Træthed er et flertydigt begreb. Den almindelige forståelse af træthed omfatter bl.a. reaktioner på fysiske og psykiske arbejdsbelastninger, oplevelser og sindstilstande, og kan også være en generel oplevelse af udmattelse, svækket energi og vitalitet. Træthed indbefatter også begrebet søvnighed, men i modsætning til søvnighed, afhjælpes træthed ikke nødvendigvis af hvile eller søvn. Træthed er primært et symptom, og der er ikke nogen specifik måling, der kan belyse graden af træthed. Dette er i modsætning til søvnighed, der kan bestemmes med objektive metoder fx fysiologisk måling af søvn og vågen.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet træthed er afledt af træt, som er et fællesnordisk ord; jf. norrønt þreyttr. Det betyder egentlig ‘udmattet’, præteritum participium af þreyta 'udmatte'.
Træthed kan være en normal fysiologisk reaktion i en organisme, en legemsdel eller et organ, som, efter kraftig eller længerevarende belastning, har nået grænsen for ydeevnen. Trætheden kan i kronisk form være en sygdom i sig selv, eller den kan være et personlighedstræk livet igennem.
Træthed kan opleves som et velvære efter anstrengelse, men langt hyppigere er træthed en negativ oplevelse og kan ledsages af modløshed, irritabilitet. Normal træthed ophæves ved restitution, som foregår via talrige cellebiologiske og psykiske processer af forskellig varighed og med betydelige individuelle forskelle. Restitution indebærer ikke blot hvile og søvn, men i nogle tilfælde også længerevarende reduceret belastning, fx af utrænede led og muskler.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.