sygeplejeprocessen

Det første trin i sygeplejeprocessen omfatter en systematisk kortlægning af patientens helbredstilstand og behov for hjælp. Der findes forskellige retningslinjer, der giver struktur til kortlægningen.

En systematisk og helhedsorienteret kortlægning kan tage udgangspunkt i en "top-down"-kortlægning af de forskellige systemer i kroppen, fx hjerte-kar-systemet eller muskel-skelet-systemet, eller i menneskets grundlæggende behov, fx ernæring, udskillelse, mobilitet eller personlig hygiejne. En helhedsorienteret kortlægning kan være nødvendig, når sygeplejersken ikke kender patienten fra tidligere. I andre situationer kan en afgrænset kortlægning være mere relevant, fx i en akut situation eller når patienten søger hjælp for et afgrænset problem eller behov.

Der er udviklet en række kortlægningsskemaer og instrumenter, der skal sikre systematisk kortlægning af patientens helbredstilstand og behov. Sådanne hjælpemidler kan også forbedre kommunikationen mellem sygeplejersker og mellem sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

En vigtig del af kortlægningen indebærer også at identificere patientens egne ressourcer og evne til at varetage sin egenomsorg. Det er også vigtigt at kortlægge de ressourcer, patienten har adgang til i sin familie og i netværket i øvrigt.

Patienten er en vigtig del af processen, fordi patienten kan have andre opfattelser af, hvad de har brug for, og hvad der er galt med dem, end de opfattelser sundhedspersonalet har. En vigtig del af denne fase er derfor at undersøge, om sygeplejerskens opfattelser stemmer overens med patientens. Det er afgørende at tage udgangspunkt i patientens opfattelse for at kunne hjælpe vedkommende og imødekomme dennes behov.

Det andet trin i sygeplejeprocessen omfatter en præcis formulering af patientens problemer og behov for sygepleje. I nogle sammenhænge omtales dette også som sygeplejediagnosen. Dette trin bygger på en faglig fortolkning af de data, der er indsamlet i første trin. Informationen tolkes i lyset af patientens helbredstilstand og funktionsniveau, og sygeplejersken identificerer, hvilke behov for sygepleje patienten har. Formuleringen af behov eller problemer udformes i tæt dialog med patienten og/eller pårørende, hvis dette er muligt. Sygeplejediagnoser har til hensigt at standardisere begrebsbrugen, så alle involverede opfatter patientens behov og problemer på samme måde. En standardisering kan også understøtte udformningen af en konkret plejeplan for patienten, ved at der formuleres standardiserede sygeplejetiltag for hver sygeplejediagnose baseret på forskning og klinisk erfaring.

Det tredje trin i sygeplejeprocessen omhandler formulering af en plejeplan, det vil sige en specificering af, hvilke sygeplejetiltag der skal iværksættes for at løse patientens problemer og/eller imødekomme vedkommendes behov. En plejeplan kan omhandle både sygeplejespecifikke tiltag, som sygeplejersker iværksætter ud fra deres sygeplejefaglige viden, og tiltag, som sygeplejersken gennemfører, men som er ordineret af læge eller andet sundhedspersonale. Eksempler på sygeplejespecifikke tiltag er ikke-medicinske tiltag for at reducere smerte, kvalme og ubehag. Eksempler på ordinerede tiltag kan være at give medicin, pleje sår og observere effekter af en bestemt behandling.

Sygeplejeplanen kan også omhandle tiltag, der er planlagt i fællesskab med andre i det tværfaglige team, fx specielt næringsrig kost for patienter i ernæringsmæssig risiko, udformet i samarbejde med klinisk diætist, mobilisering og/eller genoptræning efter en operation eller sygdom udformet i samarbejde med fysioterapeut og ergoterapeut eller tilpasning af den medicinske behandling i samarbejde med læge og farmakolog for at reducere bivirkninger af medicin.

De tre første trin i sygeplejeprocessen kan udføres af én enkelt sygeplejerske eller være et teamarbejde, afhængigt af patientens situation, tidsrammen og situationen i øvrigt. Iværksættelse og gennemførelse af planen er derimod som regel et teamarbejde, hvor en række sygeplejersker og andre sundhedsfaglige medarbejdere kan være involveret.

Som regel har patienten brug for sygepleje over længere tid og gennem hele døgnet. Her kan én sygeplejerske ikke iværksætte plejeplanen alene. Derimod må sygeplejen udføres af dem, der til enhver tid er på vagt og har ansvar for patienten. En konkret plan er netop hensigtsmæssig for at undgå, at sygeplejen bliver for afhængig af, hvem der tilfældigvis er på vagt. Samtidig kortlægger vedkommende, der har ansvar for patienten, til enhver tid situationen for at se, om tilstanden og behovene ændrer sig og justerer i så fald problemformuleringer, sygeplejediagnoser og planen tilsvarende. God og kontinuerlig opfølgning er afhængig af, at den, der til enhver tid har ansvaret for patienten, følger op på planen, der er lagt, og justerer den ved behov.

Det sidste trin i sygeplejeprocessen omfatter evaluering af effekten af tiltagene samt en justering af problemformuleringer/sygeplejediagnoser og tiltag, efterhånden som patientens behov ændres, eller hvis tiltagene ikke har den ønskede effekt.

I akutte situationer fokuserer sygeplejersken på de vitale funktioner, hvilket omfatter cirkulation og respiration og opretholdelse af kroppens indre miljø (homeostase). I ustabile situationer er det vigtigt at afdække, hvad der forårsager dette. Da afdækker sygeplejersken først og fremmest, om patientens helbred eller sygdomstilstand er ved at forværres og kortlægger forhold, som sygeplejersken kan videreformidle til lægen for at vurdere, hvilke tiltag der bør iværksættes. Der findes standardiserede vurderingsskemaer for at kunne vurdere ændringer hurtigt og videreformidle disse på en standardiseret og præcis måde til patientens læge.

I mere stabile situationer, og særligt når patienten har behov for mere langvarig sygepleje, er en mere grundig og systematisk kortlægning helt afgørende, hvor også patientens psykiske og sociale forhold kortlægges og inddrages i planlægning og gennemførelse af sygepleje.