rørledninger med dyser, der er monteret over planterne; i planteskoler, frugtplantager og parker foregår vandtilførslen gennem et netværk af nedgravede rørledninger og overjordiske slanger.

Undervanding i væksthuse kan foretages ved at hæve og sænke vandstanden på borde med potteplanter.

Vand til vanding indvindes normalt fra boringer, men enkelte steder forekommer indvinding af overfladevand. Det danske grundvand er normalt af god kvalitet til vanding, men der findes dog grundvand, hvis saltindhold er så højt, at vandet er uegnet. Brakvand langs de danske kyster har normalt så højt et saltindhold, at det er uegnet til vanding.

Undersøgelser af vanding med spildevand viser, at en del af næringsstofferne i vandet kan udnyttes af planterne, men vandets indhold af virus, bakterier og ormeæg giver en betydelig risiko for sygdomsoverførsel til mennesker og dyr. Byspildevand kan desuden indeholde tungmetaller.