tyrkisk

Det tyrkiske sprog har sin oprindelse i osmannisk, sproget i Osmannerriget.

Oldosmannisk (ca. 1300-1500). Allerede i 1000-t. blev et tyrkisk skriftsprog fastlagt i hovedtræk, og det kom i 1300-t. til udfoldelse ved det osmanniske hof som administrationssprog. Alfabetet var arabisk pga. islamisk påvirkning siden 800-t., i den tidlige periode fra bl.a. tyrkiske lejesoldater i persisk tjeneste og persiske skrivere. Persisk kultur øvede således en kraftig indflydelse på tyrkisk indtil ca. 1500, især mht. ordforråd og syntaks.

Middelosmannisk (ca. 1500-1800). Efter den osmanniske erobring af Istanbul blev der i begyndelsen af 1500-t. åbnet for en stærk arabisk påvirkning af sproget, og både de arabiske og persiske træk gennemtrængte tyrkisk fonologi, morfologi, syntaks og ikke mindst ordforråd, typisk med låneord og bøjningsmønstre fra arabisk og syntaks fra persisk og arabisk.

Senosmannisk (ca. 1800-1928). Den arabiske påvirkning af skriftsproget fortsatte, især som følge af Tanzimat-periodens sprogreformer om reduceret brug af hjælpeverber mv., og hen mod slutningen af 1800-t. afveg skriftsproget så stærkt fra talesproget, at arabiske og persiske ordbøger var uundværlige, for at tyrkere kunne læse og skrive på tyrkisk.

Moderne tyrkisk (fra 1928). Ungtyrkeropstanden i 1908 og de efterfølgende tab af store landområder på Balkan, i Nordafrika og Mellemøsten, hvor tyrkisk kun blev talt af mindretal, førte i 1923 til oprettelsen af den nuværende tyrkiske stat. Dette banede vejen for en nationalistisk sprogpolitik, som i 1928 førte til en skriftreform, hvor det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske, der mere hensigtsmæssigt kunne gengive det vokalrige sprog. Valget af det latinske alfabet var dog i lige så høj grad en politisk tilkendegivelse af ønsket om et tilhørsforhold til Vesten.

Tyrkisk inddeles i vestlige, centrale og østlige dialekter, især ud fra præsenssuffikset -iyor, der i vest- og centraltyrkisk har formen -iyo og i østtyrkisk -iyi(r).

Syntaktisk er østtyrkisk karakteriseret ved, at sætningens sidste plads, som i reglen indtages af verbalet, også kan besættes af andre sætningsled, samt at pronominer kan placeres efter verbalet, jf. oni 'ham' i østtyrkisk gardaşumi daniy misun? Daniyurum oni 'Kender du min bror? Jeg kender ham' over for standardtyrkisk kardeşimi tanıyor musun? Tanıyorum.

Tyrkisk (Lydforhold), Tyrkisk retskrivning er lydnær, idet hvert bogstav stort set svarer til én lyd. Sproget har vokalerne ü, u, ö, o, e, a, i og ı. Sidstnævnte udtales [ɨ], omtrent som svensk og norsk u. Der er 21 konsonanter. Fremmedartede for danskere er bl.a. affrikaterne ç [tʃ], jf. çak 'allerede', og c [dʒ], jf. cüce 'dværg', samt sibilanten ş [ʃ], jf. şiir 'digtekunst'. Sibilanten j [ʒ] forekommer alene i fremmedord, fx şanjanlı 'changerende' (om tekstiler) af fr. changeant. Konsonanterne [kj], [gj] og [lj] er palatale varianter af k, g og l og er i skriften markeret ved cirkumfleks over efterfølgende lang vokal, fx kâr 'udbytte, nytte', gâvur 'kristen' og vilâyet 'provins'. Tegnet ğ er en nu forsvunden frikativ, som enten er blevet til y [j] eller forlænger den foregående vokal, jf. hhv. beğ [bej] 'herre(mand)', soğuk [so:uk] 'kold' og ağız [a:ɨz] 'mund'.

Den eneste distinktive forskel på suffiksvokaler er højden. Dvs. at suffiksvokaler defineres som enten høje eller lave. Rundingsgrad og artikulationssted betsemmes af den vokal, som umiddelbart står foran suffiksvokalen. I eksemplet tilkimiz 'vores ræv', der består af roden tilki + suffikserne -m + -iz (hvis vokal er høj), er alle vokaler høje og urundede fortungevokaler. Dette skyldes, at vokalerne i roden er høje og urundede fortungevokaler og at suffiksvokalen er høj. Hvis rodens sidste vokal havde været en urundet bagtungevokal, som fx i ısı 'varme' ville en tilsvarende konstruktion blive ısımız 'vores varme', og havde rodens sidste vokal været en rundet fortungevokal, som fx i ütü 'strygejern', ville konstruktionen blive ütümüz 'vores strygejern'. Endelig ville en rundet bagtungevokal, som i kutu 'æske', give ordet kutumuz 'vores æske'. En høj suffiksvokal kan altså afhængigt af den foregående vokals rundingsgrad og artikulationssted antage alle fire mulige former, i ü ı og u.

Det er sidste vokal i roden, der bestemmer den efterfølgende suffiksvokals status som urundet fortungevokal, og denne vokals status afgør næste vokals status osv., hvilket ses i eksemplet abimizin 'vores storebrors', hvor et genitivsuffiks er blevet tilføjet. Selve roden, abi 'storebror', indeholder både en fortunge- og en bagtungevokal, men det er den sidste vokal i roden, der er afgørende for den efterfølgende suffiksvokal status.

Lave suffiksvokaler overtager kun artikulationsstedet fra den foregående vokal, og dermed udelukkes ö og o som suffiksvokaler, hvorved kun e og a er mulige lave suffiksvokaler. Derfor finder man former som gölde 'i søen' af göl 'sø' + lokativsuffiks og kolda 'på armen' af kol + lokativsuffiks, men ikke *göldö og *koldo.

Tyrkisk, der har et undtagelsesløst bøjningssystem, er et agglutinerende sprog, hvor suffikser og bøjningsendelser tilføjes, uden at ordets rod ændres, fx ev 'hus' over for evde 'i huset', evlerde 'i husene', evlerimde 'i mine huse' og evlerimdedir '(ngt./ng.) er i mine huse'. Der findes ikke grammatisk køn: Substantiverne har fem kasus foruden en endelsesløs grundform, jf. köy 'landsby':

Samtidig med dannelsen af staten Tyrkiet i 1923 åbnedes for mange låneord fra vestlige sprog, overvejende fra fransk, fx otobüs 'bus' og kalorifer 'radiator'. Slutningen af 1920'erne medførte en reaktion herpå, og i 1932 oprettedes det tyrkiske sprognævn, fra 1936 kaldet Türk Dil Kurumu, med det formål at styrke öztürkçe 'det rene tyrkiske sprog'. Ved den følgende tids sprogrensningsbestræbelser blev de vestlige låneord erstattet med helst ældre osmanniske og ellers anatoliske og altaiske ord. Efter 2. Verdenskrig er purismen aftaget.

Fremmedord hentes nu oftest fra engelsk, selvom en arabisk og persisk indflydelse stadig er mærkbar i både skrift- og talesprog. Öztürkçe-politikken har stor terminologisk gennemslagskraft, især mht. nydannelser inden for teknik og samfundsvidenskab.

Der har været undervist i turkologi ved danske universiteter fra 1800-t., bl.a. af Vilhelm Thomsen, som har ydet en vigtig indsats mht. tydningen af oldtyrkisk, og Kaare Grønbech, der også internationalt har ydet et væsentligt bidrag til beskrivelsen af de tyrkiske sprogs struktur.

Siden indvandringen fra Tyrkiet begyndte i 1960'erne, er tyrkisk blevet et af de største indvandrersprog. En ukendt andel af de tyrkiske indvandrere er dog etniske kurdere. Modersmålsundervisning i tyrkisk er blevet tilbudt i folkeskolen siden 1976. Indvandrere fra Tyrkiet samt disses efterkommere udgjorde i 2006 ca. 55.600, altså omkring 1% af Danmarks befolkning; koncentrationen er størst i de sydvestlige københavnske omegnskommuner Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup, hvor de udgør en stigende befolkningsandel, som nu ligger på hhv. 14,7%, 8,5% og 6,9% af kommunernes befolkning. Den danske tyrkisksprogede avis Haber er blevet udgivet siden 2002, fra 2004 på månedlig basis.

Der findes en del ældre tyrkiske låne- og fremmedord i dansk, fx kiosk af tyrk. kösk 'palads', skaberak af tyrk. çaprak 'saddeldækken', janitshar af tyrk. yeniçeri (af yeni 'ny' + çeri 'soldat') 'elitesoldat' og sorbet af tyrk. şerbet '(sød frugt)drik'. Af låneord, som er indgået i dansk via tyrkisk, er fx sofa af arab. suffa 'tæppe' og divan af pers. divan 'bænk'. Mens disse ord alle er lånt ind via andre sprog, fortrinsvis tysk, er der med indvandringen og det direkte dansk-tyrkiske sprogmøde fulgt enkelte nyere indlån, der især vedrører gastronomi, fx shish kebab.