tågekammer

Øverst en skitse af tågekammer. Når stemplet bevæges hurtigt nedad, bliver kammeret over stemplet overmættet med vanddamp. Hvis en ioniserende partikel passerer gennem kammeret, vil de ladede (ioniserede) partikler langs sporet virke som kim for dannelse af små vanddråber (tåge). Sporet kan fotograferes gennem glaspladen på kammerets overside. På det nederste billede ses et fotografi af partikelspor, hvor der undervejs gennem tågekammeret er sket en kernereaktion, så der er fraspaltet en anden ladet partikel. Tågekammeret er her anbragt i et magnetisk felt med feltlinjer langs kammerets akse (vinkelret på den fotografiske film). De ladede partikler vil da bevæge sig i cirkelbaner med radier, der er bestemt af partiklernes masse, hastighed og ladning. Den oprindelige partikel er så hurtig, at man ikke kan se krumningen.

Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller.

Licens: Begrænset anvendelse

Et tågekammer er et apparat til registrering af ioniserende partiklers spor. Det består af en beholder fyldt med luft, der er mættet med vanddamp. I bunden er der et stempel, og foroven et vindue. Hvis luften ekspanderes ved pludselig at sænke stemplet, resulterer det i en overmætning af vanddampen, som nu vil have en tendens til at fortættes i små, synlige dråber (tåge). De (usynlige) ladninger, som en ioniserende partikel, fx en alfapartikel, måtte have efterladt sig langs sit spor, vil virke som kim for dråbedannelsen. Derved gøres sporet synligt, således at det vil kunne affotograferes, inden dråberne opløses igen.

Faktaboks

Også kendt som: Wilsonkammer

Tågekammeret blev udviklet mellem 1896 og 1912 af den skotske fysiker og kemiker Charles Thomson Rees Wilson og var i kernefysikkens tidlige periode det vigtigste redskab til at studere partikler og deres henfald. Wilson fik Nobelprisen i fysik i 1927 for udviklingen af tågekammeret.