træl

I vikingetiden og den tidlige middelalder var trælle et vigtigt krigsbytte og en vigtig handelsvare i hele Østersøområdet. Længere sydpå i Europa blev der i jernalderen drevet systematisk menneskejagt i Romerrigets grænseområder. De tilfangetagne blev efterfølgende solgt til de romerske slaveejere.

I 800-tallet missionerede den tyske Ansgar i de nordiske og slaviske områder ved Østersøen. For at lette missionsbestræbelserne opkøbte han danske og slaviske drenge på slavemarkederne. De blev opdraget i den kristne tro og sendt tilbage til de områder, de kom fra, for at missionere på deres modersmål.

Stridighederne mellem den danske konge Valdemar den Store og den saksiske hertug Henrik Løve udmøntedes i 1160’erne i en regulær menneskejagt. Den slaviske krønikeskriver Helmold beskrev, at der på en enkelt markedsdag blev sat 700 tilfangetagne danskere til salg på markedet i abodritternes hovedborg i Mecklenburg.

Valdemars Sjællandske Lov fra 1240'erne beskrev, at man kunne blive træl ved at være født af ufri moder, som straf for tyveri eller ved krigsfangenskab. En træl var i alle henseender undergivet sin ejers bestemmelser, og ejeren var ansvarlig for trællens handlinger. En træl kunne blive fri for slaveri gennem en økonomisk godtgørelse til ejeren, eller hvis ejeren frigav trællen. I Norge og Island opnåede frigivne trælle og deres børn ikke fulde juridiske rettigheder. Dette skete først efter en vis tid, ofte fire generationer.

Især i de ældre love bruges ordet anøthighhjon ofte i stedet for træl om slaver. Hjon var betegnelsen for en husstand, så en anøthighhjon var et ufrit medlem af husstanden.

Eddadigtet Rigs vandring, Rígsþula beretter, at hovedpersonen Rig bliver ophavsmand til standsinddelingen i samfundet. Den laveste stand skabes ved, at Rig får sønnen Træl med den pjaltede "Oldemor". Træl er sort i huden, har ludende ryg og bærer tunge byrder. Digtet kan tolkes som en legitimering af vikingetidens samfundsforhold.

• slaveri
• vikingetid
• Rígsþula
• eddadigtning
• Valdemars Sjællandske Lov