Marasmus er karakteriseret ved meget svær afmagring med tab af muskelmasse og underhudsfedt. Marasmus skyldes primært udtalt energimangel og kan ses i alle aldre, men overvejende hos børn i ulande. Børnene er vækstretarderede med rynket hud, gammelmandsansigt og fremstående knogler og led, men med normalt hår og en god appetit. I koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig led mange af marasmus, mest udtalt hos de såkaldte muselmænd (se koncentrationslejr (koncentrationslejr-syndrom). Marasmus ses hyppigt under hungerkatastrofer hos både børn og voksne.
Kwashiorkor forekommer oftest hos 1-2-årige børn i ulande og er en akut sygdom, som kan udvikles hurtigt. Den ledsages af udtalte ødemer (hungerødem), som skyldes nedsat proteinsyntese i leveren. Barnet vil ikke spise, trives dårligt og er ofte apatisk. Kwashiorkor blev tidligere opfattet som en proteinmangelsygdom, men årsagen er formentlig snarere en kombination af underernæring og påvirkning af infektioner og toksiner. Korrekt behandling af tilstanden kræver stor ekspertise, og dødeligheden er høj.
Kronisk underernæring hos børn kan medføre vækstretardering og reduceret voksenhøjde. Vækstretarderingen kan skyldes mangel på energi, men skyldes oftere specifikke mangeltilstande, fx zinkmangel. En stor del af befolkningen i den tredje verden er vækstretarderede pga. kronisk underernæring.
I Danmark og andre ilande forekommer underernæring overvejende i forbindelse med fysiske og psykiske sygdomme samt stofmisbrug. Hos mindre børn kan lettere underernæring og vækstretardering dog også ses som følge af nedsat energiindtagelse i forbindelse med hyppige akutte infektioner, kronisk sygdom eller spisevægring som følge af psykosociale problemer. Forældres bevidste anvendelse af kost med meget lav energitæthed eller utilstrækkelige diæter kan også i nogle tilfælde være årsagen.
Udtalt underernæring ved sygdom skyldes oftest appetitløshed eller madlede (anoreksi), hvorved energi- og næringsstofindtagelsen bliver for lav. Næsten alle sygdomme med påvirket almentilstand ledsages af anoreksi. Visse sygdomme er desuden ledsaget af øget energiomsætning og proteinnedbrydning, som også bidrager til underernæring. Ekstrem afmagring (kakeksi), som skyldes en kombination af nedsat fødeindtagelse og øget omsætning i cellestofskiftet, ledsages af madlede, kvalme, blodmangel, muskelsvækkelse, nedsat optagelse af næringsstoffer fra tarmen, diarré samt ændret stofskifte og er en hyppig dødsårsag ved kræft. Kræftbehandling med kemoterapi og strålebehandling fremkalder ofte i sig selv kvalme og anoreksi. Generelt er overlevelsen kortest hos de patienter, der har det største vægttab.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.