tiende

Tiende menes at være indført i det danske område med oprettelsen af ærkebispesædet i Lund i 1104, og afgiften kendes med sikkerhed fra 1135. Tiende blev i princippet opkrævet med en tredjedel til kirken, en tredjedel til præsten og en tredjedel til bispen. Især den sidste var vanskelig at inddrive, også efter Reformationen, da denne del af tienden overgik til at være kongetiende.

Alle former for indtægt både i by og på land var tiendepligtig, undtaget var kun jord, der var knyttet til præstekald, og efter 1536 sædegårdsjord. Tiende, især bispe- eller kongetiende, blev i vidt omfang bortforpagtet efter forordning af 1572. Omkring 1700 solgte kronen en væsentlig del af kongetienden, og en stor del var allerede givet bort til velgørende formål; køberne var som regel de tidligere forpagtere.

Kvæg- og korntiende havde størst betydning.

Kvægtiende deltes som regel mellem kirke og præst indtil 1740, da det blev besluttet, at hver bonde frem for at aflevere hvert tiende dyr skulle yde en afgift af hvert dyr, der fødtes på hans gård.

Korntiende, der var den absolut vigtigste, blev opkrævet i kærven, dvs. at kornet blev vurderet på marken, hvorefter tiende blev udtaget. På Fyn, Sjælland, Øerne og i dele af Østjylland blev kornet derefter kørt til de såkaldte kirkelader, mens det i Vestjylland blev opbevaret på kirkeloftet. Herefter blev det tærsket og solgt. For bønderne var det til stadig irritation at skulle "svare i kærven", da de ofte måtte vente meget længe på, at tiende blev udtaget, hvilket udsatte kornet for risiko, fordi det skulle stå længere i traver på marken end nødvendigt, og fordi de mistede halmen, som ikke alene fodermæssigt, men også på andre måder udgjorde en vigtig resurse. Der findes imidlertid adskillige eksempler på, at tiende er blevet ydet i skæppen som tærsket korn, hvilket betyder, at der lokalt har været aftalt en fast årlig afgift i modsætning til den mere varierende afgift i kærven.

I forbindelse med reformperioden i 1700-tallet blev det til stadighed debatteret, hvorledes opkrævningen af korntiende kunne forandres til fordel for både ydere og nydere. Således fik bønderne på dronning Sophie Magdalenes gods i Hørsholm i forbindelse med overgangen til arvefæste 1761 ændret deres tiende til en fast årlig afgift.

I 1796 opfordrede regeringen alle nydere og ydere til at indgå aftaler om at ændre tiende til en fast årlig afgift (tiendeakkorder); fra 1810 blev det gjort til lov, at enhver yder kunne kræve sin tiende omsat til en fast afgift, og i 1852 bestemtes det ved lov, at al korntiende skulle være omsat til faste afgifter inden 1856. Ved lov af 1894 blev det muligt at afløse tiende, hvis der var enighed mellem yder og nyder, og ved indkomstskattens indførelse i 1903 blev tiende endeligt afløst.