ugaritisk

Den ugaritiske skrift med sine 30 tegn er her anvendt på en lille lertavle fra ca. 1300-1200-t. f.Kr. Tavlen, der er under 5 cm lang, er fundet i paladsanlægget; den findes i dag på Nationalmuseet i Damaskus i Syrien. Translitterationen er som følger:

a͗ b g ḫ d h w z ḥ ṭ y k š l

m ḏ n ẓ s ʿ p ṣ q r ṯ

ġ t ı͗ u͗ s̀

Lertavle der viser det ugaritiske alfabet (DO 3651)

Af Nationalmuseet, Damaskus.

Licens: Begrænset anvendelse

Ugaritisk er et semitisk sprog fra antikken. Det blev talt i et geografisk afgrænset område, dvs. selve bystaten Ugarit og omegn. Ruinerne af byen, der blev genopdaget i 1929, ligger i det nordvestlige Syrien (Latakia-provinsen) ud til Middelhavskysten. Mens Ugarit som bystat har eksisteret i hvert fald siden ca. begyndelsen af det andet årtusind f.v.t., afspejler det sig ikke i selve korpusset af de ugaritiske tekster. Disse er dateret fra omkring år 1270 f.v.t., og frem til byens fald omkring år 1190 f.v.t. De spænder ikke desto mindre over flere genrer, bl.a. litterære værker i form af mytologiske fortællinger, hymner og religiøse ritualer, men også administrative dokumenter i form af breve, juridiske skrivelser og økonomiske protokoller. Korpusset tæller i alt ca. 2100 tekster.

Faktaboks

Etymologi: Betydningen af bynavnet Ugarit er, alt at dømme, knyttet til den ugaritiske glose u͗gr, som betyder "eng". Det er derfor tænkeligt, at navnet er en grammatisk feminin form af u͗gr med samme betydning. u͗gr kan derudover sammenlignes med den beslægtede akkadiske glose, ugāru(m), som i sig selv er et låneord fra sumerisk agar (A.GAR₃).

De ugaritiske tekster har haft en helt afgørende betydning for vores kendskab til kanaanæisk religion, da man indtil fundet af Ugarit havde stort set ingen førstehåndskilder hertil. En delvis undtagelse er Det Gamle Testamente selv, der på den ene side rummer flere beskrivelser af den religiøse forestillingsverden i Levanten, og som det selv er en del af. Men på den anden side foregår det i en polemisk kontekst med en klar distancering til nabofolkenes polyteisme – foruden at Det Gamle Testamente som tekstsamling er noget yngre end teksterne fra Ugarit.

Det Gamle Testamente var dog stadig et direkte springbræt til, at man relativt hurtigt efter de første udgravninger kunne sætte sig ind i de ugaritiske teksters univers samt sproget på grund af det nære slægtskab med hebraisk. Ligeledes har både det ugaritiske sprog og teksterne været med at udvide vores forståelse af Det Gamle Testamente.

De ugaritiske tekster og forholdet til Det Gamle Testamente

Ud af de ca. 180 tekster fra den litterære del af korpusset er det kun ca. 50 af dem, der er mytologiske. De resterende tekster er af mere prosaisk karakter og tæller offer- og gudelister samt varsler og besværgelser. Derudover findes der nogle enkelte tekster, som vedrører medicinsk behandling af heste. Der er dog også en kort fortælling om skaberguden El, som går på druk, mister bevidstheden og må hjælpes hjem – afslutningen på teksten angiver en kur mod tømmermænd. De tre mytologiske tekster, der har fået mest opmærksomhed i forskningen, er forfattet af skriveren Ilimilku og vil blive gennemgået i korte oprids forneden.

Baal-digtet

I korte træk handler Baal-digtet om stormguden Baals kamp for at blive den øverste gud i pantheon. Som søn af kornguden Dagan er Baal på udebane i forhold til skaberguden Els yndling, havguden Yam, der allerede i starten af fortællingen udnævnes til den øverste guddom. Ud over hans sammenstød med Yam og senere hen dødsguden Mot må Baal samtidig også overbevise skaberguden El om, at han er den rette til opgaven, hvilket kræver et tempel og de øvrige guders opbakning.

I forhold til de bibelske tekster er Baal-digtet relevant af flere årsager, ikke mindst på grund af billedsproget og dets persongalleri: Skaberguden El har en kone ved navn Ashera, hvilket ifølge Det Gamle Testamente er navnet på et kultisk objekt, man ikke må tilbede sammen med Gud. Et havmonster ved navn Lotan, der er etymologisk beslægtet med det bibelske uhyre Livjatan, er her enten et væsen i havguden Yams tjeneste eller en manifestation af ham, som Baal må besejre.

Dette billede på kampen mellem det ferske regnvand og det salte havvand, kaoskampmotivet, er velkendt i nærorientalsk mytologi. Man finder det i det babylonske skabelsesepos, Enuma Elish, hvor stormguden Marduk besejrer urdybet, Tiamat. Motivet ses også i en hittittisk fortælling, hvor dragen Illuyanka besejres. I Gen 1,2 findes et lille element af Guds kamp mod havet, idet Guds ånd ryster voldsomt over urdybets vande. Men i fx Sl 74 og Es 27, er motivet mere tydeligt.

Selvom meget af det religiøse tankegods og billedsprog fra Ugarit kan genkendes i Det Gamle Testamente, skal det ikke forstås sådan, at de gammeltestamentlige forfattere sad med kopier af de ugaritiske tekster ved siden af sig. Det er snarere sådan, at det alt sammen trækker på en fælles mytologisk forestillingsverden. Enkelte steder er forbindelsen mellem de ugaritiske tekster og Det Gamle Testamente dog særligt påfaldende: I den sidste del af Baal-digtet møder man dødsguden Mot, der er rasende over, at Baal har besejret "Lotan, den krybende slange, gjort ende på den bugtede slange." Denne bemærkning er næsten helt identisk med Es 27,1: "På den dag straffer Herren med sit skarpe, store og stærke sværd Livjatan, den flugtsnare slange, Livjatan, den bugtede slange; han dræber dragen i havet."

Kong Keret

Historien om kong Keret er fortællingen om en konge, der med gudernes hjælp finder en hustru og får børn med hende. Her er der en tematisk kobling til de bibelske fortællinger om barnløshed. Det genkendelige bibelske koncept om den førstefødtes ret nævnes også, omend kun i forbifarten. Men teksten berører samtidig et større teologisk problem om menneskets forbindelse til det guddommelige på den ene side og døden på den anden side. Keret kaldes Els søn og tillægges i den sammenhæng guddommelig status, men på et tidspunkt i fortællingen ligger han på sit dødsleje. Her spørger Kerets børn så retorisk, om han overhovedet burde kunne dø. Keret overlever dog sin sygdom, igen ved guddommelig hjælp, men problemstillingen står uanfægtet tilbage. Han anklages til sidst af sin søn for at forsømme sine pligter som byens beskytter, der, ligesom i Bibelen, skal agere værn for enken og den faderløse, dvs. de udsatte. Derfor gør sønnen selv krav på tronen, men uden held, da Keret atter kommer til kræfter.

Danel og Aqhat

Ligesom fortællingen om Keret begynder historien om stormanden, Danel, med en fortælling om barnløshed, der løses ved guddommelig hjælp: På Baals opfordring til El bliver Danel velsignet med en søn, Aqhat. Han vokser op og bliver en stor jæger, hvilket ikke går upåagtet hen af krigs- og kærlighedsgudinden Anat. Hun bliver betaget af Aqhats bue og vil give ham både guld og sølv for den, men han glider af på forespørgslen ved at foreslå, at hun i stedet får smedeguden Kothar-wa-Hasis til at fremstille en bue til hende.

Da hun så tilbyder ham evigt liv for buen, tager samtalen en uheldig drejning. Han anklager først Anat for at lyve, da han påpeger, at det er alle menneskers skæbne at dø. Men han går så skridtet videre og bemærker hånligt, hvad kvinder dog i øvrigt skal med buer. Ikke længe efter slår en af hendes håndlangere ham ihjel. Aqhats bue går imidlertid tabt, og hans ikke-naturlige død udløser en streng tørke. Fortællingen er desværre kun delvist bevaret og stopper der, hvor Aqhats søster, Pughat, sætter sig for at hævne sin brors død.

Epigrafi – Om teksternes udseende, materialitet, størrelsesorden og alder.

Det ugaritiske alfabet ses i venstre kolonne, mens translitterationen ses i midterkolonnen. I kolonnen til højre angives konsonanternes navne. De ugaritiske konsonanters egne navne, hvis disse fandtes, er imidlertid ukendte. Per konvention anvendes derfor enten de hebraiske eller arabiske navne. I denne liste er de fleste navne hebraiske og enkelte arabiske. Navnet på den helt unikke konsonant, su, er dog taget fra en ugaritisk tekst, der angiver dens lydværdi via akkadisk kileskrift.

Det ugaritiske alfabet

Af Peter Brylov Christensen.

Licens: CC BY SA 3.0

Ugaritisk er skrevet med en alfabetisk konsonantskrift. Det har med andre ord overvejende samme grundstruktur som fx det hebraiske og arabiske alfabet. Det ugaritiske alfabet består af 30 tegn samt et orddelingstegn, der svarer til vores mellemrum. Alfabetet er stort set uden angivelse af vokaler. Den eneste undtagelse er konsonanten alef, der angiver et glottalt stød. På ugaritisk findes alef i tre udgaver, nemlig med en tilhørende a-, i-, eller u-vokal, hvorfra man har kunnet udlede, at ugaritisk havde kasusendelser. På overfladen ligner det ugaritiske alfabet til gengæld den akkadiske kileskrift, hvis inventar på adskillige hundrede tegn kan angive enten hele ord eller, væsentligt mere typisk, stavelser. Skriveretningen i de ugaritiske tekster går fra venstre mod højre, hvilket igen er overtaget fra akkadisk. Den typiske skriveretning for de semitiske sprog går imidlertid fra højre mod venstre.

Langt de fleste de ugaritiske tekster er affattet på såkaldte lertavler efter mesopotamisk skik og brug: Efter at skriveren var færdig med at trykke tegnene ind i den bløde ler med sin siv-griffel, blev tavlen lagt til tørre i solen og kun sjældnere direkte brændt i ovne – sidstnævnte er dog fundet sted i Ugarit. Lertavlerne fra Ugarit har forskellige størrelser, men kommer sjældent over 20 cm i både højden og bredden. De fleste er væsentligt mindre. Tykkelsen ligger stabilt mellem 1-4 cm. For nogle af de ugaritiske tekster, nærmere bestemt inskriptionerne, er der blevet anvendt andre materialer, dvs. elfenben, sten og metal.

Ud af de ca. 2100 tekster, hvor langt de fleste er fragmenterede eller beskadigede på overfladen, kan lidt over 200 fragmenter umiddelbart ikke klassificeres. Derudover er lidt over 500 tekster endnu ikke blevet publiceret. De økonomiske protokoller alene udgør størstedelen af korpusset med sine ca. 870 tekster. Dernæst er der den mytologiske, religiøse og øvrige litterære del af korpusset, som tilsammen udgør ca. 180 tekster. Inskriptionerne tæller lidt over 100 tekster. Ligeledes findes der lidt over 100 breve fra både den kongelige familie og individer fra de øvrige samfundslag. De juridiske dokumenter udgør lidt over 30 tekster. Derudover findes der ca. 30 øvelsestekster lavet af skriverlærlinge samt lister over alfabetet.

Afslutningsvis findes der én tekst uden for kategori, og som, alt at dømme, er skrevet med akkadisk kileskrift med henblik på at gengive ugaritisk. Teksten er dog for beskadiget til at kunne give et egentligt indblik i sprogets vokaliseringsmønstre. Her har man i forskningen i stedet støttet sig til de såkaldte polyglot-lister, som man også fandt nogle fragmenter af i Ugarit. Det er en slags opslagsværker, hvor sumeriske eller akkadiske ord optræder i én kolonne og så har der stået det tilsvarende ord på ugaritisk i kolonnen ved siden af, men alt sammen skrevet med akkadisk kileskrift.

Med hensyn til selve dateringen af de ugaritiske tekster har der tidligere i forskningen hersket en konsensus om, at de ældste af dem stammer fra begyndelsen af 1400 f.v.t., men dette har efterhånden rykket sig, så at disse snarere er fra ca. 1270, men langt de fleste er alt andet lige fra tiden op til byens fald.

Ugaritisk og de andre semitiske sprog

Ugaritisk er det eneste velbevidnede nordvestsemitiske sprog fra Levanten i det andet årtusind f.v.t., mens de ældst kendte fønikiske, aramæiske og hebraiske inskriptioner til sammenligning kan dateres til ca. år 900 f.v.t. De tidligste elementer af nordvestsemitisk går dog meget længere tilbage og kan findes i amoritiske personnavne og låneord. De tidligste kan dateres tilbage til omkring år 2500 f.v.t. via mesopotamiske kilder. Den nærmere placering af ugaritisk i forhold til de øvrige semitiske sprog har været stærkt omdiskuteret i forskningen – det er forsøgt placeret både under aramæisk, arabisk, amoritisk og især kanaanæisk, men for indeværende er der en vis konsensus om at se det som sin eget sprog under gruppen af de nordvestsemitiske sprog.

De nordvestsemitiske sprog kan inddeles i grupperne kanaanæisk, samalisk, aramæisk og ugaritisk, samt det ringe bevidnede amoritisk. De kanaanæiske sprog udgør også sin egen gruppe og tæller fønikisk, hebraisk, moabitisk, ammonitisk og edomitisk. En af de større forskelle mellem ugaritisk (samt samalisk og aramæisk) og de kanaanæiske sprog er bl.a. fraværet af en bestemt lydudvikling, nemlig det såkaldte kanaanæiske lydskifte, hvor et ord med oprindeligt langt ā blev til et langt ō.

For det ugaritiske sprogs vedkommende kunne dette dårligt udledes fra de ugaritiske tekster selv, da alfabetet er stort set uden vokalangivelser. Men i de førnævnte polyglot-lister fra Ugarit finder man fx den måde, hvorpå de har udtalt det personlige pronomen "jeg", der er angivet som a-na-ku. Til sammenligning hedder det anōki på hebraisk, hvor det kanaanæiske lydskifte har fundet sted. Ikke desto mindre er der forskere, som ikke vil isolere ugaritisk fra de kanaanæiske sprog på grund af andre sproglige fællestræk mellem dem foruden de kulturelle forbindelser.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ugaritisk

Peter Brylov Christensen

cand.theol., Københavns Universitet