terrorisme

Faglitteraturen opregner flere hundrede definitioner, hvoraf 90 er forskellige staters definitioner. Problemerne skyldes dels begrebets forhold og nærhed til andre typer vold (kriminalitet, guerillakrig, friheds- og modstandskamp osv.), dels at det indgår i politiske legitimeringer af magtanvendelser eller antiterrorvirksomhed, som kan have negative konsekvenser for borgerlige rettigheder eller international ret.

Som eksempel på problemerne med en entydig definition kan nævnes den libanesiske bevægelse Hizbollahs aktiviteter fra begyndelsen af 1990'erne, hvor gruppen havde indstillet angreb på og gidseltagninger af udlændinge. I stedet optrappede Hizbollah en væbnet kamp mod de israelske tropper og den israelskstøttede sydlibanesiske hær i den israelske besættelseszone i Sydlibanon, og de foretog raketangreb fra Libanon mod det nordlige Israel. Kampen betegnes af Hizbollah selv samt af lande som Syrien og Iran som en frihedskamp, mens Israel og USA betegner den som terrorisme. Det forhold, at Hizbollah opererer i et veldefineret territorium, kunne begrunde benævnelsen guerillakrig for bevægelsens aktiviteter, mens det faktum, at den angriber civile mål i Israel, kunne begrunde termen terrorisme. Endelig har navnlig de arabiske lande karakteriseret de israelske gengældelsesangreb mod Hizbollah i Libanon som statsterrorisme, fordi de rammer sagesløse og primært har til formål at sende et politisk signal til tredjeparten Syrien, der menes at have indflydelse på Hizbollah.

De fleste forskere lader terrorismens historie begynde med Den Franske Revolution, hvor begrebet af Robespierre under Rædselsherredømmet 1793-1794 tillagdes en positiv betydning som instrument mod revolutions- og statsfjendtlige oprørere. Andre ser terrorismens rødder så tidligt som 66-73 e.v.t., da medlemmer af et radikalt jødisk parti, zeloter, bekæmpede den romerske besættelsesmagt med en mordkampagne. Derudover blev terroristiske metoder anvendt af en shiitisk sekt (assassiner) i Syrien og Iran i middelalderen samt af de indiske thugger fra 1300-1800-tallet. Efter Den Franske Revolution tillagdes begrebet den negative betydning, det har i dag. Den russiske gruppe Narodnaja Volja, der blev grundlagt i 1879, regnes som den første egentlige terrorgruppe. Gruppen blev videreført i form af anarkistiske grupper, der ud over i Rusland etablerede sig i Storbritannien, Centraleuropa og USA.

Eksempler på statsterrorisme fra 1900-tallet er Nazityskland og Sovjetunionen under Stalin, hvor terror var en del af statens politik over for befolkningerne. Arrestationer, fængslinger, tortur og likvideringer blev gennemført i stort omfang uden retligt grundlag for at skabe en tilstand af frygt. Til begrebet statsterrorisme hører tillige forskellige staters støtte til terrorgrupper, fx Sovjetunionens og DDR's støtte til palæstinensiske og vesteuropæiske grupper under den kolde krig, Irans støtte til islamistiske grupper i Mellemøsten og USA's støtte til grupper i navnlig Latinamerika.

I midten af 1900-tallet opstod en række terrorgrupper i forbindelse med afkoloniseringen. Fx kan nævnes Irgun Zevai Leummi, der blev oprettet i 1931 i det britiske Palæstinamandat med det formål at kæmpe for en jødisk stat ved at udøve terror mod den arabiske befolkning og de britiske styrker i området, den cypriotiske gruppe EOKA, der gennemførte en antibritisk kampagne 1955-1956, samt den algeriske frihedsbevægelse FLN, der havde succes med en terrorkampagne rettet mod de franske myndigheder i Algeriet i 1957. Antikoloniale terrorgrupper kendes i efterkrigstiden fra alle tidligere koloniserede områder.

Terrorismen blev for alvor et europæisk problem fra 1970'erne og frem, hvor man kan skelne mellem en etnisk-nationalistisk og en ideologisk-politisk, navnlig venstreorienteret revolutionær, terrorisme. Med den palæstinensiske gruppe Sorte Septembers aktion ved De Olympiske Lege i München i 1972 blev en større terrorbølge indvarslet i Europa. Sorte September kæmpede som en del af PLO for en selvstændig stat og ville med aktionen i München gøre verdenssamfundet opmærksom på den palæstinensiske sag. Ud over omfattende israelske gengældelsesaktioner mod palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og Syrien havde begivenheden to skelsættende resultater: Ved OL var ca. 6000 mediepersoner samlet, som rapporterede terroraktionen direkte til flere hundrede millioner med det resultat, at den palæstinensiske sag for alvor kom på den internationale dagsorden. Det andet resultat var, at de europæiske sikkerhedstjenester begyndte at opbygge et særligt antiterrorberedskab.

Forud for aktionen i München havde man kendt til palæstinensisk terrorisme. Helt tilbage fra 1950 havde militsgrupper angrebet Israel fra nabolandene. Med etableringen af PLO og en række andre grupper fik den palæstinensiske terrorisme internationale dimensioner, fra 1968 gennem en række flykapringer. PLO-gruppernes terroraktioner fortsatte frem til slutningen af 1980'erne. Med PLO's anerkendelse af den israelske stat i 1988 indstillede organisationen aktionerne.

Andre eksempler på etnisk-nationalistiske grupper er det kurdiske PKK, den baskiske gruppe ETA og det irske IRA. Flere af de etnisk-nationalistiske terrorgrupper har fået støtte af stater, der enten sympatiserede med deres sag eller kunne se deres interesse i at fremme terroren. Fx støttede Libyen, Syrien og Yemen de palæstinensiske grupper, og Sovjetunionen og DDR brugte grupperne som et led i den kolde krig.

Som en udløber af studenteroprøret i 1968 etableredes der i flere europæiske lande stærkt venstreorienterede grupper, der ville fremme en kommunistisk revolution i Vesteuropa ved at gennemføre terrorangreb mod staten, militærinstallationer og multinationale virksomheder. I Vesttyskland etableredes Rote Armee Fraktion (RAF). RAF's aktiviteter omfattede mord, kidnapninger og sabotage. Gruppen samarbejdede endvidere med de palæstinensiske grupper og tog både del i palæstinensiske flykapringer og købte kurser i våbentræning og terrorplanlægning af palæstinenserne, der drev en række træningslejre i lande som Libanon og Yemen. Endelig er det efter DDR's sammenbrud blevet afsløret, at landet intensivt støttede RAF. En tilsvarende gruppe blev etableret i Italien, hvor De Røde Brigader i 1970'erne var særdeles aktive.

Fra 1990'erne har ikke mindst terroristiske grupper med en religiøs platform markeret sig. Skønt islamisk baseret terrorisme har været kendt i Egypten siden slutningen af 1920'erne, gjorde den sig først for alvor bemærket efter nederlaget til Israel i 1967. Gruppen al-Jihad stod således bag mordet på Egyptens præsident Anwar al-Sadat i 1981, angiveligt fordi han havde indgået fred med Israel i 1979.

Det var imidlertid først fra 1992, at den islamiske terrorisme markerede sig med omfattende terrorkampagner rettet mod sekulære politikere, koptere og udlændinge, herunder turister. Den kendteste egyptiske gruppe er al-Jamaa al-Islamiyya, der både stod bag massakren på 57 turister i Luxor i november 1997 og var indblandet i bombesprængningen af World Trade Center i New York i 1993.

Andre islamiske grupper er den palæstinensiske gruppe Hamas, der i opposition mod fredsprocessen i Mellemøsten i 1990'erne har gennemført en række terrorangreb i Israel, samt GIA i Algeriet, der siden 1993 har bekæmpet både civile og sikkerhedsstyrkerne i Algeriet. Derudover findes der en lang række islamiske grupper, der opererer på Den Arabiske Halvø, i Pakistan, Afghanistan, Indien, Kashmir samt i Centralasien og Kaukasus.

I USA er der et antal stærkt højreorienterede, racistiske, kristne grupper, der opfordrer til vold mod forbundsregeringen, mørke, jøder og abortlæger, og som har udført adskillige bombesprængninger, bl.a. mod abortklinikker. Den mest kendte aktion var bombningen af en offentlig bygning i Oklahoma City i 1995, hvor 168 omkom.

Endelig eksisterer der grupper, der hviler på et jødisk grundlag, fx Kach, der blev etableret i Israel i begyndelsen af 1980'erne af Meir Kahane. Gruppen er mod afgivelse af jødisk land i fredsprocessen i Mellemøsten, og det var en person med tilknytning til denne gruppe, der stod bag mordet på den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin i 1995.

En lang række fortrinsvis amerikanske teoretikere hævder, at terrorismen i 1990'erne ændrede karakter. En klassisk definition karakteriserede terror som teater: Målet med terror er primært at forkynde et budskab, hvorfor det drejer sig om "få dræbte, men mange tilskuere". Denne definition peger på en nær sammenhæng mellem medier og terrorisme. Terroren er et forhandlingsoplæg, der sigter mod at få et antal veldefinerede krav opfyldt. Som modsætning hertil peges der på, at navnlig de religiøse gruppers mål er abstrakte, og at formålet med terroren ikke er gennemførelse af konkrete opnåelige krav, men mere har apokalyptisk eller messiansk karakter; det gælder om at slå så mange ihjel som muligt. Eksempler er den japanske gruppe Aum Shinrikyo ('den højeste sandhed'), der i 1995 spredte giftgas i Tokyos undergrundsbane uden tilsyneladende andet mål end at dræbe så mange som muligt, og den saudiarabiske rigmand Osama bin Ladens internationale islamiske terrornetværk.

Det frygtes, at sådanne grupper eller netværk med internationale forbindelser kan komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben som ABC-våben og derved være i stand til at rette omfattende angreb mod fx amerikanske storbyer. Denne nye type terrorisme betegnes superterrorisme, katastrofisk terrorisme eller postmoderne terrorisme, og forsvaret mod den har i 1990'erne fået en særdeles høj prioritering i amerikansk sikkerhedspolitik, mens risikoen vurderes noget lavere i Europa. Hverken staterne imellem eller blandt teoretikere er der enighed om truslen fra terrorisme, eller om hvilke forholdsregler det er nødvendigt at tage. Alligevel var terrorisme, navnlig international terrorisme, ved indgangen til 2000-tallet et centralt begreb i formuleringen af et nyt sikkerhedspolitisk koncept efter den kolde krig.

Mens bekymringen for global terrorisme voksede i USA i 1990'erne var den efter nedgangen i terrorisme i angreb fra de venstreorienterede grupper i Europa aftagende. Det ændrede sig markant med al-Qaidas terrorangreb på USA den 11. september 2001. Efter angrebet voksede truslen fra al-Qaida netværket i Europa betydeligt og manifesterede sig især med de store terroraktioner i Madrid i marts 2004 og i London i juli 2005. De medførte i de europæiske stater et stærkt øget beredskab mod terrorisme, herunder tillige styrkelse af efterretningstjenesterne og skærpelse af lovgivning mod terrorisme. Fra anden halvdel af 2008 målrettede USA sin krig mod terrorisme mod al-Qaida-lederne og deres operative netværk, især i Pakistan, hvilket førte til en betydelig nedgang i truslen. Omkring 10-året i 2011 talte man i USA om, at al-Qaida var ved at forsvinde som en global trussel.

Med konflikten med Islamisk Stat (ISIS) i Irak og Syrien er den globale trussel fra islamistisk terrorisme igen vokset. Dels fra den såkaldte sympatiterrorisme, hvor personer uden for Irak og Syrien, der sympatiserer med Islamisk Stat, gennemfører angreb på egen hånd, dels i form af såkaldte copycat operationer hvor sindsforvirrede personer gennemfører angreb og i sidste øjeblik dedikerer dem til Islamisk Stat. Henover sommeren i 2016 så man en række af sådanne angreb i Frankrig og Tyskland – alene i juli var der i alt seks angreb i de to lande. Endelig viste det brutale terrorangreb i Paris i november 2015, at Islamisk Stat rekrutterer, træner og udsender personer til at gennemføre terrorangreb, bl.a. i Europa.

Det er imidlertid ikke alene fra militant islamisme, at der efter 2014 kunne ses en stigning i trusler om terrorisme i Europa. Højreekstremisme, især grupper og personer som er imod afrikansk og muslimsk indvandring til Europa, har stået bag terrorisme, navnlig i Tyskland og Sverige. Det frygtes af efterretningstjenester, at den polarisering som den øgede migration til Europa i forbindelse med flygtningekrisen som følge af borgerkrigen i Syrien har medført, kan føre til yderligere stigning i højreekstremistisk terrorisme, der for alvor manifesterede sig med nordmanden Anders Breivik i Oslo og på øen Utøya i juli 2011.

Med terrorangrebet 11. september 2001 blev terrorisme et af de højest prioriterede emner i den globale sikkerhedspolitik. Allerede et døgn efter angrebet vedtog NATO at aktivere artikel 5 i pagten, hvilket betød, at angrebet blev opfattet som en militær aggression rettet ikke alene mod USA, men mod alle landene i alliancen.

• krigen mod terror
• terrorangrebet på Krudttønden og synagogen