tysk nationalisme

I løbet af 1700-tallet opstod der et særligt dannelsesmønster, hvor det opfattedes som en fordel, at ’tyske’ studerende og embedsmænd havde studeret og fået erhvervserfaringer i forskellige stater med tysk forvaltningssprog. Hertil regnede man også Danmark, Norge og Holsten. Blandt disse personer fandtes der også spirerne til en kommende fælles tysk offentlighed, som vedrørte hele området fra Ungarn over Tyskland og til Danmark. Med en offentlighed menes en stor gruppe journalister, universitetsansatte, embedsmænd og lignende, som aktivt i medierne debatterer den politiske situation i landet. Denne gruppe blev vigtig for formuleringen af en tysk national holdning og identitet.

Samtidig kom Napoléon til at spille en afgørende rolle for Tyskland. I kølvandet på Den Franske Revolution (1789) kom Napoléon Bonaparte (1769-1821) til magten som førstekonsul ved et statskup i 1799 (Brumaire-kuppet). Som ekspansiv leder af det franske militær fik han stor betydning for Tyskland og resten af Europa, idet han radikalt ændrede den hidtidige europæiske politiske struktur. I 1804 var Napoleon blevet selvudnævnt kejser af Frankrig. To år efter opløste han endegyldigt Det hellige tysk-romerske Rige og fratog den habsburgske kejser Franz den 2. den kejserlige titel og al indflydelse i Tyskland. I stedet dannede Napoleon Rhinforbundet, der oprindeligt bestod af 16 fransk-loyale tyske stater i nærheden af Rhinen. Napoleon skabte også storhertugdømmet Warzawa af det meste af Preussens polske områder og lod det få fælles konge med kongeriget Sachsen i Tyskland. Napoleon gabte imidlertid over for meget og fik en stærk alliance imod sig.

I 1815 var Napoleon imidlertid på vej mod sit endegyldige nederlag i Waterloo i Belgien. Allerede i løbet af vinteren 1814-15 samledes repræsentanter fra de europæiske lande i Wien for at afslutte Napoleonskrigene. De skulle beslutte, hvordan Europa skulle opdeles herefter. Forsamlingen fik navnet Wienerkongressen. For Tyskland betød aftalerne, at Preussen fik en stor del af Rhinens vestbred som sit territorium. Også de sydlige tyske stater blev forstærket med ekstra territorium. Efter Wienerkongressen dannedes også Det tyske Forbund som afløsning for Det tysk-romerske Rige. Det tyske Forbund eksisterede til 1866, da det opløstes, efter at Preussen på Bismarcks initiativ havde besejret Østrig. For en kort periode afløstes det af Det Nordtyske Forbund (1867-71) indtil Tysklands genforening under en tysk kejser i form af Preussens konge.

Tiden efter Napoleonskrigene blev en såkaldt restaurationsperiode med genopbygning og konsolidering rundt om i Europa. "Hersk og lav ikke om på noget", var et motto for den østrigske kejser Franz Joseph den 1. (1830-1916). Det sammenfatter udmærket herskernes indstilling i perioden. Hans udenrigsminister var Klemens von Metternich (1773-1859), som med alle midler bekæmpede kravene om et forfatningsbaseret styre med mere inddragelse af befolkningerne og mere frihed. Metternich forsvarede hårdnakket de monarkiske eneherskere.

Metternich mødtes i 1819 med Friedrich Wilhelm den 3. af Preussen i Karlsbad i Bøhmen. Man forhandlede om, hvordan man kunne bekæmpe de stigende krav om styreformer med en højere grad af inddragelse af befolkningerne. Ud af forhandlingerne kom de såkaldte Kalsbad-dekreter. De førte til, at mange tyske herskere og fyrster gav sig i kast med en endnu kraftigere undertrykkelse af den stigende tysk-nationalistiske og demokratiske stemning blandt studerende, i aviserne og hos universitetsprofessorerne. Resultatet var både fængslinger og afskedigelser.

Efter Napoleons nederlag var der skabt en basis for en tættere tysk sammenslutning. I realiteten blev der tale om, at Preussen udvidede territoriet i Rhinlandet og i Westfalen, som havde været en del af Rhinforbundet. Hermed fordoblede Preussen sin befolkning. Det gav også den tidligere landbrugsbaserede stat adgang til avanceret industri og handel. Alt dette gav Preussen fordele frem for rivalen Østrig. Preussen tog også initiativ til at samle de tyske stater i en toldunion (Zollverein). Den blev etableret i 1834 og lettede i høj grad handelen mellem de tyske stater. Den tyske toldunion i 1834 gav sig udslag i en øget økonomisk vækst i det tyske område. Det skyldtes, at toldunionen medførte en mere effektiv arbejdsdeling, hvor de forskellige virksomheder rundt om i hele toldunionen i højere grad producerede og solgte det, som de var bedst til. Velstanden steg efterhånden også. Et resultat heraf var et kraftigt stigende befolkningstal i hele det tyske område.

Der fandt også i løbet af 1800-tallet en kommunikationsrevolution sted i det tyske område. Den massive vækst i informationsstrømmen kom i stand via en bredere og bedre skolegang, gennem store udbygninger af infrastrukturen og i kraft af en voldsom vækst i antallet af trykte medier. Skolepligt blev indført overalt. Samtidig er der ingen tvivl om, at der er en tæt sammenhæng mellem fremvæksten af kommunikations-infrastrukturen og den vågnende politiske, nationale bevidsthed, som fulgte. Transportnettet blev ligeledes forbedret og udvidet. Det betød, at personer og gods lettere kunne komme rundt. Der blev anlagt veje, kanaler og jernbaner overalt.

Urbaniseringen og den kapitalistiske samfundsudvikling fik naturligvis betydning for, hvordan tyskerne tænkte. Den feudale tankegang hørte gradvis op i de områder og på de felter, hvor kapitalismen trængte frem. Blandt de sociale grupper var det ikke mindst i borgerskabet og arbejderklassen, at den feudale tankegang – med vægt på ære, adelig baggrund, tro på traditionelle hierarkier osv. – blev mindre fremtrædende. Samtidig var der imidlertid stadig store områder af det tyske samfund, som var næsten uberørt af den kapitalistiske udvikling og dens samfundsmæssige forandringer. Her så man ingen opbrud i traditionel mentalitet og bevidsthed.

Den tyske vordende nationalfølelse et felt, som samlede både de traditionelt og moderne tænkende tyskere. Der var forskellige manifestationer af nationalfølelse i perioden før 1848. August Heinrich Hoffman von Fallerslebens komposition Lied der Deutschen (’Deutschland, Deutschland, über alles…’) fra 1841 signalerede begejstringen for Tyskland (den blev officielt nationalsang i 1922). Fra midten af 1800-tallet begyndte mange i Europa generelt at stille stadigt stærkere krav om politiske ændringer i retning af reformer med mere frihed, respekt for de enkelte nationaliteter og en form for repræsentativ regering. Det gjaldt også i Tyskland.

Første Verdenskrig kan et langt sykke ad vejen betragtes som et konkret udslag af nationalismen i Tyskland. Den 1. august 1914 sendte Tyskland også en note til Frankrig. Heri forlangte man ubetinget fransk neutralitet i den tysk-russiske konflikt og udlevering fra Frankrig af landets forsvarsværker vendt mod Tyskland. Det var en maskeret krigserklæring. Tyskland ville for alt i verden undgå en tofrontskrig. Frankrig skulle ordnes først, før man gik mod det traditionelt langsomt mobiliserende Rusland. Tysklands indmarch i Frankrig skulle endvidere ifølge de tyske planer ske via Belgien. Hermed undgik man de franske forsvarsværker i form af Maginot-linjen langs den fransk-tyske grænse.

Tysklands indtrængen i Frankrig via Belgien blev den officielle grund til, at Storbritannien gik ind i krigen mod Tyskland. Årsagen var, at Belgien og Storbritannien havde indgået en gammel traktat, som sagde, at Storbritannien skulle hjælpe Belgien ved et angreb.

Den tyske regering havde troet, at medlemmerne af Rigsdagen fra SPD ville stemme imod bevillingerne til krigen, fordi arbejderbevægelsen i Tyskland og i andre europæiske lande traditionelt havde været pacifistisk. Regeringen tog imidlertid fejl. De socialdemokratiske politikere og de fleste arbejdere lod sig rive med af regeringens nationalistiske propaganda. Kejser Wilhelm den 2. erklærede derpå fra sin balkon på slottet i Berlin, at fra nu af anerkendte han ikke partier, men kun tyskere. Integrationen af de socialdemokratiske arbejdere i det tyske samfund, som ikke var lykkedes på den indre front med hverken socialistloven (’pisk’) eller sociallovgivningen (’gulerød’), syntes nu at finde sted via den nationalistiske krigsbegejstring.

Socialdemokraten Konrad Haenisch beskrev meget rammende den følelse af befrielse, som det var at kunne overgive sig til nationalismen: ”Denne angst: Bliver du nu ikke til en forræder mod dig selv og din sag – må du nu også føle sådan som dit hjerte fortæller dig. Indtil så … pludselig, den frygtelige spænding løsnes, man turde være det, man var, man havde lov til – på trods af alle de stive principper og stivnede teorier – for første gang (for første gang i næsten et århundrede) at istemme den brusende stormsang af fuldt hjerte med god samvittighed og uden angst for af den grund at blive forræder: Deutchland, Deutchland über alles.”

Første Verdenskrig endte med tysk nederlag. Ifølge en udbredt myte i samtiden skyldtes nederlaget, at unationale kræfter havde undermineret krigsindsatsen i Tyskland. Denne udbredte dolkestødslegende nationalsocialister og deres leder, Adolf Hitler, i deres politiske agitation mod fredstraktaten indgået i Versailles efter krigen. Hitler fik folkelig støtte under Weimarrepublikken både for sin negligering af Versailles-traktaten og for løfterne om at rette op på traktatens såkaldte uretfærdigheder.

Reparationsbetalingerne og begrænsningen af det tyske militærs udfoldelsesmuligheder, som var traktatens klausuler, blev desuden afvist af Hitler. Han lavede i stedet hemmelige planer om at generobre territorier, der var frataget Tyskland efter Versailles-freden. Det nye regeringsmål gik ud på at sikre "det tyske folks ret til at leve og dermed genvindelsen af dets frihed", som det hed i regeringserklæringen fra den 1. februar 1933. Det var et ønske, som mange tyske nationalister støttede, og som byggede videre på en tysk tradition og et bredt funderet ønske om samling af alle tyskere, som stammede fra midten af 1800-tallet, da ideen opstod om en forening af alle tyskere i et Stortyskland.

Det fundamentalt anderledes med nationalsocialismen var imidlertid, at nationalismen med den nazistiske ideologi i modsætning til tidligere fik et racemæssigt fundament. Samtidig var der også en større grad af aggression i den nazistiske nationalisme i forhold til tidligere med kravet om, at Tyskland skulle have et Lebensraum i øst og retten til at germanisere dette område. Hovedmålet for nazismen var en ny historisk epoke, hvor de ariske folkeslag skulle forenes i Det Tredje Rige, som skulle dominere verdens- politikken. Det skulle ske via militær ero- bring af ’Lebensraum’ (’livsrum’) til det tyske herrefolk ledet af én fører i ét rige.

Anden Verdenskrig endte imidlertid endnu mere katastrofalt for Tyskland end Første Verdenskrig. Ikke kun tabte Tyskland, men landets styre under krigen blev også fuldstændig delegitimeret politisk og moralsk på grund styrets uhyrligheder og industrielle massemord på bestemte etniciteter. Det delegitimerede samtidig tysk nationalisme i årtier frem.

Den britiske historiker og samfundsforsker Benedict Anderson beskriver i bogen ’Imagined Communities’ national identitet som en form for forestillet fællesskab. Det vil sige et fællesskab, der er forestillet, fordi de, der er del af det, aldrig kommer til at kende, møde eller endda høre om langt de fleste andre i fællesskabet. På trods heraf føler de sig stærkt bundet sammen med dem. Denne form for forestillede fællesskaber kommer for eksempelvis til udtryk i forbindelse med store sportsbegivenheder.

Et eksempel herpå var VM i fodbold i 2006, der blev afholdt i Tyskland. Mellem Brandenburg Tor og Sejrssøjlen i Berlin havde omkring en million mennesker samlet sig for at heppe på landsholdet ved de offentlige visninger af en af de mange kampe på storskærm. Stemningen var euforisk, og overalt vajede tyske flag i hænderne på glade sort-rød-og-gult-klædte mennesker. Noget sådant var ikke set, siden landet atter blev genforenet, og Berlinmuren faldt.

Denne form for fremvisning af nationalt fællesskab har tidligere været noget relativt relativt sjældent i det moderne Tyskland, hvor mange af indbyggerne – unge som ældre – stadig er tynget af skyld og ansvarsfølelse for de grusomheder, der blev begået før og under Anden Verdenskrig. Arven fra fortiden fylder stadig meget i den tyske nationale identitet. En konsekvens heraf er, at mange tyskere snarere identificerer sig med den egn, de kommer fra (deres ’Heimat’) end med Tyskland som sådan.

Da flagene vajede i den tyske hovedstad og mange andre byer under VM i fodbold i 2006, skabte det både forvirring og skepsis blandt mange – især ældre – tyskere. I det hele taget bliver det tyske flag stadig ikke brugt på samme måde som for eksempel det danske, svenske eller norske flag – for ikke at tale om det amerikanske flag, selv om brugen af det tyske flag er løsnet op. I en video fra 2013 kan for eksempel Angela Merkel ses vredt konfiskere et tysk flag fra sin politikerkollega, der lidt for ivrigt vifter med det.

I de senere år er der imidlertid sket ændringer. Under de Olympiske Lege i Paris 2024 flages der i lige så høj grad med tyske flag som med andre landes flag. Tyske fans iklæder sig også i lige så høj grad de tyske farver og maler sig med dem i hovedet. Meget tyder på, at den folkelige tyske nationalisme i den forstand er blevet ”normaliseret”. Men samtidig er der stadig fra officielt tysk side en afstandtagen over for tysk nationalisme, som ifølge den generelle mening går for vidt. Det gælder f.eks. den retorik, som anvendes af visse politikere i et politisk parti som Alternative für Deutchland. Historien er stadig et bagtæppe for, hvordan tysk nationalisme arter sig i det moderne Tyskland, men bagtæppet er noget afbleget i forhold til tidligere.

Tysk naionalisme har spillet en særlig rolle for forholdet til Danmark. Den opblussende nationalisme i de europæiske lande (herunder også i Tyskland og Danmark) i midten af 1800-tallet fik betydning for de dansk-tyske relationer. Den 18. marts 1848 forsamledes en stor gruppe studenter og andre unge i Rendsborg i Holsten, som dengang var en del af den danske helstat. De sang på nedertysk "Schleswig-Holstein stammvervandt/ schied de Dänen ut da Land" (Slesvig-Holsten er stammebeslægtet/ smid danskerne ud af landet).

Det blev startskuddet til den krig, som fulgte. Med krigen forsøgte de tysk-sindede fra Holsten og Slesvig at rive sig løs fra Danmark. Sagen kompliceredes af, at indbyggerne i Holsten så godt som udelukkende var tysk-sindede, mens Slesvigs indbyggere bestod af lige dele dansk- og tysk-sindede.

I modsætning til for eksempel Storbritannien betragtede de tyske liberale og herunder det liberale borgerskab staten med meget positive øjne. Der er flere forklaringer herpå. For det første stod Immanuel Kants idé om en stærk retsstat stærkt i dannelsesborgerskabet og den tyske offentlighed.

For det andet spillede staterne i det tyske område ofte en vis positiv socialpolitisk rolle ved at sikre borgerne mod, at industrialiseringsprocessen fik for store omkostninger.

For det tredje var samarbejdet mellem de tyske stater i det tyske toldforbund kraftigt medvirkende til den økonomiske udvikling efter 1834. Det at være tilhænger af tysk national samling med udgangspunkt i staternes samarbejde var med andre ord også noget, som fremmede samhandel og økonomisk velstand.

Slesvig-Holsten-konflikten var dybt integreret i 1848-revolutionen og dens fiasko. Politisk var den med til at tage luften ud af revolutionen. Nationalt opnåede man der- imod intet. I hertugdømmerne blev status quo genoprettet med Holsten som medlem af Det tyske Forbund, Slesvig udenfor og begge hertugdømmer som selvstændige og ikke-integrerede dele af den danske helstat.

Konflikten fortsatte de næste 70 år og fik først sin endelige løsning med delingen af Slesvig ved folkeafstemningen i 1920. Da fastlagde Danmark og Tyskland langt hen ad vejen en grænse efter sproglige retningslinjer i stil med den herderske filosofi, hvor sproggrænsen skal udgøre nationalgrænsen.

• tyskere