talefejl

Selvom talefejl ofte bruges i flæng med beslægtede fagtermer, er det vigtigt at skelne mellem disse:

Udtalefejl er en mere snæver term, der specifikt refererer til fejl i produktionen af enkeltlyde eller lydmønstre. Disse fejl kan være:

• Fonetiske (fx at barnet ikke kan producere en korrekt /s/-lyd og i stedet læsper)
• Fonologiske (fx at barnet systematisk udskifter /k/ med /t/, så kat bliver til tat)

Fonologisk forstyrrelse bruges, når udtalefejlene er systematiske, vedvarende og påvirker barnets forståelighed i en grad, der kræver logopædisk indsats.

Taleforstyrrelser er en bredere betegnelse, der dækker over mere gennemgribende forstyrrelser i taleproduktionen, herunder stammen, løbsk tale, snøvlen, dysartri og verbal dyspraksi.

Talevanskeligheder er en overordnet paraplybetegnelse, der kan dække alle ovenstående typer vanskeligheder – både milde og alvorlige – og bruges ofte som neutral samlebetegnelse.

Kort sagt kan talefejl opfattes som en overordnet og uformel betegnelse, mens udtalefejl er en fagligt snævrere term, og fonologisk forstyrrelse betegner de tilfælde, hvor fejlene er så betydelige, at de kræver logopædisk indsats.

Historisk set har begrebet talefejl haft en bredere betydning end i dag. I ældre sprogvidenskabelige, pædagogiske og talepædagogiske værker blev termen ofte anvendt som en samlebetegnelse for stort set alle former for afvigelser i tale – både midlertidige, vedvarende og behandlingskrævende, og hos både børn, unge og voksne.

Sprogforskeren Otto Jespersen anvender fx talefejl i sit værk Fonetik (1897) til at beskrive læspen, snøvlen og andre artikulationsmæssige afvigelser. Han skriver blandt andet:

"... en har vænnet sig til at artikulere en række konsonanter for langt fremme i munden (læspen), en anden frembringer sit s ikke midt i munden, men til en side, hvorved det får en ganske ejendommelig klang, en tredie kan ikke …" (Jespersen, 1897, s. 1821)

I samme værk nævner han også, at visse talefejl kan skyldes "dovenskab" og antyder dermed en normativ vurdering af, hvad der er korrekt tale. Dette afspejler den datidige forståelse af fonetik og taleafvigelser som noget, der ofte kunne (og burde) rettes op gennem træning, vilje eller disciplin. Sådanne vurderinger er i dag forældede og uforenelige med moderne syn på talevanskeligheder som forårsaget af neuro-udviklingsmæssige eller funktionelle forhold.

Selv i dag bruges talefejl som en bred og uformel betegnelse uden klart defineret fagligt indhold. Termen kan optræde i samtaler mellem forældre, i medierne, i litteratur og i visse pædagogiske eller andre faglige sammenhænge, hvor man ikke tilstræber terminologisk præcision.

Et eksempel findes i bogen Stammen (2022), hvor den bibelske figur Moses omtales: "... man i dag er i tvivl, om det var stammen eller en anden talefejl, han havde." (Fabæch Knudsen, 2022). Her bruges talefejl som en bred betegnelse for en udefineret vanskelighed med at tale – uden diagnostisk sigte. Lignende formuleringer ses hyppigt i aviser, interviews og tv-indslag, hvor taleafvigelser omtales generelt og uden afklaring af karakter og årsag.

Indenfor visse sprogvidenskabelige discipliner anvendes betegnelsen talefejl i en særlig analytisk og teoretisk forstand.

Inden for diskursanalyse og samtaleanalyse bruges talefejl om spontane, midlertidige afvigelser i flydende tale, fx:

• Gentagelser (jeg ... jeg vil gerne sige noget)
• Tøven (øh ... det var i tirsdags ...)
• Selvrettelser eller reparationer (han tog bussen – nej, bilen)

Her analyseres talefejl ikke som fejl i patologisk forstand, men som en del af det almindelige, dynamiske samspil i samtaler, hvor taleren løbende planlægger, overvåger og justerer sin ytring.

Også indenfor psykolingvistikken spiller talefejl en vigtig rolle. Her studeres de som systematiske indgange til forståelsen af, hvordan sprog planlægges og realiseres kognitivt. Korpusundersøgelser af talefejl – fx i Bock & Levelts (1994) klassiske model for taleproduktion, som opdeler sproglig planlægning i flere trin fra konceptualisering til artikulation – har vist, hvordan sproglige enheder som ord, morfemer og lyde aktiveres og sættes sammen i trin. Ved at analysere mønstre i fortalelser (fx ombytning af ord eller stavelser) kan man få indsigt i rækkefølgen og organiseringen af mentale processer i sprogproduktion.

Som Kristensen (2016) skriver: "Ved at studere de mønstre der optræder i talefejl, kan man fx undersøge hvor mange sproglige enheder sprogbrugeren planlægger ad gangen."(Kristensen, 2016, s. 229). I denne sammenhæng bliver talefejl ikke noget, der "går galt", men et redskab til at forstå sprogets struktur og bearbejdning.

På tværs af historien og nutiden fremstår talefejl som en flertydig og kontekstafhængig betegnelse, der bruges i forskellige sammenhænge med varierende præcision. Det er en kendt og udbredt lægmandsterm, som ofte fungerer som en praktisk samlebetegnelse – men som også kan være kilde til misforståelser, hvis den anvendes ukritisk i faglige eller diagnostiske sammenhænge.

Det kan dog være meningsfuldt at anvende termen talefejl fagligt i følgende situationer:

• Når man henvender sig til forældre, pædagoger eller andre uden sprogfaglig baggrund, og man ønsker at bruge et genkendeligt og ikke-stigmatiserende sprog.
• Når man omtaler tidlige, alderssvarende udtaleafvigelser, hvor der endnu ikke er tale om en konstateret udtalevanskelighed.
• Når man har brug for en neutral foreløbig betegnelse, fordi det endnu er uklart præcis, hvilken type taleafvigelse der er tale om, hvad årsagen kan være, og hvordan den kommer til udtryk.

Ved at være opmærksom på ordets flertydighed og kontekstafhængighed kan man bruge talefejl som en brobygger mellem faglig viden og almen forståelse – uden at kompromittere faglig præcision, når det er nødvendigt.

Den forskydning i betydning, som er sket over tid, kan give anledning til forvirring, især når ældre og nyere kilder læses i sammenhæng. I moderne faglige sammenhænge anbefales det derfor at anvende mere præcise betegnelser – som fx taleforstyrrelse og i andre tilfælde sprogforstyrrelse – afhængigt af problemets art og omfang. Talefejl bør forbeholdes de mindre, typiske og midlertidige udtaleafvigelser hos børn.

• børnesprog
• sprogtilegnelse
• sprogvanskeligheder

• Bock, K. & Levelt, W. J. M. (1994). Language production: Grammatical encoding. M. A. Gernsbacher (red.), Handbook of Psycholinguistics (s. 945-984). Academic Press.
• Fabæch Knudsen, P. (2022). Stammen. Et komplekst kommunikationsproblem. Lindhardt og Ringhof.
• Jespersen, O. (1897). Fonetik. En systematisk fremstilling af læren om sproglyd. Det Schubotske Forlag.
• Kristensen, L. B. (2016). Sprog og krop – Psykolingvistik i Danmark. Nydanske Sprogstudier NyS, 50, 221-247.
• Mikkelsen, M. (2022). Stå sammen ved at holde afstand. En diskurspsykologisk analyse af de danske lederes omtale af COVID-19 i pandemiens første måned. Aalborg Universitet.