tyskere

Ordet tysk kommer af det urgermanske ord for 'folkelig', diutisc. Kulturfilosoffen Johann Gottfried von Herder mente da også i 1700-tallet, at det tyske var det folkelige, og tysk var i det hele taget en sproglig og kulturel definition, længe før det blev en politisk. Ved kurien i Rom hørte danske delegater i middelalderen til den tyske nation, og det store habsburgske rige midt i Europa hed en overgang Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation – skønt det omfattede mange andre end tyskere, men til gengæld ikke alle tyskere.

En moderne statslig-politisk nationalfølelse opstod i Tyskland i kølvandet på Den Franske Revolution og Napoleons felttog, der inddrog hele Tyskland. Endnu Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller stillede sig omkring 1800 skeptiske over for en statslig forening af de tyske områder. De mente ligesom den franske Madame de Staël (De l'Allemagne, 1813, kan oversættes med 'om Tyskland'), at charmen ved det tyske netop var mangfoldigheden i modsætning til den franske centralisme.

Men det nationale kom i centrum i den følgende tid. Tysklandssangen Deutschland, Deutschland über alles fra 1841, som først blev officiel nationalsang i 1922, handlede mere om et samlet Tyskland i modsætning til et opdelt end om Tyskland i modsætning til andre stater. Tyskland über alles betød, at Tyskland skulle gå forud for de enkelte tyske lande.

Jo mere Tyskland blev samlet politisk, desto mere blev begreberne tysk og tysker defineret. Og da det var Preussen, der samlede Tyskland, ofte under protest fra de andre tyskere, blev det de traditionelle preussiske dyder, ubestikkelighed og retlinethed, og angivelige udyder, nemlig autoritetstro og militarisme, der prægede billedet – og ikke den mere sydtyske "ekstreme individualisme", som den amerikanske historiker Gordon A. Craig (f. 1913) mente at have fundet i den tyske historie.

På en måde blev Tyskland en hund i et spil kegler: En "forsinket nation", en stormagt, der opstod midt i et Europa, hvis landkort ellers var tegnet færdigt, og en nation, som i mangel af kolonier levede sin ekspansionstrang ud i nabolaget. Tyskland søgte at definere sig selv som riget i midten, hvad enten det var som civilisationsbringer eller som belejret fæstning.

I 1833 omtalte H.C. Andersen i sin dagbog Tyskland og Danmark som "Hjertets lande". I modsætning hertil mente han, at Frankrig var fornuftens og Italien fantasiens. I 1935 undrede den føromtalte amerikanske historiker Gordon A. Craig som student i München over at se så mange marcherende mennesker i et land, "der var kendt for sin ekstreme individualisme i politiske og religiøse anliggender".

Det traditionelle danske billede af Tyskland og tyskerne ligner ikke ligefrem de to citater. Det forestiller snarere end lidet fredsommelig, men taktfast marcherende person, som er meget autoritetstro og forlanger samme tro af dem, han eller hun har under sig. Kort sagt en prøjser, hvormed alt åbenbart er sagt.

På baggrund af de katastrofer, den tyske nazisme påførte verden i 1930'erne og 1940'erne, kan det være svært at frigøre sig fra sidstnævnte billede. Det har det også været for tyskerne selv, som efter 2. Verdenskrig har arbejdet med deres fortid og identitet, undertiden næsten som en besættelse, der ikke blev mindre af, at landet faktisk var besat (af de fire besættelsesmagter, jf. 2 plus 4-aftalen og Berlinaftalen) og endda delt mellem de store ideologier og økonomiske systemer i Vesttyskland på den ene side og DDR (Østtyskland) på den anden. Den østtyske stat definerede sig som antifascistisk, men overtog mange af fascismens og nazismens ydre former; den vesttyske stat var omvendt ganske rundhåndet i sin accept af tidligere nazister, men arbejdede sig til gengæld i praksis langt bort fra det autoritære.

Undertiden har tyskernes beskæftigelse med sig selv – og deres bekymring for omverdenens mening om dem – kunnet antage selvplageriske træk. Til andre tider er det netop omverdenen, der har bekræftet sin egen fortræffelighed ved at pege fingre ad tyskerne.

Man har forsøgt at forklare nazismen ud fra tysk folkekarakter og dermed netop brugt nazisternes forklaringsmodel. Det giver bedre mening at finde noget af grunden til nazismen i det faktum, at Tysklands politisk demokratisering fandt sted i nederlagets tegn; Versaillesfreden efter 1. Verdenskrig var ikke just egnet til at forhindre nazismen. Nazisterne centraliserede Tyskland mere end noget styre før eller efter, men de sad kun ved magten i 12 år.

Desuden er Tyskland er den dag i dag præget af en vis regionalisme; fx føler man sig i dele af Rhinlandet nok så meget belægtet med Flandern som med Berlin. Der er stadig skel mellem øst og vest efter 40 års politisk og ideologisk adskillelse, men der er også endnu ældre skel både mellem nord og syd og mellem øst og vest. Blandt dem er der ét, som danskere sjældent tænker over: det konfessionelle.

Syd- og til dels Vesttyskland er katolsk, Nord- og Østtyskland protestantisk. Religionskrigene er for længst forbi, men de gamle modsætninger har sat sig dybe spor helt ud i dagliglivet. Har man smag for de helt store linjer, kan man hæfte sig ved, at der er et vist sammenfald mellem nutidens konfessionsgrænse og Romerrigets grænse til Germanien, limes.

I Danmark har vi haft vor egen historie med tyskerne, og i den længste del af den har grænserne ikke været til at få øje på, i hvert fald ikke de kulturelle. Endnu for Adam Oehlenschläger (et tysk navn) og Jens Baggesen var Tyskland det helt naturlige større opland og publikum, men omkring de slesvigske krige blev dansk identitet defineret i modsætningsforholdet til det tyske. Det blev et kors for fx H.C. Andersen, der var dansk patriot, men følte sig mere værdsat i Tyskland end hjemme.

For folkeslag, der bor lidt længere borte, er lighederne mellem dansk og tysk langt større end forskellene. Det er de undertiden også for tyskerne, og det er vel en af grundene til, at danskerne næsten altid insisterer på forskellene.

• folketyskere
• volgatyskere
• sudetertyskere
• Sydtyrol
• Transsylvanien
• det tyske mindretal i Danmark
• europæiske minoriteter
• Preussen
• Bayern
• Michel
• Tysklands befolkning
• tysk nationalisme
• tysk